Vandretur på veje, omveje og gennem vildnis
De tre vandrevenner Ingelise Kvorning, Hans Henrik Kleinert og Ulla Jeppsson har fulgt i romernes fodspor på Via Egnatia i september-oktober 2022.
Vi tre vandrevenner gik sammen Via Francigena del Sud fra Rom til Brindisi på de gamle romerske hærveje Via Appia og Via Traiana. Da vores tur sluttede i Brindisi i oktober 2021, lovede vi kækt hinanden, at vi ville fortsætte i de romerske soldaters fodspor på den anden side af Adriaterhavet ad den rute, der kaldes Via Egnatia.
Da Romerriget i sin storhedstid herskede over store dele af Lilleasien, kunne det haste med at få tropper frem. Mellem år 146 og 120 f.Kr. lod prokonsul Gnaeus Egnatius den tids motorvej, Via Egnatia, anlægge mellem havnebyen Durrës ved Adriaterhavet og metropolen Byzans (Istanbul). Ruten passerer nutidens Albanien, Nordmakedonien og går til Thessaloniki i Grækenland. Herfra går den videre til Istanbul i Tyrkiet. Vores plan var at gå fra Durrës til Thessaloniki.
Vi fandt hurtigt ud af, at vi ville begive os ud i det for os ukendte. Bevæbnet med bogen ”Via Egnatia on foot” udgivet første gang i 2014 og et med til bogen købt GPX-spor købte vi flybilletter til Tirana og kastede os ud i vandreturen.
Seks vandredage i Albanien – fra Kavaje til Prrenjas
I solrigt septembervejr og 18 grader forlod vi Durrës og den albanske Adriaderhavskyst og vandrede afsted ad støvede asfalt og grusveje. Høsten så ud til at være ovre og farverne var jordbrune og vissent gult og grønt. Vi fulgte vores GPX spor, der ofte også førte os gennem krat og vildnis. Det var et delvist opdyrket landbrugsland, bakket, øde og tørt og med sin duft af krydderurter havde det en egen barsk charme. Der var meget langt mellem de små huse. Godt forrevne på arme og ben og efter et par falduheld, travede vi op og ned og op og ned langs en højderyg med sjældne møder med mennesker: en ung pige sidelæns på en hest, tre arbejdere hængende på en gammel traktor og enkelte mænd på motorcykler.
En sen eftermiddag på vej til et hotel i en lille provinsby gjorde vi bekendtskab med en ny vandrevej, nemlig en faldefærdig jernbane. På hovedgade mødte vi en morgen en bonde, der drev af sted med sin ko og en mand stående på sin muldyrskærre i skærende kontrast til de store Mercedesbiler på vejene. Import via den albanske mafia i udlandet? I al fald så det ud som om albanerne virkelig elskede de store biler. Ude på landet mødte vi senere gede- og kalkunhyrder. På markerne gik meget få, mest gamle menneske og arbejdede.
Det var også i Albanien, at vi gik på et lille stykke af den oprindelige Via Egnatia og sågar en bevaret romersk bro. Efter den triste universitetsby Elbasan gik det heftigt opad på et skovklædt bjerg med dårlige stier dybt gennemskåret af vand. Efter seks vandredage i Albanien, og efter fem gange at måtte have hjælp til transfer af taxa nåede vi grænsebyen Prrenjas.
Vores sidste aften i Albanien, i denne gamle kommunistiske industriby, boede vi på et lille, spartansk hotel til 20 euro for overnatning for os tre i et delt værelse. Man kunne hverken få aftensmad eller morgenmad på stedet. Men det blev sindbilledet på albansk venlighed, at den kvikke skolelærerinde, som bestyrede hotellet, ikke bare lavede mad til os men også kørte os ned til det nærmeste lille supermarked, så vi kunne købe ind til morgenmad og næste dags frokost. Vejret var skiftet fra sol til koldt regnvejr.
