Vandrelyst: Godt selskab på 15 danske ruter
Ritt Bjerregaard og Christine Antorini deler ud af deres vandreglæde og vandreerfaringer på 15 ruter - illustreret med kort og fotos.
Af Kirsten Larsen, DVL København
Bjerregaard og Antorini beskriver 15 vandreruter i Danmark: 5 i Jylland, 4 på Fyn, 4 på Sjælland og 2 på Bornholm. De har bevidst gået uden om nogle af de berømte ruter som Hærvejen, Gendarmstien eller andre ruter som udbydes af diverse organisationer eller bureauer.
Deres koncept er på de fleste ture at invitere en tredje kvinde med, en person som kender et bestemt område rigtig godt, og så gå hele eller dele af turen med hende. Det kan fx være en politiker, en journalist eller en museumsinspektør. De to forfattere skiftes til at skrive kapitlerne. Fokus er på natur, kultur og historie, men også på vandringens effekter på dem selv og på andre; samtalen bliver anderledes når man går en længere tur sammen. Det resulterer i en underholdende og varieret bog med gode refleksioner for både nye og erfarne vandrere. Bogen indledes med en kort samtale med Bente Klarlund om vandringens fysiske og psykiske effekter.
Turene er fra 8-22 km med flest omkring 10-15 km. Nogle ture afbrydes af voldsomt vejr eller andre forhindringer så de i praksis gennemføres over mere end en dag. Men der er en kortskitse over alle ture, angivelse af længde, udfordringer (trafik, myg, mangelfuld skiltning etc.), oplevelser og forslag til omveje udover den beskrevne tur. Er der mulighed for en badetur, kommer det også med. De fortæller også når de har problemer med at finde vej, eller når den lokale bus ikke kommer på den angivne tid. Samt giver gode råd om gummistøvler, myggespray, spisesteder/madpakker m.m. Sidst i bogen er der en liste med forslag til basisudstyr.
Byudvikling og krimi-Rina
Nogle vandreture er byture: Ritts Vesterbro eller Christines Amager. Her er der selvfølgelig noget om den historiske udvikling af området og kommentarer om byudvikling. De to forfattere fortæller også om deres personlige forhold til de to bydele.
I Aarhus bliver turen en vandrehistorie med krimi-Rina. De har lavet en aftale med forfatteren Elsebeth Egholm, som blandt andet har skrevet kriminalromaner der foregår i Aarhus. I de seneste klatrer hovedpersonen Rina i sin fritid på høje bygninger og laver streetart. Turen går rundt til en del af disse høje bygninger, og dermed gennem en del af det centrale Aarhus og ud på Aarhus Ø.
På Lyø har de en aftale med øbo og kommunalpolitiker Anne Jørgensen som tager dem med på en anden rute end det de selv ville have fundet på: at gå øen rundt langs stranden. En lokal øboer kan naturligvis vise ting og ruter som to københavnere aldrig selv havde fundet. Og hun kan fortælle om livet på en lille ø.
I Sønderjylland laver de ture sammen med to museumsinspektører fra Museum Sønderjylland: en markvejsvandring i Løgumkloster og en digevandring i Nationalpark Vadehavet hvor de får store oplevelser med natur og kultur. Det giver selvfølgelig noget ekstra at have en museumsinspektør med, men beskrivelsen og kortet gør det muligt at man selv kan gå de samme ture.
Turen i Jægerspris har Trine Bramsen som guide (daværende forsvarsminister), og her får vi gode råd om at tjekke hos Ejendomsstyrelsen hvornår der skydes! Der er rigtig meget andet at se end Jægerspris Slot, og derfor også henvisninger til nyttige brochurer og websites.
Bogen er ikke større end den kan tages med i rygsækken, men mange vil måske nøjes med et par fotokopier af de relevante sider. Den vil nok især være god for ikke så erfarne vandrere, men alle kan have glæde af beretningerne og få ideer til nye ture.
Forfattere: Ritt Bjerregaard og Christine Antorini
Titel: Vandrelyst
Omfang: 191 sider.
Forlag: Gyldendal, 2022
Pris: 224,95 kr.