Flot vejr på DVL Fyns 90-års fødselsdag

To år, efter at Dansk Vandrelaug blev etableret, åbnede Afdeling Fyn. Det var i 1932, og dermed kunne afdelingen fejre sin 90-års fødselsdag d. 20. oktober.

Fejringen foregik først med en vandretur på 10 km i den dejlige natur omkring Vissenbjerg efterfulgt af kaffe og lagkage på det gamle rådhus.

(Klik på billederne og se dem i fuld størrelse)

Afdelingsformand Nanna Floors tale på den runde dag:

DVL Fyn oprettet som underafdeling til DVL i 1932. I begyndelsen med vandreture i tidsånden, der hyldede det frie liv og den sunde krop.

På et for mig ukendt tidspunkt ændrede foreningen sig til at blive en cykleforening, der dog stadig modtog et beløb fra hovedforeningen.

Jeg har fået fortalt, at foreningen i begyndelsen af 00’erne f.eks. indkøbte kanoer, og at der blev spillet badminton, men ingen vandreture! Det var vist det, der gjorde, at den daværende bestyrelse blev væltet og en ny bestyrelse kom til i 2004.

Den rettede op på foreningens indhold, der igen blev til en vandreforening. Der blev lagt ud med en tur om måneden – med tilmelding – så der kunne etableres samkørsel.

I 2005 kom Niels Staal Jensen med i bestyrelsen, og han fik indført, at der kom torsdagsture. Niels var formand fra 2014 til 2021. I den periode voksede medlemstallet og antallet af ture blev forøget.

I 2022 har vi planlagt 123 ture plus den i dag. Og vi er ved at planlægge ture for næste halvår, hvor vi stadig håber på at have 3 ture om ugen udenfor ferierne. Det har vist aldrig været mere populært at vandre end nu, og vi møder jo også kun glade mennesker på vores ture.

Jeg håber på fortsat at møde mange af jer på vores vandreture, og at der stadig vil være både erfarne og nye turledere til at give os alle gode oplevelser.

Og så er det bare om at vi skal have en god tid her i dag med lagkage og portvin, som jeg har lovet. Og kaffe.

Og landsformand Steen Kobberø-Hansen udråbte et trefoldigt leve for afdelingen.