Stadig mere end 100 veje til toppen
Der skal mere end en gråvejrsdag og en international pandemi til, før vi holder os fra vandrestierne. På toppen – med Dansk Vandrelaug har mere end 100 ture tilbage, og deltagerne strømmer fortsat til.
2020 har ikke været et almindeligt år noget sted i verden. Dansk Vandrelaug har været ramt af coronakrisen på flere måder. Både fejringen af foreningens 90-års jubilæum og På toppen-projektet har været tvunget til aflysninger og ændringer.
Men samtidig har pandemien vist, at vi ikke kan undvære Dansk Vandrelaugs tilbud om friske traveture ud i det blå sammen med andre mennesker.
Lige så snart statsministeren gav os lov, stod turledere og medlemmer på spring til at genoptage programmet i På toppen – med Dansk Vandrelaug. Med respekt for smitteretningslinjer blev mange af de planlagte ture genoptaget med flotte deltagertal, selvom vi måtte sætte en grænse ved 50 vandrere pr. tur.
Og heldigvis har rigtig mange gæster også deltaget i vores ture imod danske udsigtspunkter og bakketoppe.
Sundhed trives ikke i isolation
Senest blev der rapporteret om masser af deltagere og højt humør (naturligvis) på de mange aktiviteter i anledning af Vandrernes Dag i den forgangne weekend.
Medlemmerne er i overtal på turene, men overalt er de stadig taknemmelige over at kunne ladsage gæster, der bliver tiltrukket af muligheden for at nå højdepunkterne af dansk natur overalt i landet.
Og snakken går lystigt på topturene, selvom vi skal være opmærksomme på at holde en meters afstand til hinanden.
Noget af det, sundhedseksperter har bemærket under coronabegrænsningerne er, at mennesker også tager skade af at isolere sig og være for meget alene. Eksperter anbefaler, at vi husker at komme ud, og at vi sørger for at være sammen med andre mennesker. Under den hensyntagen der nu en gang er nødvendig.
Mange oplevelser forude
Trods forhindringer er der gennemført langt over 200 ture i På toppen – med Dansk Vandrelaug. Og den gode nyhed er, at der fortsat er mere end 100 ture tilbage i projektet.
Det er i modgang, man skal vise sig stærk. Og det er åbenbart også, når det går opad, at vandreture får ekstra værdi.
Dansk Vandrelaugs turledere har lagt et stort arbejde i at planlægge På toppen-programmet. Og de engagerer sig omhyggeligt i at overholde corona-retningslinjer, så vi kan gennemføre resten af det offentliggjorte program i de kommende måneder.
– Som vandrere lader vi os normalt ikke stoppe af vejret, og jeg er glad for at kunne sige, at vi heller ikke ville lade en virus komme i vejen. Vi har stadig mange dejlige oplevelser i sigte, og vi glæder os til at vise vejen for nye vandrere, der vil følges med os.
– På vores ture er det først og fremmest det gode humør, der smitter, siger landsformand for Dansk Vandrelaug, Steen Kobberø-Hansen.
Højsæson for udeliv
Efteråret er ikke den årstid, de fleste mennesker går og glæder sig til. Men når vi er midt i den afkølede sæson, er det ofte efteråret, der kan give nogle af de største oplevelser ude i den friske luft.
Det er om efteråret, vi for alvor kan mærke vinden på kinderne og se naturen skifte udseende. Og det er om efteråret, at vi for alvor føler blodet rulle, når vi holder en velfortjent pause med varm kakao efter nogle aktive timer.
På toppen – med Dansk Vandrelaug har endnu ikke nået sit højdepunkt. Forude venter endnu mange opstigninger og gode oplevelser med andre, friluftselskende mennesker.
Husk at sige videre til venner og bekendte, at vi næsten altid har plads til endnu en vandrekammerat.
Se hele efterårets program for På toppen – med Dansk Vandrelaug.
Af Carsten G. Johansen