Tag på tur i 1930’erne med Rita og Dansk Vandrelaug

Med en 90 år lang eksistens som forening dukker der selvsagt nogle gode vandrehistorier op fra tid til anden. Her kan du komme med på tur i 30'erne, hvor ungdommen gik ud om søndagen, og Hitler blev kaldt Petersen af danskere i Tyskland.

Vandreholdet foran Københavns hovedbanegård ved hjemkomsten fra Dolomitterne i 1938. Rita, med de hvide hår, står i midten mellem Lisse og Carl Johan. Gerda og Poul står lige bag hende

Vandreholdet foran Københavns hovedbanegård ved hjemkomsten fra Dolomitterne i 1938. Rita, med de hvide hår, står i midten mellem Lisse og Carl Johan. Gerda og Poul står lige bag hende

”Ud vil jeg ud, o så langt langt ud, over de høje fjelde!” Sådan lød starten på en sang, som min mor, Rita, pludselig kunne finde på at synge, da jeg var barn. Måske var det de tre vandreture i bjergene med Dansk Vandrelaug i 1930’erne, hun tænkte på.

Hun var først i 20’erne, da hun meldte sig ind i DVL og bl.a. deltog i vandreture i Tyskland, Østrig og Italien. Her foregik overnatningerne under meget primitive forhold, og togrejserne var ofte på 3. klasse. Rita efterlod mange fotos fra turene, samt postkort, breve og dagbogsnotater, hvoraf flere sider var skrevet flot med pen og blæk. Hun fortæller om det gode kammeratskab og mange muntre oplevelser.

Dette har jeg nu har brugt til at skrive denne historie, som jeg vil overdrage til Dansk Vandrelaug sammen med Ritas gamle lærredsrygsæk og vandreskistøvler.

Ritas rygsæk og vandrestøvler. Foto Nina Meta Sørensen
Ritas rygsæk og vandrestøvler. Foto Nina Meta Sørensen

Ritas baggrund

Min mor var født i 1914 i København, hvor hun boede til sin død i 1986. Hun er let at spotte på sort-hvid-billederne, da hun var hvidhåret helt fra barndommen. Hun boede på Vesterbro sammen med sin mor, der var enke, indtil hun blev gift med min far i 1939. Begge mine forældre var ansat i Ordrekontrollen i Københavns Kommune, og Rita arbejdede her som kontorassistent, indtil min storesøster blev født i 1943. Derefter blev hun hjemmegående husmor, og i 1946 kom jeg til.

Ture og vandrekammerater i 1930’erne

Rita deltog i vandreture om søndagen og også i weekendture, som dog først kunne starte sent om lørdagen efter arbejdstid. Hun kendte ingen, da hun mødte op på sin allerførste vandretur, hvor en frisk fyr sagde: ”Dav søster,” hvortil hun raskt svarede: ”Dav brormand.” Han hed Jens, og derefter blev de to kaldt for Brormand og Søster, for det var kutyme, at man gav hinanden kælenavne. En anden nær vandrekammerat var Elly, som blev kaldt for Thorvald. Hun flyttede senere helt til Århus, men Elly og Rita udvekslede lange jule- og fødselsdagsbreve resten af livet.

Turlederen og hans kone

Gerda og Poul Brejnebøl ved Passo Pordoi (2250 m) i Dolomitterne i 1938
Gerda og Poul Brejnebøl ved Passo Pordoi (2250 m) i Dolomitterne i 1938

I sommerferierne i årene 1936, 1937 og 1938 arrangerede turleder Poul Brejnebøl og DVL vandreture til udlandet. Poul Brejnebøl var kun 19 år på den første tur i 1936. Gerda, der også var én af min mors nære vandrekammerater, blev gift med Poul i 1939. I 1949 grundlagde de Brejnebøls Rejser, der som de første i Danmark arrangerede rejser til Egypten i 1956.

I min barndom var jeg med til filmaftener om vinteren, hvor de viste smalfilm fra fremmede lande, som Poul vist nok selv havde optaget. Min familie fik julekort fra Gerda og Poul. De sendte os også sommerpostkort, som da de genså Berchtesgaden og Königssee i De Bayerske Alper, hvor vandreholdet havde været i 1937. Min mor havde gemt et avisudklip, hvor der stod om Poul Brejnebøls død, den 26. juni 1969.

 

Brejnebøls Rejser arrangerede ofte rejser til eksotiske fjerne steder på kloden, og han nåede at besøge langt de fleste af jordens lande.” Gerda og deres yngste søn Jens videreførte Brejnebøls Rejser, og så vidt jeg ved, eksisterede det, så sent som i 1983 med rejser til Australien, Kina, Sydamerika og Østen.

Vandreudstyr

Rita med sidetaske, rygsæk og skistøvler
Rita med sidetaske, rygsæk og skistøvler

På vandreturene gik pigerne mest i nederdel eller kjole. Rita havde fx en grøn vandrenederdel med knapper hele vejen ned foran og en gul- og brunternet halvulden skjorte med brune knapper formet som vindrueklaser.

Det var solidt tøj, som senere gik i arv til min storesøster og mig. Rita gik også i plusfour og shorts. På turene medbragte hun en grå lærredsskuldertaske, hvor hun havde broderet sit navn med gult garn på forsiden. Dengang blev den kaldt for sidetasken, men i min barndom kaldte vi den altid for vandretasken, når vi havde den med på udflugter. Den gik også i arv, og jeg brugte den til sidst som skoletaske. En lærredsrygsæk, en feltflaske og en dolk var også en del af Ritas udstyr.

 

Vandrestøvlerne var skistøvler, som hun også var iført på ud- og hjemrejsen. Da hun købte støvlerne, gav hun 20 kr. for dem, 3 kr. for søm i støvlerne samt 4,50 kr. for skocreme. Støvlerne arvede vi skam også.

