Kom tæt på dyrene på dine vandreture
Vicky Knudsen er hele livet blevet blæst bagover af naturens mangfoldighed. Den kendte naturelsker og fugleentusiast får et kick, hver gang hun ser en art for første gang. Få hendes råd om at observere i naturen.
Af Cathrine Eriksen Fris
Når vi træder ud i naturen, åbner vi døren til en verden af utrolige dyr, smukke planter og spændende svampe med hver deres unikke særpræg. Der findes et væld af arter, som vi bare går forbi og aldrig får øje på, enten fordi de er dygtige til at gemme sig, eller fordi vi ikke tager os tid til at kigge efter dem. Men vi går glip af noget, når vi ikke tager os tid til at være opmærksomme.
– Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at se en ulv. Da jeg endelig så en, var det som at vinde i lotto. Det giver sådan en rus at finde en art, der er lidt ekstraordinær. Men det gør det altså også at se en sjov løbebille eller en megasej salamander.
– Naturen er som en skattekiste, vi bare går forbi. Tag dig tid til at kigge, når du passerer en stor sten i skyggen. Lyt til fuglesangen, løft en træstub og læg mærke til alle de insekter, der summer i den solbeskinnede brombærbusk. Ellers går du måske glip af en stor oplevelse, siger Vicky Knudsen, der er biolog, ornitolog og naturformidler.
Evolutionært kapløb
Mange af os bliver fascinerede af dyr eller planter, vi ikke kender. Om det er et lille insekt, der kravler på et blad, eller en sjælden fugl, der sidder højt oppe i et træ, har de deres egne særpræg og egenskaber, som vil udvide din forståelse af vores verden. Sådan lyder det fra Vicky, som blev taget med i naturen af sine forældre, siden hun var helt lille. Hun er vokset op med at kigge på alt det, der kryber, kravler, flyver, svømmer og står helt stille i naturen.
– Ingen har lært os, at vi skal lære andre arter bedre at kende. Men der er så meget, vi ikke ved, og hvis du har bare en lille nysgerrighed på, hvad der findes derude, skal du tage dig tid til at opdage. Lige pludselig får man øjnene op for, hvor mange fantastiske skabninger med de vildeste evner og udseender, der bevæger sig rundt lige for næsen af en. Hvis vi sætter os ind i, hvorfor de forskellige arter ser sådan ud og opfører sig sådan, får vi måske større lyst til at beskytte dem fremover.
Gå på opdagelse og bliv klogere
Vicky blev hurtigt klar over, at ikke alt i naturen er farligt. Hendes forældre lærte hende, at hun ikke skulle være bange, men have modet til at gå på opdagelse i det grønne. Uanset om det er ved kysten eller i en højmose, vil man finde enestående arter, der har tilpasset sig til at leve lige dér.
Hver af dem har udviklet sig gennem millioner af år og har specifikke kendetegn af grunde, der altid handler om overlevelse og om at føre generne videre. Dykker vi ned i det, vil vi opdage utrolige fakta og historier bag hver eneste art, fortæller Vicky.
– De fleste er klar over, at slanger kan være farlige og er også rationelt bange for dem. Sætter vi os lidt mere ind i snogen som art, finder vi ud af, at dens sorte og gule farver er advarselsfarver. Men virkeligheden er, at snogen slet ikke er farlig, den bruger bare farverne til at forsøge at se giftig og farlig ud, så eventuelle fjender holder sig væk. Der venter et eventyr derude, og hvem vil gå glip af det?
Konkurrér i fuglearter
Er du er i tvivl om, hvordan du skal blive tættere med skovens dyr og give dem større opmærksomhed, kan du begynde med at betragte de indviklede mønstre på en sommerfugls vinger eller konkurrere med venner om at spotte flest fuglearter. Vicky er selv konkurrencemenneske og synes, det er sjovt at vide, hvilke vilde arter hun møder.
– Gør en konkurrence ud af det og prøv at finde 10 forskellige fuglearter på en vandretur. Eller lav en liste, som du skriver på, hver gang du støder på en ny art. Når jeg er ude at gå, er det primære formål at kigge på fx fugle, men alligevel ender jeg tit med at gå mere end 20 kilometer. Jeg tænker ikke over at skulle gå en bestemt rute, men over at gå på en bestemt lokalitet og kigge på vindretninger og temperaturer. Sådan bliver fokus hurtigt udvidet fra vandreskoene til naturen.
Der er hele tiden noget nyt at opdage, og det er svært at kende alle svampe, planter og dyr. Heldigvis findes der i dag masser af apps med billedgenkendelse, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad det er for en art, du ser. Du kan også sende dine observationer ind, så de kan blive en del af videnskabelige data.
Hvem er Vicky Knudsen?
Biolog, ornitolog og naturformidler
Kåret som Danmarks bedste naturformidler 2017
Vært på P1-programmet Vildt Naturligt (sammen med Johan Olsen) og forfatter til flere naturfaglige bøger for børn.
Har medvirket som ekspert i flere naturprogrammer og er især kendt fra det populære tv-program ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”.
Følg @vicky_knudsen på Instagram, hvor hun giver et hyggeligt indblik i de dyr, planter og svampe, hun finder i naturen.
4 fiduser fra Vicky til at vække børns naturglæde
1.Opfordr til opdagelse
Selvom der kan være risici som at falde ned fra en træstamme eller blive brændt af en brændenælde, er der meget mere at opleve i skoven end på en legeplads. Lad dem udforske forskellige områder og lære af deres egne erfaringer.
2. Vær forsigtig med at skabe frygt
Selvom det er vigtigt at informere børnene om potentielle farer som giftige svampe og flåter, skal du undgå at male skræmmebilleder. Det er bedre at fokusere på vigtigheden af at være opmærksom og tage de nødvendige forholdsregler i stedet for at fokusere for meget på død og gift.
3. Vær dit modige jeg
Ved at skabe en balance mellem nysgerrighed og forsigtighed vil børnene have en positiv oplevelse i naturen. Undgå også at projicere din egen frygt over på dine børn og skjul din egen frygt for fx edderkopper, så du lader dem gå på eventyr og bruge deres naturlige nysgerrighed uden unødig bekymring.
4. Skab sjove og spændende udfordringer
Organisér konkurrencer, hvor de skal finde flest mulige arter eller arbejde sammen for at opdage forskellige arter. Du kan lave en artsbingoplade og give point for hver art, de finder. Eller arrangere et lille ”artsræs”, hvor børnene kan konkurrere om at finde forskellige arter. Undervejs kan du dele sjove fakta om de forskellige dyr, som får børnene til at gå på længere ture og få nye oplevelser. Alle vil nyde at få point for at finde spændende dyr som en bænkebider.
Apps, der hjælper dig med at genkende arter
Arter – Indberetning
Seek af iNaturalist
Naturbasen
Google Lens