Klik på billederne og se dem i fuld figur
Seks vandredage i Nordmakedonien – fra Struga til Bitola
I silende regn blev vi kørt op ad bjerget til grænseovergangen mellem Albanien og Nordmakedonien. I tåge ad stier med tykt, klæbrigt rødt mudder gik vi ned gennem løvskoven til den smukke Ohrid sø. Dette var turistland, men sæsonen var forbi og småbyerne var spøgelsesagtige og cafèerne lukket. Solen vendte tilbage og det var nyt at se græskkatolske kirker, eremithuler og klostre. Gennem provinsbyen Struga og stadig langs Ohrid søen nåede vi den charmerende gamle by Ohrid, Balkans Jerusalem med 365 kirker og klostre.
Herfra gik ruten seriøst opad gennem en bjergrig nationalpark til det, der blev rutens mest udfordrende etape mod byen Resen. Vildveje, vildnis. Vi gik forkert og kilede os pinagtigt langsomt gennem terrænet, og det gav sig tilmed til at regne. Fald, stejle skrænter og uhyrlige skovveje. Tidligt på aftenen nåede vi frem til den rigtige dal. Endnu en gang blev vi hjulpet af en ubegribeligt hjælpsom vært. Vi fik ringet til ham.
Ikke nok med at han fandt os et godt stykke udenfor byen, han kørte os til det meget spartanske motel, ventede tålmodigt mens vi fik et bad og fik skiftet tøj, kørte os til det lokale supermarked, hvor vi fik købt ind til morgenmad og frokost og derfra til en restaurant, så vi kunne få aftensmad. Efter middagen ringede tjeneren efter vores vært, og nu kom han til overflod og hentede os og kørte os tilbage til vores logi. En arrig dag endte godt. Sådan en venlighed forbliver et livsvarigt gyldent minde.
Efter en meget lidt gloriøs fødselsdagsfejring næste morgen med sang og flag til Ingelise og med kaffe, yoghurt og tørt brød på sengen (der var hverken bord eller stole) og med skrammer efter gårsdagens strabadser, travede vi videre gennem frugtplantagerne. De bittesmå landsbyer lignede nærmest frilandsmuseer og damen i en landhandel lavede kaffe til os over et spritapparat. Ruten førte os gennem det afhøstede plantage- og landbrugsland nu med bjergene i det fjerne, indtil vi nåede endnu en bjergrig nationalpark. Med lodder og trisser og endnu en generøs vært fik vi endnu en gang nattely i et fantastisk chalet. Man følte sig som Jeppe i baronens seng.
Næste dag fortsatte vi langs det efterårsklædte bjerg i udkanten af et skisportsområde til den gamle karavaneby Bitola. Efter en overliggerdag gik sidste etape mod den græske grænse gennem forstæder og ad markveje og et bondeland gennemskåret af et utal af vandingskanaler. Regnen gjorde igen dagen lidt sur og kold. Da der ikke var overnatningsmulighed på ruten i Grækenland nær grænsen, måtte vi igen pr taxa til den nærmeste by, Florina. I Nordmakedonien havde vi fire gange måttet bruge taxa for at nå vores overnatningssteder. Vi troede, at nu var vi nået ind i civilisationen i Grækenland og at vores kvaler ville blive færre. Vi skulle blive klogere.
Otte vandredage i Grækenland – fra Edessa til Thessaloniki
På en grå morgen i 7 grader tog vi en taxa ud af Florina for at ramme Via Egnatia. Vi måtte springe to etaper over. Her måtte man hugge en hæl og klippe en tå for at få tingene til at hænge sammen. Vores problem var, at vi kun kunne gå 20-25 km om dagen og ikke kunne bære mere end 9-10 kg. Dvs. ikke kunne medbringe et telt. Der var ingen busser eller tog der passede med vores rute. Over en bakket, uopdyrket højslette med gult vissent græs så langt øjet rakte med en kølig nordenvind i ryggen vandrede vi ad en tilsyneladende endeløs markvej. Her var enkelte fårestationer, nogle glammende hyrdehunde, to hyrder og deres flokke af geder og får. For at få tag over hovedet måtte vi komme til Edessa.
