DVL er mine bedste venner – de er blevet en familie
Fra AMC i New York til DVL i Storstrøm. Karen har mange vandreoplevelser med i rygsækken, som hun i dag giver videre til gamle og nye medlemmer. Med systematisk snilde og gennemgang af ture og medlemskartoteket fandt hun et overset område, som kaldte på en ny vandregruppe.
Af Kristine Buske
New York. Mulighedernes by. Hvor der er liv, larm og lykke. Da den i dag 73-årige Karen Schmolke var i slut 20’erne, var USA’s mest folkerige by hendes hjem for en 7-årig periode. Hun arbejdede for A.P. Møller, og det åbnede dørene til et eventyr. Men på trods af spændingen fik Karen pip af storbyen. Hun savnede noget natur. Noget bevægelse. Så da hun så en brochure fra Appalachian Mountain Club (AMC), tog hun den med hjem og meldte sig straks ind.
Det gav en åbenbaring. Karen havde knap været væk fra sin egen lejlighed og kontoret i New York, og nu stod oplevelserne i oplandet pludselig i kø. Med bjerge og klippefyldte områder. Bl.a. i Harrimann Park, hvor turene nærmest var uendelige.
– Der var forskellige sværhedsgrader, og den, der hed C3, passede bedst til mig. Den var 15-20 kilometer og godt kuperet, fortæller Karen.
Hun havde til sidst gået så mange ture, at hun blev kendt som ”a walking map”, der kendte området på kryds og på tværs. Hun kastede sig også over backpacking-livet med telt på ryggen og overnatning i naturen.
– Vi var på vinterture med ekstreme forhold. De gutter, jeg gik med, fortalte mig, at i kulden ville mine tæer først blive ramt, og når kulden nåede op til mit hjerte, ville jeg dø. Det satte tingene i perspektiv.
Vind i håret
Karen nåede 20 år i udlandet i alt, hvor Irland og Rumænien også var hjemsted en periode. I 1987 kom hun for alvor hjem til Danmark. Her blev det naturligt for hende at melde sig ind i DVL København for at fortsætte den stærke vandrelivstil. Men en ny hobby med islandske heste overtog fokusset, og først nogle år senere meldte Karen sig ind i foreningen igen. Denne gang i DVL Storstrøm, hvor hun har været siden. På daværende tidspunkt arbejdede hun som forretningsordfører på Idrætshøjskolen Bosei.
– Da jeg var på arbejdsmarkedet, var turene i DVL en lise for sjælen. Vinden i håret at nyde naturen med andre og få god motion og samvær med sine medvandrere. Det var et vigtigt afbræk fra et stressende arbejde og gjorde, at jeg bedre kunne være i mig selv, siger Karen og tilføjer:
– Vinden blæser hjernen tom, og verdenen bliver lettere.
Og selvom den danske natur ikke kan måle sig med den amerikanske i dramatik, så tog de nye omgivelser ikke det mindste af vandrefornøjelsen.
– Der behøver ikke at være mange højdemeter. Det er lige så dejligt at gå i skoven og se det hele springe frem, siger hun.
En overset gruppe gemte sig i statistikken
Da Karen gik på pension, besluttede hun sig for at give noget tilbage til foreningen. Hun meldte sig under fanerne som turleder og medlem af bestyrelsen i Storstrøm. Senere blev hun formand og havde medlemstallet som en stærk mærkesag. Så da corona-pandemien fik medlemmer til at forlade afdelingen, besluttede hun sig for at gøre noget. Hun meldte sig til landsafdelingens fastholdelsesprojekt og blev inspireret.
Kort tid efter satte hun sig ned og gennemgik medlemskartoteket. Helt systematisk. Samtidig gennemgik hun alle numre af Vandreliv fra 2019, tjekkede hvor turene lå, og sammenlignede med medlemmernes bopæl. Her opdagede hun den glædelige nyhed, at turene var godt fordelt over hele Storstrømsområdet – dog med lidt færre ture i Østsjælland. Samtidig var der kommet lidt flere medlemmer i Østsjælland og på Stevns i 2021.
– Det blev tydeligt for mig, at her var noget, vi kunne gøre. Jeg fandt fire medlemmer med postnummer i Østsjælland, som gerne ville være turledere. Og pludselig var vi ved at stable en Østsjællands-gruppe på benene. Det har været spændende at arbejde med og finde et hul bare ved at kigge på turfordelingen, fortæller Karen.
Den nye gruppe starter 2. juni og skal have ture hver anden lørdag, så de ikke ligger oveni turene fra resten af afdelingen i Storstrøm. Turlængderne kommer til at være 10-15 kilometer.
– Vi involverer den lokale presse i starten i håb om at få så mange som muligt med, fortæller Karen.
Fandt sine bedste venner i DVL
I dag er Karen gået fra formand til næstformand for at få mere tid til en anden stor interesse; fotografering. Hun er med i Vordingborg Fotoklub og er også aktiv med turbilleder i DVL’s Facebook-gruppe.
– Det er spændende at skabe billeder, for det er en måde at opleve. Når jeg ser billeder, andre har taget fra en tur, kan jeg få en anden oplevelse, end jeg selv har fået. Man lever sig ind i billedet og mærker selv, hvor sjovt de andre vandrere har haft det. Billeder er også vigtige, hvis vi skal vække lysten hos nye medlemmer og synliggøre os selv, mener Karen.
Der er ingen tvivl om, at engagementet og naturlysten er stor hos Karen. Alligevel er det én lille, men særlig ting, der gør, at hun har hængt i foreningen så mange år.
– DVL er mine bedste venner. De er blevet en familie. Vi interesserer os for, hvordan hinanden har det. Jeg har lige haft forstuvet foden, hvor jeg måtte holde en pause, og der mærkede jeg virkelig, hvor meget jeg ville savne det, hvis ikke jeg kunne gå sammen med mine medvandrere.