Dansk Vandrelaugs fremtidige arbejde
Den nære fremtid kommer til at handle om Historiske Vandringer, men den kommer så sandelig også til at handle om at få rettet DVL’s økonomi til i forhold til de aktuelle udfordringer. Det står klart efter landsmødet, der blev afholdt i Odense den 5. november 2022.
Af Camilla Dam
Landsformand Steen Kobberø-Hansen kunne med glæde fortælle, at Nordea-fonden har valgt at støtte temaet for 2023, de Historiske Vandringer, med 2.445.750 mio. kr. på foranledning af tovholder Dorrit Christensens store arbejde i samspil med Nationalmuseet og Danmarks Naturhistoriske Museer.
Langt størstedelen af det flotte beløb skal gå til de omkring 45 F-ture, hvor f’et står for faglighed, fordybelse, formidling og forankring. Det er ture, som foregår i et tæt samarbejde imellem DVL’s turledere og lokale kultur-, natur- og kunsthistoriske museer eller arkiver. F-turene skal udmønte sig i materiale, der kan bruges for eftertiden af fx skoler og turister. Det kunne være en folder, en podcast eller et kort, hvor de historiske fakta er lige til at gå til. Fondsmidlerne er derfor primært tiltænkt produktion af blivende materiale. Læs mere om det på dvl.dk/hv23intern.
Op til 1.000 af årets cirka 2.500 vandreture vil være T-ture (temature) – turtyper med historisk islæt, som vi allerede laver en masse af i forvejen. Også til disse ture var der ansøgt om et større marketingsbudget, men her endte vi med at få et meget beskedent beløb.
Det bliver interessant at se, om vi kan øge synligheden af DVL lokalt via de Historiske Vandringer, så vi på den måde kan få nye medlemmer.
Mange tiltag rettet mod økonomien
Da likviditeten er presset af en stagnerende medlemstilgang med et underskud på driftssiden flere år frem, er der sat en række tiltag i gang.
På landsmødet blev to forslag med fokus på økonomien vedtaget: Styrelsen har fået godkendelse til at forberede et eventuelt salg af ejendommen Kultorvet 7, og Styrelsen skal udarbejde en strategi, der sikrer og skaber balance i driften med udgangen af 2024.
Under debatten i forbindelse med de to forslag blev det understreget, at det er rettidig omhu at undersøge fordele og ulemper ved et salg af Kultorvet 7. Men det blev det fra flere sider foreslået, at Styrelsen i samarbejde med både afdelinger og medarbejderne i sekretariatet ser på, hvad foreningen ikke skal bruge penge på. Og at Styrelsen i høj grad har fokus på at finde nye muligheder for indtjening, så budgettet hænger bedre sammen både her og nu og på den lange bane.
Sommeren 2022 blev der nedsat et udviklingsudvalg, som også er godt i gang med at undersøge, hvor vi kan spare, og hvordan vi kan få en højere indtjening på nye måder. Tiltaget med medlemslogin på dvl.dk er et af initiativerne, som skal skabe merværdi for medlemmerne.
Økonomiudvalgets fondsgruppe ser på, hvordan vi kan appellere til flere fonde, imens kontingentgruppen vil dykke ned i, hvordan kontingentet skal sættes sammen i fremtiden blandt andet på baggrund af effekten af nedsættelsen af familiekontingentet i 2023. Et forslag på landsmødet om ikke at give rabat på kontingentet til par vil ligeledes blive vendt i gruppen.
Ved håndsoprækning godkendte landsmødedeltagerne retningslinjerne for DVL’s fremtidige arbejde.
Styrelsen, som går forrest i det fremtidige arbejde, består af landsformand Steen Kobberø-Hansen, Jan Ewald Hovmand (Storstrøm), Johan Gaunitz (Frederikssund), Jens Folke (Vestsjælland), Kaj Søgaard (Herning-Ikast), Jan Svanevik (Sønderjylland), Arne Kopp Sørensen (Esbjerg) og så de to nyeste medlemmer Dorrit Christensen (København) og Jesper Schlütter (Holstebro).
Derudover kan du se medlemmerne af de forskellige arbejdsgrupper og udvalg på dvl.dk/udvalg.