En sjov tilfældighed

I 1990’erne skulle jeg skifte tog på Valby Station efter en vandretur i Nordsjælland med DVL. Jeg ventede på en bænk og faldt i snak med en dame om vandreture og gamle dage. Hun hed Ragnhild og var i 90’erne. Det viste sig, at hun kunne huske min mor med det hvide hår fra udenlandsturene i 1930’erne.

Bagefter ærgrede det mig, at jeg ikke havde fået hendes telefonnummer og måske også hendes historie, for hun fortalte, at hun havde skrevet dagbøger fra turene. Jeg fandt et vers om både Ragnhild og min mor i de to sange, som var digtet til vandreholdets festlighed efter turen i 1938 til Dolomitterne.

Melodi: En lille nisse rejste

”Se, Ragnhild går så stille
og knipser os, – hun er ej sen,
til at fotografere,
hun er et Fæ – nomen.”

Melodi: Jeg er havren

Lille ”Søster” med det hvide hår
tit beundrings-blikke sendt du får,
og de mørke romere de tror,
at du er prinsesse højt mod nord.”

En weekendtur i 1937

Rita har også skrevet om vandreture på Sjælland, som hun deltog i. Fx gik turen til bjælkehuset ”Storedam” i Gunderød en weekend i oktober. Deltagerne cyklede til huset, der lå midt i skoven omgivet af søer. De medbragte sovepose og tasker med det mest nødvendige samt to madpakker.

Kl. 19 start fra Lindehussøen. Brormand, der skrev os op, Carl Johan, Holger, Gerhard (Godtfred), Bruno og Arne, der kendte vejen, kom sidst. Som den eneste pige, Søster. Det var allerede helt mørkt, men jeg havde seks drenge til at passe på mig, så faren var ikke så stor. I Holte stormede vi bageren. Jeg købte to franskbrødshorn. Et til aftenkaffen og et til morgenkaffen.

Cyklisterne blev modtaget af Volmer, Gerda og Poul i det meget lille hus, der mest var en opholdsstue, hvor drengene skulle sove. Bag en dør og to trin op var pigernes senge. ”Intet gulv, der skulle vaskes,” skriver Rita. Kl. 23 ankom Ruth og Gerda Larsen, og de nu fire piger gik en lille tur ned til søen, så det blev sent, før der var ro i huset.

Om søndagen ankom Elly (Thorvald) Asta og Lise efter morgenmaden, så nu var de syv piger og otte drenge i alt. Rita var igen med i første række, sammen med Poul, Holger, Brormand og Carl Johan, da de gik ud på vandreturen.

Poul sætter straks tempoet, dejlig fart fra start gennem Store Dyrehave og her er skønt, skriver Rita.

De talte om turen til Italien det kommende år, som Poul allerede havde planlagt. ”Og vi er næsten lige kommet hjem fra turen i år.” De klatrede over hegn og bomme, gik langs pløjemarker, passerede haver og en mose, og efterhånden var de alle meget sultne, undtagen Poul. Til sidst blev han det heldigvis også, så på en mark med blæst spiste de frokostpakken.

I et konditori i Lillerød drak de kaffe udendørs i dejlig sol. Ca.15.30 begyndte de tilbageturen mod ”Storedam” med ”Poul, Holger og min Bror i spidsen,” skriver Rita. De andre begyndte at spille bold med de mange kastanjer, der lå på vejen. Til sidst spillede de piger mod drenge med kun én kastanje. ”Kastanjen faldt i grøften og alle faldt vi ovenpå. 5-7 km går på denne måde, vi løber frem og tilbage, varme og henrykte, leende og råbende.”

På denne måde nåede de frem til ”Storedam”, hvor de spiste deres madpakker og gjorde klar til hjemturen. Gerda Larsens cykel var flad og skulle først pumpes, og det var helt mørkt, da de cyklede fra huset. Op og ned ad bakkerne, og så var Ritas baghjul fladt!

Poul og Brormand lappede, mens Rita og Arne lyste for dem med lygterne. Så kørte de igen i ca. tre kvarter, indtil Poul opdagede, at han havde glemt sin rygsæk ved lappestedet. Han og Bruno kørte tilbage, mens de andre ventede på dem en times tid, og så kørte de alle videre mod København.

”Undervejs kørte holdet dog fra Brormand og Søster,” skriver Rita. Flokken ventede dog på dem længere fremme, men da gruppen nåede byen, skiltes deres veje efterhånden, og til sidst var de kun fire tilbage. Arne og Carl Johan svingede ved Nørrebrogade og Elly og Rita fortsatte ad Blågårdsgade og H.C. Ørstedsvej. ”Fra Thorvaldsensvej er jeg alene,” skriver Rita. ”Min cykel smider jeg i gården, rotterne i skuret må ikke forstyrres. Op ad trappen med sovepose og tasker, drikke kaffe, læse avis og i seng efter at have tilbragt den dejligste af alle Pouls weekends. Og det siger en hel del.”

Søndag den 17. oktober arrangerede Poul igen en vandretur – nu til Maglesø, hvor de gik fra Vipperød station til de Sjællandske Alper.

Tre vandrere med rygsække i Braunschweig i Harzen 1936. Fra venstre Elly (Thorvald), Jens (Brormand) og Rita (Søster)
Tre vandrere med rygsække i Braunschweig i Harzen 1936. Fra venstre Elly (Thorvald), Jens (Brormand) og Rita (Søster)

Ritas udlandsture

Tur til Harzen

Ritas første tur gik til Harzen i Tyskland fra lørdag den 13. juni til søndag den 21. juni i 1936. Leder af turen var som nævnt Poul Brejnebøl, som holdet kaldte for føreren. Deltagerne var 11 piger og 20 drenge, og turen kostede 90 kr. Før afrejsen blev der afholdt øvelsestur til Søllerød, så de blev rystet godt sammen. De skulle sejle til Lübeck fra Nordre Toldbod i København kl.16.30, så alle var meget utålmodige, da afgangen blev udsat til 17.30. Rita og Elly slog sig ned i bagstavnen, og omkring 19.30 spiste de deres medbragte madpakke.

