Børnebørnene skal også luftes
Ulla Jeppsson er gladest i naturen og drømmer om at motivere børn til også at opdage glæden ved at gå. Med skattejagt, slik og præmier inviterer hun københavnske familier med på vandretur.
Af Cathrine Eriksen Fris
Børnene tripper forventningsfuldt efter næste leg foran Kildekonens grotte, der af Oehlenschläger bliver beskrevet som en fortryllet fehule med glitrende malm og krystal. Endnu en familievandring er i gang i Søndermarken på Frederiksberg, hvor gåturen ikke bare byder på skattejagt blandt romantiske scenerier, men også udsigt til giraffer og næsehorn i Zoologisk Have.
Ulla fik ideen til anderledes og sjove vandreture, hvor familier kan få et par hyggelige og aktive timer sammen i det fri. Hun håber at inspirere andre medlemmer i Dansk Vandrelaug til at give vandreglæden videre til børn og børnebørn.
– Mange af vores medlemmer er i bedsteforældresegmentet, og det vil være rigtig dejligt at få børn ud på ture og lege i naturen. Familievandreture er ikke som almindelige gåture, hvor børn taber koncentrationen, men fyldt med aktivitet, siger Ulla, turleder og initiativtager til familievandreturene i København.
Glæden ved at lette numsen
Med familievandreturene ønsker Ulla at lave ture, som er attraktive for børnene at komme med på. Gåturene byder derfor på skattejagt, leg og præmier til slut.
– Som pensioneret praktiserende læge har jeg set mange børn sidde på deres flade og ikke rigtig komme ud. Derfor driver det mig at få børn og unge til at opleve glæden ved at gå.
Ulla har gået på Camino Francés, Via Francigena og Via Egnatia samt Nordsøruten og Øhavsstien. Det seneste projekt er at gå de 2300 kilometer på Den Danske Klosterrute fra Helsingør til Frederikshavn. Hun har planer om at blive ved med at gå, til hun stiller støvlerne.
– Når jeg er i naturen, får jeg blæst min hjerne igennem. Vandring er en fuldstændig fabelagtig måde at opleve Danmark på, og jeg bliver glad, når jeg klarer de små og store udfordringer på vejen. Det vil jeg give videre til børn.
Højt vandrehumør og gode løjer
På familievandreturene kan alle deltage, og med indlagt skattejagt, aktiviteter og leg er det en oplagt måde at få børnene med ud i naturen. Vandregruppen går i samlet flok fra post til post, og børnene fører typisk an med stor begejstring.
– Vi siger til børnene, at de skal gå mod et bestemt punkt og så vente der. Derfra hjælper vi dem med at få øje på det lille, gule hus, som måske er næste stop. Sådan fortsætter det hele ruten, og til sidst er der en præmie i form af en badge og en pose snolder.
– Konceptet fungerer, fordi rute og aktiviteter er tænkt igennem på forhånd af to turledere, som styrer slagets gang. Børnene deltager aktivt på alle fem kilometer, og de voksne er med, så godt de kan. Det er typisk bedsteforældre, som er vant til at være ude i naturen, der kommer med deres børnebørn.
Ulla vil have flere ombord
Familievandreturene bliver afholdt hver anden måned og er gratis for børn under 18 år. Indtil videre er det afdelingen i København, der arrangerer de sjove ture, men Ulla håber på, at konceptet vil sprede sig geografisk. Hun har desuden en ambition om, at det skal udvides til at indeholde andre aktiviteter end skattejagter.
– Det er givende for alle at komme ud, og drømmen er da, at vi også fanger teenagerne og de unge voksne. Det kunne være rigtig skægt at udvide konceptet til, at man steger pølser over bål undervejs eller tager på shelterture.
I København er der indtil nu afholdt fire familievandreture med 23 deltagere på den bedst besøgte. Ulla håber på at inspirere landets andre turledere til at kæmpe for at give vandreglæden videre til nye generationer.
– Jeg har konstateret, at vi for sjældent har børn og unge med på DVL-ture, og det ser ud som om, der ikke kommer nye, unge medlemmer med. Det er bekymrende, fordi foreningen så ikke bliver fornyet. Når andre turledere finder ud af, hvor meget mening det giver med familievandreture, er jeg sikker på, at de får mod på at lave et lignende initiativ. De skal engagere sig, hvis de synes, det lyder sjovt og giver mening.
På familietur med skattejagt
- En spændende vandretur for hele familien – barnevogne og klapvogne er ingen hindring. Ruten er typisk 4-5 kilometer, og alle kan deltage.
- Der er præmier til alle børn, når turen slutter.
- Børn under 18 år er gratis. Ikke-DVL-medlemmer betaler 30 kr. for at deltage.