DVL for 50 år siden
Den 18. maj fylder Dansk Vandrelaug 90 år, derfor tager vi her en tur tilbage i tiden og kigger på, hvad vi skrev om og havde fokus på i januar-februar i 1970.
For 50 år siden hed medlemsbladet Fritidsliv, og det blev udsendt til 35.924 medlemmer, for der var virkelig gang i foreningen. Det skyldes i særdeleshed, at vi var en forening fuld af yngre medlemmer, der overnattede på vandrerhjem, når de tog på tur. Dengang stod DVL også for udstedelse af de såkaldte vandrekort, der gav adgang til vandrerhjemmene. Dem ejede vi seks af dengang.
”En hendøende forening”
Men det kunne have været endnu bedre. I sin nytårsleder til medlemmerne fortalte daværende formand Bendt Larsen om den hilsen, han var blevet mødt med, da han var blevet valgt som formand: ”Det er da en hendøende forening (…) for der er da ingen, der vandrer mere”. Og det kunne de måske have ret i, for vores forening havde toppet i 50’erne med dobbelt så mange medlemmer.
Formanden og styrelsen troede alligevel på bedring, og de moderniserede vandrerhjem skulle bane vejen. Her var bl.a. blevet indført familierum. ”Også fordi et 4-6 mands rum må være den ideelle størrelse for enkeltvandrere”, som Bendt skriver. Han forventede ligeledes en stigning blandt de besøgende i aldersgruppen 21-26 år, da forbuddet mod børn under 4 år var blevet ophævet på vandrerhjemmene.
Nu skulle det såkaldte propagandaudvalg blot gøre opmærksom på de nye tiltag, samtidig med at medlemmerne skulle være bedre til at fortælle om alle vandregoderne til venner og bekendte.
Læs hele DVL’s historie her
Fejret med lommemad
DVL bestod i 1970 af ni afdelinger, hvor Frederikshavn, Ålborg, Århus, Ribe, Esbjerg, Odense, Nykøbing-Falster, Lyngby og København udgjorde de lokale holdepunkter.
Og Københavns Afdeling bød på årets første jubilæumstur. En vandring i Naturparken ved Farum, som nu er kendt under navnet Naturpark Mølleåen, på 16 km fra Værløse St., hvor fokus var på egnens oldtidshistorie. Men ellers blev 40-årsjubilæet ikke fejret med de store armbevægelser.
– Vi vil fejre jubilæet i arbejdstøjet. Vi vil bruge vore penge til at gøre vandrerhjemmene bedre, gøre mere for medlemmerne og så snupper vi en lommemad på kanten af køkkenbordet med en lys hvidtøl til.
Priserne har ændret sig en del
Et årskontingent kostede 16 kr., hvor man desuden betalte 10 kr. for årsmærket til vandrekortet og 60 øre for porto – i alt 26,60 kr. Og de med større udlængsel skulle så lægge 7 kr. oveni for at få et internationalt lejrpas.
For 50 år siden arrangerede medlemmerne ganske som nu også ferieture, men til en noget anden pris end i dag. En påskebjergvandring i Harzen står annonceret til 250 kr. Og det var inklusive rejse, ophold, morgenmad og middage.
Og efter denne artikel blev offentliggjort i VandreLiv nr. 1, 2020, har den ene af turens tre arrangører, Stig Prehn, været i sit arkiv og har fundet det samlede regnskab for ferien frem.
Her kan du se, at 27 deltagere og en turleder udløste et budget på 7000 kr., hvilket inkluderede en gennemgangstur inden ferien og et billedmøde efter. Til slut var der et overskud på 75 kr., som gik i Turudvalgets slunkne kasse, som Stig skriver.
Han fortæller i øvrigt også, at turen blev ret anstrengende, da der var meget sne i Harzen, som jo ligger over 1000 m højde. Desuden skulle vi passe på ikke at komme for tæt på sektorgrænsen (grænsen mellem det daværende Øst- og Vesttyskland, red.), som lå helt op ad vores vandrerute.
Af Camilla Dam