Vandrerejsen, der ændrede Dortes Liv 

Et af de yngre skud på stammen i Dansk Vandrelaug er Dorte Vistrup Madsen. Med et højt drive, en interesse for turisme og natur og en instinktiv evne til at lede, er hun et friskt pust i foreningen. Læs om hendes særlige vej til DVL, som starter på De Canariske Øer. 

Dorte Vistrup Madsen på bjergtur (2)

Dorte Vistrup Madsen på bjergtur

Af: Kristine Buske

Dorte spejder ud over de canariske bjerge, mens hun nyder sin frokost. Den er købt i det lokale supermarked. Kroppen er brugt og har i den grad brug for at få ladet batterierne op. Det er Dortes første bjergvandring. Bakkerne i Italien, som hun flere gange har udforsket, kan ikke måle sig med de storslåede bjerge her. 

De seneste dage har hun mærket, hvordan de fysiske anstrengelser får de psykiske parader til at falde. For første gang i flere år har hun pludselig al tid i verden. Og lige der, mens naturen og al dens skønhed ligger lige foran hende, giver tingene pludselig mening. Hun får en trang til at handle. Til at ændre de ting i livet, der ikke føles rigtige. 

Så Dorte tager hjem, og et par dage efter siger hun sit job op. Det bliver starten på et nyt liv.  

Starten på et liv som rejseguide 

At en vandretur kan ændre et helt liv, lyder måske som en overdrivelse. Men det var, hvad der skete for Dorte, da hun i december 2018 var på en vandreferie på Gran Canaria. Hun havde tidligere gået en del i bl.a. Italien med forskellige rejsebureauer. Men denne tur var den første i det spanske – og den første med Dansk Vandrelaug. 

Dorte havde haft en alt for lang periode, hvor hun som HR i en større international organisation arbejdede mere end 40 timer om ugen. Langt mere. Hun var kørt ned af alt for meget arbejde, og hendes chef beordrede hende til at tage ferie mellem jul og nytår. For de fleste er det måske en selvfølge at holde juleferie, men ikke for Dorte, der ikke har børn, og derfor helst holdt fri på andre tider af året. 

Så nu stod hun pludselig i sidste øjeblik og skulle finde ud af, hvad hun skulle bruge sine fridage på. Med så kort varsel og på det tidspunkt på året var det de færreste bureauer, der havde vandreture, hvor varme og solskin var en del af pakken.  

Ved en Google-søgning faldt Dorte over en tur, Dansk Vandrelaug tilbød til Gran Canaria. Det krævede et medlemskab hos DVL, og det havde hun – selvom det sjældent var blevet brugt. Efter den storslåede oplevelse på bjergtoppen, sagde hun op på sit arbejde allerede i januar 2019. 

– Turen fik mig til at se med helt nye øjne på mit liv.

– Det har ført til, at jeg senere besluttede at tage turistføreruddannelsen på RUC (Roskilde Universitet), som jeg netop har afsluttet. Jeg har mødt mange dygtige og spændende vandreguider rundt i verden og har fundet ud af, at jeg gerne vil leve et liv som det de lever. Et liv, hvor man møder andre mennesker og færdes i naturen i stedet for at sidde bag en computer alt for mange timer om ugen.

Dorte Vilstrup Madsen deler ud. Foto privat
Dorte Vilstrup Madsen deler ud. Foto privat

Sidder aldrig bagerst i salen

Efter flere vandrerejser både med Dansk Vandrelaug, på egen hånd og med forskellige rejsebureauer begyndte Dorte også at bruge sit medlemskab i DVL mere aktivt herhjemme. Efterhånden ledte dette til en rolle som turleder i Roskilde. Hendes yndlingsture går til Boserup Skov. 

– Vi har haft nogle rigtig gode ture til Boserup Skov. På en god sommerdag er det fantastisk bare at sidde og kigge ud over vandet, hvor ingen siger noget, fordi de er optaget af skønheden omkring. Og så er der de dage, hvor det regner så meget, at regnsættet er drivvådt, og støvlerne tager tre dage om at tørre bagefter. Men når støvlerne er tørre, glemmer du det og glæder dig til at komme ud og vandre igen, fortæller hun. 

Dorte er turleder i DVL Roskilde og medlem af rejsegruppen, og på generalforsamlingen den 26. maj blev hun valgt ind i bestyrelsen som formand. Nok mest fordi hun, som hun selv siger, er en kvinde, der ikke kan sidde bagerst til generalforsamlingen og tie stille. 

– Jeg har altid haft et behov for at engagere mig og er god til at gå forrest. Så da jeg først blev aktiv i DVL, faldt det naturligt for mig. Jeg håber, at jeg som yngre medlem kan bidrage med et frisk pust og måske kan se nogle ting på andre måder. Men jeg ringer stadig ofte sammen med den tidligere formand i Roskilde for at få historikken i afdelingen med og få sparring og input, fortæller hun.  

Samtidig ser hun sin rolle som turleder hos DVL og deltagelse i rejsegruppen som en unik mulighed for at bruge og træne sine kompetencer blandt andet fra turistføreruddannelsen. 

Formidler vandrelykken videre 

I virkeligheden er Dorte en kvinde, der har stort behov for at gøre, hvad hun vil på egen hånd. Her ser hun DVL som modpolen til sin frihedstrang. 

– Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Og i DVL får jeg mulighed for at dele vandreoplevelserne med en flok skønne mennesker. Så kan jeg altid gå ture på egen hånd, når jeg har lyst til det, siger Dorte. 

Hun ser frem til, at samfundet nu lukker op, så hun kan guide engelsksprogede turister i Danmark og går også med en drøm om at skabe sin egen turistvirksomhed. Selvom hun nu igen har mange bolde i luften, så føler hun, at hver og en giver mening. 

– Om det er i Dansk Vandrelaug eller over for turister, vil jeg gerne formidle den lykkefølelse, jeg selv havde, da jeg sad med min frokost på toppen af en bjergtop på Gran Canaria. Det lyder måske højtravende, men det er virkelig sådan, jeg føler det.


Læs også

Vil du være frivillig?
Bliv turleder – det er let