En rejse mod oplevelser, fællesskab og selvopdagelse
For Christine Antorini, tidligere minister og i dag administrerende direktør i LIFE Fonden, er vandring blevet en vigtig del af livet. Det er blevet en kilde til mental sundhed, og det er her nye idéer og meningsfulde fællesskaber opstår.
Af Anne Mette Thrane
Christine voksede op i Jyllinge ved Roskilde Fjord, et område med smuk natur, men vandring var ikke en del af hendes liv. Hun var mere optaget af andre sportsgrene og aktiviteter.
– Det med at vandre, altså sådan rigtig vandre, begyndte faktisk, efter at jeg blev skilt og tilbragte en del år alene.
Christine havde længe haft et ønske om at vandre, men følte sig usikker ved tanken om at tage afsted alene.
– Jeg vidste, jeg kunne gøre det, men det virkede så udfordrende at tage på en stor rejse med en stor oplevelse alene, siger hun.
For at overvinde sin frygt for en solorejse besluttede Christine sig for at tage på en kort tur til Thailand.
– Jeg valgte Thailand, fordi det ikke var vandring, jeg skulle udforske, siger hun.
– Jeg boede på et resort med mange muligheder for aktiviteter, og jeg behøvede ikke at gå ud alene. Der var en slags barriere i mit hoved, som skulle brydes, fordi jeg følte, at der stod ’single’ skrevet i panden på mig, og det var virkelig svært for mig ikke at skulle dele oplevelsen med nogen. Men så opdagede jeg, at det at have frihed til egne oplevelser var fantastisk.
(Klik på billederne herunder og se dem i fuld figur)
En vandretur til Machu Picchu
Efter sin oplevelse i Thailand fik Christine modet til at tage på en stor og legendarisk vandretur til Machu Picchu i Peru.
– Det var bare en fuldstændig fantastisk vandretur, hvor jeg for første gang prøvede rigtig hiking, hvor man overnatter i telt med et hold oppe i bjergene.
Efter den oplevelse sluttede Christine sig til en gruppe kvinder, som hun begyndte at vandre sammen med.
– Vi udforskede forskellige vandreruter i Europa i efterårsferierne. Det var her, jeg virkelig forstod, hvad vandring kunne tilbyde – både som oplevelse og som fællesskab.
Hun oplevede, at når man går sammen, skabes der et unikt rum. Her møder man mennesker, man ikke kender, og man har tid til at være til stede.
– Det er en gave af tid, som man giver sig selv. Man lærer hinanden at kende på en anderledes måde, fordi der er et fortroligt rum, hvor man kan tale om svære ting uden at føle sig begrænset af øjenkontakt eller pinlig tavshed. Man kigger ud i den grønne natur – og det er også okay at være stille.
Vandring som en rejse mod selvindsigt
Hvor vandring i starten var noget, hun skulle overbevise sig selv om var en god idé, er det nu noget, hun finder enormt værdifuldt.
– For mig har det været en rejse, hvor jeg har opdaget nye sider af mig selv og fundet balance mellem hoved og krop. Vandring giver tid og rum til at komme ned i kroppen.
Christine bruger også vandringen som motion. Efter at hun var uheldig med sit højre ben på en skitur og for et par år siden også brækkede anklen i et cykeluheld, har det været vigtigt for hende at være aktiv på en ny måde.
– Jeg går gerne i raskt tempo, og efter tre timer har jeg brugt mig selv godt.
På sine ture medbringer hun altid en lille rygsæk med vand, et æble samt pen og papir.
– Jeg mærker vinden, nyder de mange dufte og lader tankerne flyve. Så får jeg idéer, og ting popper op, som jeg har lyst til at gøre. Det skriver jeg ned, så jeg kan huske det bagefter.
Giv vandring som en gave
Christine nyder at vandre sammen med andre. Det blev tydeligt for hende, da hun skrev bogen Vandrelyst sammen med Ritt Bjerregaard. Bogen handler om deres vandreture og udforskning af forskellige steder i Danmark, både sammen med kvinder de kendte og fremmede, som de lærte at kende på turen.
– Jeg blev virkelig bekræftet i, at det er en fornøjelse at gå sammen med andre. En ting, Ritt og jeg talte om, var, at man skal give vandreoplevelsen som en en dejlig, personlig gave, og man kan bruge den til at åbne en dør til samtale og nærvær.
Forær et DVL-medlemskab til en ven på dvl.dk/gave
Det kan være svært at finde tid til at vandre midt i en travl arbejdshverdag, så hvis man vil i gang, er det essentielt at planlægge sine vandreture i god tid, foreslår Christine.
– Man skal beslutte sig for, at man vil det, og så få det i kalenderen i god tid, for ellers vil der altid være en god undskyldning for ikke at gøre det. Men når man planlægger det flere måneder i forvejen, holder man hinanden op på at gøre det aftalte sammen.
Christines næste store vandretur går til Madeira med hendes nuværende mand. Selvom de store udlandsvandreture har deres særlige charme, er der ifølge Christine også mange lokale steder i Danmark, som har noget ganske særligt at byde på.
– Man kan nøjes med at vandre to timer en lørdag eller søndag – og så gøre det sammen med nogen. For mig hjælper det meget at have én med.
For eksempel mindes Christine en vandreoplevelse i Tøndermarsken, hvor den kraftige regn og vind tilføjede en sanselighed til vandreturen, der skabte et særligt minde.
– En vandretur sætter sig i kroppen, siger Christine Antorini.
Et godt råd
Jeg har fundet ud af, at vandrestave ikke kun er for gamle mennesker. Du aflaster noget vægt og passer på din krop, og så er det godt til at holde balancen på ujævne og bakkede stier. Så nu har jeg også købt vandrestave og er klar til min næste vandreoplevelse på Madeira.
Bogen Vandrelyst
Christine Antorini og Ritt Bjerregaard udgav Vandrelyst i 2022. Med andre kvinder som følgeskab indgår de i spændende samtaler, imens de deler vandreglæden og giver tips til 15 vandreruter i Danmark.
