Tag med ud og nyd Nat i Naturen

Når solen går ned, står en helt ny del af naturen op. Når du er på tur om natten, kan du med lidt held opleve nattens dyr som flagermus, pindsvin, natugle, ræv og grævling. Og det giver bare en helt særlig følelse af fællesskab at gå sammen, når det er mørkt.

Nat i Naturen. Foto Adam Grønne

Nat i Naturen foregår den 2.-3. september. Det er en landsdækkende kampagne for at få flere ud at nyde alle de oplevelser, naturen byder på om natten.

I Dansk Vandrelaug har vi naturligvis også nogle tilbud, hvor du kan opleve nat i naturen. Tag med her:

Aftentur i mørke

I det sydvestlige Aalborg mødes vi kl. 20.30 lørdag den 2. september og går til Drastrup Skov og hjem ved Ådalen – i alt 10 km for at mærke mørket og høre lydene.

Sheltertur til Bergs Plads i Haderslev (kræver tilmelding)

I Sønderjylland får du både bålhygge, 8 km gåtur i Haderslev Dyrepark og overnatning i shelter på Bergs Plads. Vi mødes kl. 17 lørdag og skilles igen efter morgenkaffen søndag.

I skovens dybe stille ro

Fra den nordsjællandske stationsby Hillerød går vi 19 km fra kl. 2-8 natten til søndag den 3. september. Turen foregår fortrinsvis på brede skovveje og små veje, dog med kortere strækninger på trampestier.

Så pak rygsækken, sluk lyset og tag med ud i natten den 2.-3. september. Find flere arrangementer nær dig og inspiration til at tage ud på egen hånd på natinaturen.dk.

Nat i Naturen er et partnerskab mellem Danmarks Naturfredningsforening, Det Danske Spejderkorps, Friluftsrådet (som Dansk Vandrelaug er medlem af), Naturstyrelsen og Ungdomsringen.

Nat i naturen