”Ved 9-tiden slår vi liggestolen helt ud således, at den ligger på selve dækket. Trækker ekstra bluser på og kryber ned i lagenposen og tæppe, og tænker på at sove os lige til Tyskland,” skriver Rita.

Her var dog meget hårdt, men ikke koldt at ligge. Elly døjede med en slem tandpine efter et tandlægebesøg og havde svært ved at sove. Imens kom Rita i snak med én, der hed Knud, og skriver i dagbogen, at han skulle på cykeltur ganske alene i 14 dage, og slutter med: ”Knud putter mine ben godt ind, inden han går.”

Rita stod op kl. 5.30 næste morgen. ”Det er umuligt at sove, fordi de andre passagerer støjer,” skriver hun. Hun mødte Poul i forstavnen, men det var koldt, så de blev vasket og drak morgenkaffe. Indsejlingen til Lübeck varede en hel time, og den så hun sammen med Knud.

Vandrerne var helt overstadige og råbte hip og hurra, og der var fly i vandet og soldater på kajen,” skriver Rita. Det tog også lang tid at komme igennem tolden. ”Haben Sie Schokolade,” spurgte tolderne. ”Nein! svarede vi, skønt vi hver især havde chokolade nede i rygsækken, som heldigvis forblev tillukket.

Fra Lübeck banegård skulle de videre med toget til Hamburg, Goslar og slutte i Bad Harzburg, hvor de skulle overnatte på vandrerhjemmet Deutches Jugendherberg tæt på stationen. På vejen spiste Rita frokosten, der var endnu en madpakke hjemmefra. I Goslar var der et ophold, hvor de gik rundt uden rygsæk, men iført regnfrakker indtil solen heldigvis kom. I Bad Harzburg spiste de suppe, steg og rabarberkompot kl. 19. ”Sengene var ikke så morsomme, og vi skal være hjemme kl. 21.30 og i seng kl. 22,” skriver Rita.

Mandag morgen, den 15. juni, var de oppe kl. 6 og drak kakao, der dog mest var vand. Inden vandreturen begyndte, var de lidt rundt i Bad Harzburg. Her købte Rita et fint lille fotoapparat i en lysebrun lædertaske til tre Mark. Det tog nogle meget små sort-hvid-fotos på fire gange fire cm. (Da jeg var barn, fik jeg det af min mor, og viste det stolt til ejendommens børn. Én af drengene ville absolut holde det, men i næste øjeblik lå det knust på stentrappen, for desværre tabte han det.)

Bagefter gik vandreholdet til Bad Harzburg Schwebebahn. ”Kl. 10 vandrede vi alle af sted med sæk på til svævebanen, hvor det kildede lidt i maven, da vi startede, men en pragtfuld udsigt,” skriver Rita. De var på toppen i ca. tre kvarter og kørte så ned igen i stegende sol.

Så vandrede de til vandfaldet Radauwasserfall, hvor de spiste den medbragte kedelige frokost, ”der var kun marmelade og tomater og brødet var 2 cm tykt. Vi kunne ikke lide det.”

De vandrede videre til det historiske træhus Molkenhaus fra 1822. Her blev kvæget, der gik på bjergskråningerne, tidligere malket. Fra granitklippeformationen Rabenklippen i dalen Eckertal, kunne de se til Harzens højeste bjerg, Brocken (Bloksbjerg 1142 m), mens de nød ”wein, bier und rast på en restaurant.” De fortsatte til Eckerkrug, et Gasthaus fra 1915, passerede vandfaldet Ilsefälle og ankom godt trætte til overnatningsbyen Ilsenburg im Eckertal.

Der var langt til Jugendheit med de kedeligste køjer på hele turen, uden mellemrum mellem sengene,” skriver Rita. Hun trådte desværre forkert på foden undervejs, så hun fik et stramt bind om, men foden var tyk om aftenen og besværlig på turen den næste dag. Rita skrev i et brev til sin mor:

Vi har det mægtigt morsomt. Alle er så flinke, og rare Poul er den sødeste fører af verden. Han er også vor doktor og forbinder de, der har fået vabler. Det er der flere, der har, ikke jeg heldigvis.

Hitler blev til Petersen

På alle offentlige kontorer så de billeder af føreren Adolf Hitler, og hver gang kom de til at sige: ”Der har vi Hitler,” men for ikke at vække opsigt vedtog de at sige: ”Der har vi Petersen.

Om tirsdagen startede de kl. 8 på den længste af vandreturene, som var på 24 km. De gik gennem Ilsedalen. ”Vi maser op, op på Brocken. Deroppe skal vi spise frokost og vi er sultne nu og har ikke nået halvvejen,” skriver Rita. De hvilede af og til, men ”de sidste 1,5 km var ikke morsomme, for vi måtte springe fra klippeblok til klippeblok.” Heldigvis var rygsækkene sendt med toget. De opholdt sig på toppen i halvanden time, men Rita var skuffet, for der var meget tåget. På et postkort skrev hun til sin mor: ”På toppen lå et mægtigt hotel, Brocken Hotel med basarer, der handlede med alt muligt. De er dyre, men sælger alligevel. Der er mange mennesker, der er kørt hertil med tog eller med bil på den ganske almindelige landevej. Her er altid tåget.” De gik ned igen ad landevejen og forbi vandfaldet Steinerne Renne til den gamle by Wernigerode, som Rita syntes var den skønneste by i Harzen. De fulgtes med nogle tyske vandrefugle, der sang så flot flerstemmigt. Vandrerhjemmet, der lå i en stor park, var et meget stort og flot overnatningssted med plads til 250 personer.

