Lindetræet
Lindetræerne står flot og velduftende i blomst i juli og august. Det er grunden til, at netop linden skal fremhæves, når vi ser nærmere på den natur, vi møder på vejen.
Lindetræets blomster dannes i stor mængde i juli måned, dvs. på et tidspunkt, hvor de fleste andre træer og buske har afblomstret. Af samme grund ses der et intenst træk af honningbier, humlebier og sommerfugle til de blomstrende træer.
Blomsterne har gulligt-grønne kronblade og er ikke særligt påfaldende, men duften er til gengæld herlig. Bierne henter nektar og omdanner den til en mild og behagelig honning.
Efter afblomstringen dannes der frø i blomsterknuden. Disse frø sidder flere sammen på en lille stilk, som udgår fra et aflangt højblad, og hele dette arrangement giver træet en mulighed for, at frøene kan svæve lidt væk fra moderplanten.
Velsmagende men vanddrivende
Blomsterne kan plukkes sammen med højbladet og tørres. Man ser ofte disse tørrede lindeblomster solgt på sydeuropæiske markeder, og de lokale kunder er meget begejstrede for den te, som kan laves på tørrede lindeblomster. Det skal dog nævnes, at teen ganske vist er mild og aromatisk, men også kraftigt vanddrivende!
Lindetræet har som sit kendemærke, at kronens og bladets form er den samme, nemlig som et lidt skævt hjerte. Men da træet tåler kraftig beskæring – og ofte bliver udsat for det – er kroneformen sjældent helt ægte.
Her ses et 700 år gammelt lindetræ i Landsbyen Bergheim i Alsace. Også i Danmark kan træet blive gammelt, og det var endda det dominerende træ i vore skove frem til svenskekrigene i midten af 1600-tallet.
Af Sten Porse
Læs mere om småbladet lind hos Wikipedia eller i J. Brøndegaards bøger “Folk og flora”.
I vores Natur på vejen-serie deler Sten Porse, der er uddannet planteskolegartner, sin viden om nogle af de naturindtryk og -fænomener, vi møder på vandreturene rundt omkring i landet.