Efter planen først en lang vandring til landsbyen Veci og så bus videre. Efter 15 kilometers støvet vandring kom vi ind i den hyggelige landsby Kella. Her mødte vi så endnu en vejengel, græsk-canadiske Chris. Han var barnefødt i byen og kunne fortælle, at vi havde rigtigt langt at gå endnu. Efter at Chris havde forhandlet med sin fætter, der sad på cafèen på byens torv sammen med en flok ældre mænd og drak kaffe, fik Chris arrangeret, at fætteren kunne køre os til togstationen i Arnissa. Herfra gik der tog to gange dagligt til Edessa.
Dagens problem var løst. Men vores debut i Grækenland have afsløret, hvor forskelligt vi tre så på vores vandretur. Hans Henrik var tydeligt frustreret over ikke at kunne gå hele ruten efter GPX-sporet, mens Ingelise og Ulla syntes at det var hip som hap om man gik ad den ene eller den anden markvej. Så efter Edessa, da vi kom ud på den vidstrakte slette mod Thessaloniki, blev løsningen, at vi splittede op og mødtes om aftenen. Det den ene så som en interessant udfordring blev for den anden et monotont ødeland, hvor det ikke betød noget at springe nogle kilometer over. I Giannitsa kørte Hans Henrik tilbage og gik et ben af Via Egnatia, mens Ingelise og Ulla havde en spændende overliggerdag.
Herfra gik ruten gennem bomuldsmarker, hvor høsten var ved at blive afsluttet, gennem landsbyer hvor dagliglivet var uddøende. Forretninger og skoler var lukket, de unge var rejst og kun de gamle var tilbage, triste over at se deres by forfalde. Sammen nåede vi Alexander den Stores fødeby Pella. Herefter havde vi stadig nogle dages ensformig vandring over sletten i skiftevejr. Området havde været en kæmper malariabefængt sump, som i starten af 1900-tallet var blevet drænet. Så prokonsul Egnatius og de romerske tropper havde med garanti aldrig marcheret her. De sidste to dage var Hans Henrik ad sine egne veje kommet til Thessaloniki, men vi mødtes alle tre den sidste dag og fulgtes mod vores endemål. Selv her tæt på Thessaloniki gik ruten og vores GPX-spor stadig gennem vildveje og vildnis.
Enestående hjælpsomhed
Mødet med byen, åbne cafeer, busser, myldrende gadeliv, dagligvareforretninger blev punktum for vores ca. 360 km lange vandretur. Også i Grækenland havde vi gjort brug af taxa og lokalbus en halv snes gange. Men nu var vi altså fremme, og efter en hyggelig afskedsmiddag skiltes vores veje. Hans Henrik fortsatte endnu nogle dage mod Athen, mens Ingelise og Ulla efter en overliggerdag i den gamle, spændende by fløj tilbage til Danmark.
Det havde været en udfordrende vandring, strabadserende men interessant. Det mest eventyrlige på vores vej var mødet med de rørende venlige, hjælpsomme og utroligt søde mennesker. Bekymringen, om det skulle være farligt at færdes på ruten, var aldeles gjort til skamme. Problemerne havde vist sig at være, at GPX-sporet til stor ærgrelse 19 ud af 20 dage endte i vildnis og vildveje, at der ikke fandtes ruteskiltning, og at det var vanskeligt at finde overnatningssteder nær ruten. Logistikken kom til at fylde rigtig meget, og det forstyrrede vandrerytmen. Men stædighed og humoristisk sans blev kuren mod irritationen og stress. Efter 360 km, utallige rifter på benene og det logistiske bøvl kunne vi se tilbage på spændende oplevelser og endnu et eventyr.
Læs også Fra Gå dig Glad til 52 gåture i bogform
Læs også Gå tur. København og Frederiksberg – 52 ture
Læs også Pilgrimsruten Via Francigena del Sud
Læs også Ferieanbefalinger til Øhavsstien