Her var de skønneste senge med spiralmadrasser og hovedpuder i Jugendherberget. Der var baderum i kælderen med brusere og lave brusere til de trætte fødder. I seng kl. 22.00, skriver Rita.

Onsdag formiddag var de på slottet i Wernigerode. Det var fra middelalderen med tårne og mur omkring og lå højt oppe på en klippe. De så både det grønne, det blå og det røde værelse med skønne tapeter og silkemøbler. De måtte dog ikke fotografere. Imens havde Gerda og Poul vekslet penge, og kl. 10 mødtes de alle i Rådhuskælderen, der lå i centrum, hvor der var torvedag.

Kl. 11 drikker vi vin, og det giver lidt humør, for vi har ingen mad fået siden kl. 7 i morges. Tjeneren er tysker, men hans far er svensker, så derfor må vi fortælle om Danmark og vise vor svenske Gurli frem. Vi synger danske, svenske og tyske sange og til slut Skipper Skræk: ”- Her er Skipper Skræk, I kender mit ansigtstræk hej. Vi hæver pokalen og sænker moralen. Hej, her er Skipper Skræk – ”Vi går videre med hinanden under armene og spærrer hele landevejen, så en politibetjent må dæmpe os ned, ved at holde sin lille hånd op. Lidt efter fortsætter banden endnu vildere end før.

Fra Wernigerode kørte de en smuk togtur på halvanden time i solskin til landsbyen Rübeland, hvor der var 30 graders varme. Her spiste de frokosten, som var leverpølse og sild. Bagefter skulle de ned i drypstenshulen Hermannshölen, hvor der kun var 7-8 grader. Den lå 40 m under jorden og havde forskellige lysreflekser og en krystalklar sø. De var der en times tid, og Rita syntes især, at det var koldt, for hun havde lige skiftet fra plusfour til shorts, før de gik ind. De vandrede til byerne Neuwerk og Wendefurth, og på vejen mødte de nogle tyske skoledrenge fra Kassel med deres lærer. Drengene sang næsten alle deres sange flerstemmigt. Begge hold skulle bo på Jugendheit i Wendefurth, så de fulgtes ad. Rita sværmede for en af skoledrengene, Rolf Dieter Horn, og de udvekslede flere postkort efter hjemkomsten.

 

Vandrehjemmet i Thale i 1936. Turleder Poul Brejnebøl står øverst på trappen til drengenes sovesal
Vandrehjemmet i Thale i 1936. Turleder Poul Brejnebøl står øverst på trappen til drengenes sovesal

 Om torsdagen gik de en let tur på 20 km til et bjerg på 403 m. ”Her er vidunderligt”, skriver Rita, ”vandet løb brusende ved foden af bjerget og højt højt oppe imellem trækronerne skimtes toppen og en lille del blå himmel.” De gik langs floden Bode gennem Bodetal på en vej, der var sprængt i klippevæggen, og videre til byen Thale, hvor de overnattede til fredag.

 

Her måtte de mandlige vandrere bruge en udvendig trappe, når de skulle op til deres sovesal under taget. Skoledrengene overnattede også her, og kl. 2.30 om natten stod de allesammen op for at se solopgangen ”en knaldrød sol” fra Hexentanzplatz (451 m).

Senere kørte vandrerne nordpå med tog til byen Braunsweig, hvor de ankom kl. 12 og havde fritid i byen til kl. 19. ”Og så skal vi ud om aftenen og en del af natten, hvis vi kan få nattegn,” skrev Rita til sin mor, ”vi kommer hjem kl. 8 søndag morgen.” Rita skrev ikke om hjemturen, som nok var med tog fra Braunsweig til byerne Hamburg, Lübeck og Travemünde og herfra med færgen til Nordre Toldbod i København.

Vandreholdets tur kom i avisen

Den 9. juli 1936 bragte Aarhus Amtstidende en artikel med fotos i rubrikken ”Kvinden og hjemmet,” med overskriften: ”Der har vi Petersen!… Med glade vandrere på Bloksbjerg – sang, musik og glade dage i 29 graders varme.” En ung begejstret vandrer havde besøgt redaktionen og fortalt om turen, stod der. ”Efter en indkøbsturné i Braunsweig havde samtlige vandrere holdt mannequinopvisning med de indkøbte sager, af hvilke tyrolerhatte og broderede seler var ting, der vakte størst begejstring.

Vandre-Nyt bragte også en artikel den 24. juli 1936 med overskriften: ”Med D.V.L. i Harzen.” De havde talt med Poul Brejnebøl på Søllerød Vandrerhjem, hvor alle deltagerne mødtes igen efter turen. Poul fortalte, at de fleste var mere imponeret over Bodetal og Steinerne Renne end Brocken. De havde vandret syv til otte timer i gennemsnit hver dag med hvil flere gange. På turen var alle blevet dus og på fornavn og havde også lært at jodle. Derfor jodlede deltagerne, når de kom cyklende og genså hinanden på vandrerhjemmet. Her genopfriskede de minder og kunne også bestille fotos fra turen, for Poul havde fået kopieret alle deltagernes billeder og samlet dem i et album. De drak kaffe og sang nogle sange, og kl. 22 cyklede de hjemad.

Tur til De Bayerske Alper

Vandretur til Gurresø før turen til De Bayerske Alper i 1937. Rita, med det hvide hår, står i midten.
Vandretur til Gurresø før turen til De Bayerske Alper i 1937. Rita, med det hvide hår, står i midten.

Ritas næste tur gik til de Bayerske Alper i Tyskland og Østrig fra søndag den 25. juli til søndag den 8. august i 1937. Den hed DVL rejse nr. 100 (vandretur) og kostede 175 kr. for kvinder og mænd over 16 år. Holdet var forinden på to træningsture bl.a. til Gurresø den 20. juni. Ved afrejsen mødtes vandreholdet kl. 15.30 på Amalienborg Slotsplads ved statuen af Frederik den 5. De sejlede kl. 16 fra København til Stettin, hvortil de ankom kl. 7 mandag morgen.

