Nordisk mad, nordisk bad

I Espedalen i Norge byder turen både på elgsteg fra lokalområdet og nordisk bad, hvor sanserne pirres ved den skiftevise varme og kulde.

DVL på ski på højfjeldet Ruten 2019. Foto Bente Michelsen

DVL på ski på højfjeldet Ruten 2019. Foto Bente Michelsen

Dansk Vandrelaug nyder godt af nordisk mad, når Ole Bertelsen arrangerer vandreture eller skiferier på Ruten Fjellstue i Espedalen. Værtinden Berit er med på den nordiske madbølge, idet råvarerne til køkkenet er kortrejst, hvilket oversat til dansk er lokale råvarer. Hos Berit får gæsterne elgsteg fra Elglandet.

Uden for spisestuen står to badstamper. Hver badstamp er et stort trækar af godt bødkerarbejde, med en ovn sænket ned i karret og med indfyringslugen foroven. Inde i karret er der i rundkredsen monteret en bænk, dog adskilt fra brændeovnen af et trægitter.

Vekselvirkningens effekt

De kortrejste (lokale) råvarer er vand og ved (brænde). Værten Arthur fyrer op i ovnen fra morgenstunden, når der er tilstrækkelig mange gæster, der har mod på et nordisk bad. Hen på eftermiddagen skal modet afprøves, men nøjagtigt som ved vinterbadning går det ikke ud på at fryse, men på at opleve sanserne ved vekslingen mellem varme og kulde. Selvpineri er udelukket.

Som badende skifter man til badetøj og badetøfler inde i huset og har derved ganske normal kropsvarme. Vandreturen ud til badstampen er så kort, så huden når overhovedet ikke at lave gåsehud. Derefter opløfter man blot sit legeme på trappen og stiger ned i karret med vidunderligt varmt vand. Vel placeret på bænken i karret nyder man udsigten til fjeldene eller til snevejret og nyder hinandens samtale. Kroppen er ovenud varm, når man vil op, så tilbageturen til fjeldstuen kan foregå i roligt tempo.

Jeg fortrød i år, at jeg ikke afvaskede mig i nyfalden sne, da kroppen blev ved med at være ovenud varm efter badet. Jeg følte mig som en kogt kreps.

Nordisk bad Foto Agnes T. Madaras
Nordisk bad i Espedalen. Foto Agnes T. Madaras

Stampet uldklæde

Nordisk bad hedder på norsk badstamp. På dansk hedder det vildmarksbad. Jeg funderer over, hvorfor man i Norge betegner karret som en badstamp, mens vi i Danmark har ordet stamp, der betyder den stang, man skulle bruge, dengang man stampede uldklæde til tykt uldent overtøj.

Nordisk bad i Danmark er vinterbadning, i Finland badning i naturen kombineret med sauna, i Island er det badning i de varme kilder. De nordiske lande indeholder rige muligheder for badeferier, når og hvis vi alle sammen skal ændre vores levevis til en klimavenlig fremtid.

Hop bare med på den nye bølge!

Af Birgitte Borgen Müller Marcussen, Lyngby Afd.


Næste ferietur til Espedalen

Den 5.-14. september er Ruten Fjellstue og Espedalen igen målet for en ferierejse. Denne gang med udsigt til fine efterårsfarver i fjeldet.

Emner