Det blæste 8 knob – oh rædsel”, skriver Rita i dagbogen. ”I begyndelsen sang vi alle, men efterhånden som tiden gik, og båden gyngede, fandt flere og flere vej til rælingen og ofrede til havets gud.

Kl. 10 kørte de fra Stettin med tog til Berlin, hvor de ankom kl. 12 i øsende regnvejr. Vandrerhjemmet lå desværre i den anden ende af byen. Om eftermiddagen besøgte de akvarierne, hvor de så de mærkeligste fisk. ”Om aftenen var vi i Haus Vaterland og more os,” skriver Rita. Dette sted var et etablissement med underholdning og flere restauranter, der lå på Postdammer Platz. Det blev bombet i 1943.

Om tirsdagen kørte de 750 km med toget gennem Tyskland til byen Berchtesgaden i Oberbayern, der er omringet af Østrig. Området hedder også Berchtesgaden og ligger 30 km syd for Salzburg og 180 km sydøst for München. Den lange togtur dertil varede hele dagen, og på et tidspunkt opdagede de pludselig, at der var bjerge, så de var ved at puffe hinanden ud ad vinduet for at komme til at se.

Det skønneste vandrerhjem på hele turen var Adolf Hitler Jugendherberge i Berchtesgaden, skriver Rita, og her sov de i tre nætter.

Onsdag morgen stod de op kl. 6 og drak kakao og te. ”Kl. 10 start nede fra byen med turistbil med en herlig chauffør i skindshorts og ternet bluse til Østrig, der kun er adskilt fra Tyskland ved tolden med en bom. Fæstningen i Salzburg lå højt oppe og bød os velkommen,” skriver Rita, for de kunne se den fra bilen, mens de kørte. De gik en tur i Mozarts fødeby St. Gilgen med de smukke gamle huse og masser af blomster. Her spiste de også frokost. ”Rundt om hele byen møder øjet bjerge og atter bjerge.” Efter en lang køretur ankom de til Salzburg hen ad aften, hvor de spiste aftensmad i en lille kro. Bagefter gik turen hjem til vandrerhjemmet. En anden udflugt gik til Saltværkerne, og en til den smukke sø Hintersee og til Wimbachklamm, der er en dyb kløft med flod og vandfald.

Om torsdagen sendte Rita et postkort fra Berchtesgaden til sin arbejdsplads, hvor hun bl.a. skrev:”Schön ist die Welt! Solen skinner over bjergene i dag. I nat har det lynet og regnet.” På denne tur modtog hun også postkort fra sin mor på flere vandrerhjem. Det næste vandrerhjem hed Baldur von Schirach Jugendherberge og lå i Urfeld am Walchensee i det vestlige Oberbayern, og her boede de flere nætter. Det var vidunderligt udefra, men ikke så morsomt indenfor. De boede på loftet under små tagvinduer, hvor der var meget varmt om natten.

”Fra Urfeld havde vi dog den skønneste tur til de to søer Königssee og Obersee, som engang havde været én sø,” skriver Rita. Søerne ligger i Berchtesgaden Alperne og her sejlede holdet bl.a. til den smukke kirke St. Bartholomä, der ligger sydligst i den otte km lange og meget dybe Königssee. Herfra skulle de vandre ca. 6 km med en stigning på 250 m til Eiskapelle. Dette er et naturskabt hulrum, som ligger inde i det dybeste snefelt i de tyske Alper.

Det var ikke alle fra vandreholdet, som deltog i udflugterne, men Rita gjorde og dannede helst fortrop. På denne tur ville Rita, Volmer og Arne være de første på toppen, men desværre var Rita så ivrig, at hun kom til at gå forkert. Hun endte på en stejl top i grus og småsten, hvor hun klamrede sig fast, for pludselig kunne hun hverken komme op eller ned. Hun råbte først: ”Kuk, kuk,” men alt var stille, så blev hun bange og endte med at råbe: ”Hjælp! Poul!” Heldigvis fandt Poul og nogle af de andre hende og hjalp hende ned, men de havde alle været ret bange, fordi hun havde råbt på Poul. ”Poul holdt mig i hånden og hjalp mig over grus og sten,” skriver Rita. Én af hjælperne var Brormand, der uheldigvis fik sin fod i klemme mellem to store sten, så han ikke kunne komme løs ved egen hjælp. Det blev en dramatisk redning med stor gensynsglæde og lettelse, da de igen kom ned til resten af holdet. De fandt til sidst også stien, der gik lige til Eiskapelle. ”Her var hundekoldt og sneen var snavset, men sne er sne, og det er ikke alle og enhver, der ser sne i juli måned,” skriver Rita.

Om søndagen skulle de til bjerget Herzogstand (1731 m) og nyde udsigten. Desværre kunne de intet se, for det var regnvejr, og de blev alle gennemblødte. Gruppen opholdt sig derfor hele eftermiddagen på et hotel, hvor der blev tændt op i kakkelovnen. De havde det dog muntert, mens kakkelovnen blev pyntet med næsten alle deres klædningsstykker. Regnen fortsatte, så de til sidst måtte løbe meget hurtigt ned til deres vandrerhjem i Urfeld.

Om mandagen kørte de med bil til den kønne by Mittenwald og derfra med tog til Garmisch-Partenkirchen. Her ankom de i strålende solskin til overnatningsstedet Jugendherberge Partenkirchen Schalmei – Weg 21, hvor de skulle bo tre nætter. Vandrerhjemmet var et hyggeligt sted, med udsigt til bjerge, hvor der gik køer og geder med klokker på.

Om aftenen spiste vi nede i byen og kom glade og syngende op til vandrerhjemmet; men aldrig er latter og sang forstummet så hurtigt, som da vi så Herbergsmutter med en strittende pegefinger fare frem og tilbage foran huset. Hun talte meget hurtigt, så vi forstod heldigvis ikke, hvad hun sagde, men meningen var god nok; vi kom for sent hjem!” skriver Rita.

Om tirsdagen var de i Höllentalklamm, der var en dyb kløft/slugt med både sne og vandfald. ”den var klam for alle pengene, meget lang og ret smal. Vejen var flere steder sprængt ind i klippen. Nede fossede vandet af sted og højt højt oppe blå himmel og nogle små træer,” skriver Rita. Vandet sivede ned ad klippesiderne, men heldigvis havde de regnfrakker med.

På toppen af Zugspitze (2966 m) i De Bayerske Alper i 1937. Fra venstre sidder Svend Åge med piben, Brormand og Gerda ved korset.
På toppen af Zugspitze (2966 m) i De Bayerske Alper i 1937. Fra venstre sidder Svend Åge med piben, Brormand og Gerda ved korset.

Om onsdagen var de på bjerget Zugspitze (2966), hvor turen gik fra Tyskland til Østrig og tilbage til Tyskland igen. De fik stemplet ”Österreichische Zugspitzebahn Bergstation” i deres pas, da de skulle op med Zugspitzbahn, verdens højeste svævebane (2805 m).

Vi svævede i 20 minutter, gik gennem en lang gang med is på begge sider inde i bjerget, gled fra sten og grus ned i evig sne, gik i gåsegang op til det hotel, hvor vi skulle spise. Vi var så sultne alle mand, da vi kom, skriver Rita.

Desværre fik hver kun en enkelt portion gule ærter uden ærter, men med lidt pølserester i, så de var også sultne, da de gik derfra igen. ”Derpå hang vi i en tråd i fire og et halvt minut, og nu endelig var vi på Zugspitze,” skriver Rita. Her var væmmeligt koldt og kun varmt, når solen skinnede. Nogle tog svævebanen ned igen, mens andre gik eller klatrede ned. De fortsatte med tandhjulsbane til søen Eibsee (28 m dyb), hvor de opholdt sig i ca. en time. Måske var Rita og Elly uopmærksomme, for de nåede ikke at komme med holdet, da de skulle videre. Derfor måtte de enten gå de 12 km til Garmisch-Partenkirchen, eller vente halvanden time til næste tog eller, som Rita skriver: ”mitfahren mit ein auto.” De valgte altså at blaffe, men desværre troede de tre første biler, at de to vandrefugle i ternede skjorter bare vinkede til dem. Heldigvis standsede en stor bil med privatchauffør til sidst, så de nåede frem i tide til at møde de andre ved toget i Garmisch- Partenkirchen. Herfra kørte vandreholdet med tog til München, hvor de skulle overnatte på Jugendherberge München. De besøgte byens Deutsches Museum hele eftermiddagen, og bagefter var de på indkøb for de sidste få mark. De sluttede af med afskedsmiddag på hotel Kaiser Hof med dans bagefter.

Både Brormands nye sko og Arnes sømbeslåede støvler kom ud at svinge sig. Og så med tog hele natten til Berlin. Vi sov, hvor det kunne træffe i net, på bænk og på gulv, lige blødt alt sammen, skriver Rita.

Der var meget varmt, da de ankom til Berlin Bahnhof lørdag formiddag den 7. august. Her afleverede de rygsækkene og fortsatte så til Postdam for at se slottet Sanssouci, der viste sig ikke at være særligt stort. ”Det tog kun en lille halv time at se det,” skriver Rita. Fra Berlin fortsatte de med toget til Stettin, og om sejlturen herfra skriver Rita:

Vi sejlede kl. 19 i det dejligste vejr, vindstille, en vidunderlig solnedgang og med et utal af stjerner og en mængde stjerneskud, og mange ønsker er blevet ønsket, men èt ønske har vi sikkert alle haft tilfælles: At vi må opleve en så vidunderlig rejse til næste år igen med vor flinke fører.

De var tilbage i København søndag den 8. august kl. 9.

Vandreholdets fest med sange

Den 4. september holdt vandreholdet et gilde, for i min mors papirer fandt jeg to sange, der handlede om turen til De Bayerske Alper. Den ene havde overskriften: ”Rejsegildet” og var på melodien: Molak Molak. Èt af de 15 vers handlede om Rita (Søster) og Jens (Brormand), der hed Thaa til efternavn.

”Vor lille Søster skreg om hjælp,
hun ville vist sig gemme.
Men Thaa han kom som redningsmand,
og så kom han i klemme.
Stakkels – stakkels – lille Thaa
–          –          –
–          –          –
Han fik sin taa i klemme.”   

Den anden havde overskriften: ”Med Søm-Sko gennem Tyskland. Kvidres ved Sammenskrabningsfesten hos Iversen.” Blandt de otte vers var der dette om Rita:

”/:Oh, Königsee du schöne
mit Bäumen und mit Berg,:/
nær Eiskapelles skumle sne
pst. pluds’lig væk vor Søster ble’,
hun troned’ stum på Bjergets top
med gemsehud på hendes krop.
tirallala, tirallala…
med gemsehud på hendes krop.”

Tur til Dolomitterne

Ritas sidste tur gik til Dolomitterne i Italien fra lørdag den 18. juni til søndag den 3. juli i 1938. Rejsen var nr. 142 i Dansk Vandrelaug Rejseafdeling. Turen gik fra København til Berlin og videre til München med endestation i Dolomitterne. Her var der vandreture i 10 dage på i alt 195 km samt et besøg i Venedig. Turen kostede i alt 250 kr., og ifølge Ritas regnskab havde hun indbetalt 50,25 kr. den 27. februar. På dette tidspunkt tjente hun 188,-kr. om måneden og betalte heraf 10,96 kr. i skat. Til turen købte hun en italiensk parlør til 1 kr., sokker til 6 kr. samt shorts og en bluse, der hver kostede 10 kr.

De 30 deltagere mødtes i afgangshallen på Københavns Hovedbanegård kl. 22.15 og kørte med toget mod Gedser kl. 23. Ritas mor fulgte hende, og min far mødte op med blomster og chokolade. Blomsterne pyntede undervejs i kupeen, og Rita havde nogle i håret, da de spiste til middag søndag aften i München. ”Vild forvirring inden toget gik, endelig var vi på vej, herligt,” skriver Rita. De sejlede fra Gedser kl. 1.30 ”i to timer i hundekulde til Warnemünde.” Derfra med tog til Berlin, og kl. 8.06 videre mod Leipzig/Regensburg til München. Her ankom de ved 19-tiden om søndagen. De kørte med sporvogn til vandrerhjemmet, hvor de blev vasket og pyntede sig, før de spiste til aften på en restaurant. De glædede sig til sengene, hvor de nu skulle ligge helt udstrakt efter den lange togtur, hvor de havde siddet op.

Om mandagen hentede Rita, Riis og Carl Johan frokostpakkerne på restauranten, hvor de havde spist aftensmaden. De troede, at de havde god tid, men da de ankom til München Banegård, var toget desværre kørt med de andre kl. 9. De fandt dog en anden rute og senere også resten af flokken. Gruppen kørte videre med tog til Mittenwald, Garmisch-Partenkirchen, Insbruck, Zugspitse og Brennerpasset, hvor de italienske grænsevagter var meget interesserede i pigernes korte shorts. Holdet begyndte nu at kalde turlederen Poul for det italienske navn Paolo. I byen Fortezza var der et ophold på halvanden time, ”så vi havde lige tid til at drikke vin,” skriver Rita. Herfra kørte de østpå i Dolomitterne til byen Villabassa (Niederdorf på tysk). I dette område bliver der både talt tysk og italiensk, ligesom byer og steder også er navngivet på begge sprog. Der fandtes ikke vandrerhjem i Italien, så de skulle bo billigt, og i Villabassa overnattede de på det overraskende flotte hotel Albergo Stella d’Oro. Elly (Thorvald) var ikke med på denne tur, så Rita delte fyrstesuiten med Gerda, Asta og Lisse.

Vandreturene i Dolomitterne startede tirsdag den 21. juni. På den første tur gik de sydpå til den turkisfarvede sø Lago di Braies (Pragser Wildsee), hvor de spiste frokost ved bredden. Fra klokken 12.30 masede de videre opad gennem sne, sten og grus i den stegende sol. Det var en besværlig tur på 20 km, men efter fem timer nåede de endelig deres refugium, omtalt som Seek Hütte i programmet, men det er nok Seekofel-hütte (Refùgio Biella). Den ligger øst for byen Bressanone nær bjerget Seekofel (Croda del Becco) på grænsen mellem Sydtyrol og provinsen Belluno. Flere steder i Dolomitterne findes disse bjerghytter, som kan være i op til flere etager. Vandrerne får her mulighed for at købe et måltid mad og også at overnatte.  Efter at have spist to retters aftensmad sang de alle ti sange fra deres medbragte små orange sangbøger. Nogle af deltagerne var åbenbart ikke så gode til at gå, så de blev kaldt for sygekasseholdet. De startede hver dag en halv time før de øvrige 16, som altså var eliteholdet. Rita skrev bl.a. i et brev til min far: ”der er 10-15, der ikke kan gå, så vi holder mest hvil.” Undervejs modtog hun også et brev fra ham og flere postkort fra sin mor.

Find andre historier inspireret af DVL’s 90-års fødselsdag her

Eliteholdet var alle iført shorts, da de gik af sted kl. 5.30 om onsdagen for at bestige bjerget Seekofel (2810 m) med Marino, en lokal bjergfører. Hele holdet gik på række og var for en sikkerheds skyld forbundet med hinanden med et langt tov. Efter to timers forløb og en skrap tur på stejle stier med sne, grus og sten, nåede de toppen med meget sne. Herfra var der en flot udsigt over bjergene og Lago di Braies. Kl. 8.45 var de tilbage igen ved refugiet for at drikke kaffe. Bagefter gik begge hold af sted – igen på stejle stier med grus og sten. De ankom til Prato Piazza (Plätzwiesen) (2000 m) kl. 17.30 efter at have vandret 20 km.

Vandreturen fra Prato Piazza til Cortina d'Ampezzo i Dolomitterne i 1938
Vandreturen fra Prato Piazza til Cortina d’Ampezzo i Dolomitterne i 1938

Om torsdagen gik de alle fra Prato Piazza til Schluderbach (Carbonin). Begge steder er smukke naturområder med hoteller. Herfra fortsatte sygekasseholdet med tog til søen Misurinasee, mens eliteholdet vandrede til bjergpasset Passo Tre Croci (1809).

”Her fik vi en mægtig skylle, så vi var nødt til at gå ind i cafeen,” skriver Rita. De vandrede i alt 25 km fra Prato Piazza til byen Cortina d’Ampezzo, hvor de overnattede på hotel Albergo Ancora. Rita og Lisse havde både varmt og koldt vand på værelset. ”Naturligvis vaskede jeg hår, det var næsten gråt,” skriver Rita.

På udflugt til Venedig

Hele vandreholdet kørte med tog til Venedig om fredagen, hvor de blev indlogeret i Pension Edelweis omkring kl.15. Rygsækkene havde de efterladt i Cortina d’Ampezzo, og Rita var nu iført kjole. Luften var 42 grader, så de sejlede med båd til Lidoen for at bade i det 29 grader varme vand. ”Det var en hed én den salte vandgang,” skriver Rita.

Efter middagen, som sædvanlig to retter og dessert, sejlede vi i gondoler. Det var en skøn tur. Hvor vi kom lydløst frem, hørtes dæmpet musik. Børn og voksne rendte rundt på gaderne, skønt det var mørkt, men folket i syden går vist ikke i seng om natten.

Lørdag formiddag den 25. juni var de i Markuskirken, oppe i klokketårnet Campanile di San Marco og derefter flere timer i Dogepaladset. Til sidst havde de to timer til indkøb og spisning på hotellet, før turen gik tilbage til Cortina d’Ampezzo i et “rystetog.” Rejsens sidste time foregik dog i en turistbil, for toget kørte ikke så sent på den sidste strækning. De var godt trætte, da de omsider ankom til hotellet kl. 24. Rita, Lisse og Carl Johan skulle dog lige have “kaffe nero, ak små bitte kopper fik vi,” skriver Rita, som igen vaskede hår i det varme vand på værelset. “Det kunne også tiltrænges efter den togtur med snavs.”

De næste vandreture ifølge programmet

Desværre har Rita kun skrevet dagbog til og med denne lørdag, men heldigvis havde hun klistret programmet ind i fotoalbummet, med de planlagte vandreture og overnatninger. De resterende 130 km gik fra Cortina d’Ampezzo mod sydvest til Bolzano (Bozen).

Om søndagen skulle de vandre 25 km og passere bjerghytten Cinque-Torri refugium (2137). Den ligger ved foden af den lille klippeformation Cinque-Torri, der hører til bjergene Nuvolau (2575 m). Derfra gik nedstigningen gennem dalen Val-Florentina til byen Villagrande og videre til byen Caprile, hvor de skulle overnatte.

Om mandagen skulle de først gennem slugten Sottogudaschluct, som på min mors foto ser ret dyb ud med en brusende flod i bunden. Videre til bjergpasset Fedejapass og ad Biendelweg til bjergpasset Passo Pordoi (2239 m), hvor de skulle overnatte på hotel Albergo Coldilana. Turen var på 25 km. Passo Pordoi ligger mellem bjergområderne Sella- og Marmaladagruppen og er 21 km langt. Herfra skrev Rita et postkort til min far om Venedig. “Ih hvor var der snavset. Heldigvis er vi atter oppe i de dejlige bjerge med græs og blomster i tusindvis i alle farver.”

Tirsdag skulle de overnatte i byen Pera efter en vandretur på 21 km over bjergkammen Sellajoch og forbi udsigtspunktet Col Rodella (2486 m). Herfra gik der en svævebane ned til landsbyen Campitello og til sidst vandrede de gennem Passadalen til Pera.

Foran Vajolet hütte med bjergfører Marino, som ledte flokken sikkert med tov til Rosengartens højeste punkt Kesselhogd (3001 m) i Dolomitterne i 1938
Foran Vajolet hütte med bjergfører Marino, som ledte flokken sikkert med tov til Rosengartens højeste punkt Kesselhogd (3001 m) i Dolomitterne i 1938

Onsdag skulle de vandre 15 km med opstigning gennem Vajolet-dalen til foden af bjergene Vajolettürme med overnatning i bjerghytten Vajolethütte. Herfra gik de til Rosengartens højeste punkt Kessel-Kogel (3002 m) igen med tov og bjergfører Marino, der gik bagest uden tov.

Om torsdagen vandrede de 20 km over bjergkammen Tschagerjoch (2630 m) forbi Kölner Hütte, videre til søen Lago di Carezza (Karersee) og endte i byen Nova Levante (Welschnofen), hvor de skulle overnatte på hotel Albergo Rizzi.

Fredag vandrede de den sidste tur på 24 km ad Dolomittenstrasse gennem den imponerende dal Val d’Ega (Eggentaler-Schlucht) med vandfald til byen Bolzano, hvor de skulle overnatte på hotel Albergo Alto Adigo.

Et udsnit af vandreholdet på Aftenbladets forside den 4. juli 1938. Rita står yderst th.
Et udsnit af vandreholdet på Aftenbladets forside den 4. juli 1938. Rita står yderst th.

Lørdag den 2. juli begyndte hjemrejsen med toget fra Bolzano kl. 5.22 med ankomst til München seks timer senere. Her skulle de se byen og fortsætte kl. 22.20 med toget i sovevogn til Berlin.

De ankom til Københavns Hovedbanegård kl. 17.24 om søndagen den 3. juli. Her blev de modtaget af familie og venner samt Aftenbladet, én af den tids aviser. Hele vandreholdet var på avisens forside den næste dag sammen med en beretning om turen.   

Vores tur i Dolomitterne

Min mor fortalte om sine ture, og dette inspirerede min mand og mig til at tage på vandretur i Dolomitterne og til at besøge Venedig. Dette lykkedes dog først i juni 1997, hvor Ruby Rejser arrangerede en noget mere luksuriøs tur end vandreholdets i 1938.

Vores vandrehold skulle ligeledes rejse med tog fra København, men i Hamborg skiftede vi til Ferieekspressen med liggevogn og kørte derefter direkte til Bolzano. Min mand og jeg startede dog med toget en uge tidligere end de andre, fordi vi også ville opleve Venedig.

Efter opholdet her kørte vi tilbage til Bolzano, hvor vi mødte vores vandrehold og danske guide på stationen. Herfra fortsatte vi til byen Nova Levante (Welschnofen) i Dolomitterne, hvor min mors hold som nævnt også overnattede i 1938.

Vi boede på det fine hotel “Angelo Hotel Engel” i en uge og vandrede hver dag 15-20 km. Dagene afsluttede vi med vin og fælles middag på hotellets terrasse, hvorfra der var den flotteste udsigt til bjergene. Vandreturene I 1938 var nok mere krævende end vores, så jeg er ret imponeret over min mors gå på mod. Dette kan jeg desværre aldrig fortælle hende og heller ikke om vores uforglemmelig tur, hvor vi vandrede i nogle af hendes fodspor.

Af Nina Meta Sørensen 2020

Her kan du se alle de gamle billeder i stor størrelse ved at klikke på dem: