Udforsk kulturarven med selvguidede historieture
Som en naturlig udvikling af vores samarbejde med Nationalmuseet, Danmarks Naturhistoriske Museer og de mange lokale museer og arkiver om Historiske Vandringer, er alle de såkaldte F-ture ved at blive gjort tilgængelige som selvguidede ture på historiskevandringer.dk.
Af Steen Kobberø-Hansen og Camilla Dam
Kreativiteten blandt afdelinger, turledere og museumsfolk har været stor på de mange ture, som har sendt os ud på opdagelse af skjulte perler og historiske hemmeligheder i vores lokalsamfund. Vi er gået hjem fyldt op med faglighed, fordybelse, forankring og formidling – de spændende elementer, der udgør F-turene, og som har givet os mulighed for at udforske vores kulturarv på en helt ny måde.
Gå til historien i eget tempo
Benarbejdet er godt givet ud. For nu får alle mulighed for at tage på de samme F-ture, når det passer dem bedst. Turene er i færd med at blive lagt på historiskevandringer.dk, så man kan udforske og nyde vores rige historie i eget tempo. Dermed kan du også gå egne veje med Dansk Vandrelaug og samtidig få lidt til hovedet med hjem fx på ture om Det lærde København, Besættelsesspor ved Bulbjerg, På vandring med Wiedewelt og Børneliv på Feddet.
Historiske Vandringer er mere end vandreture; det er en mulighed for at fordybe sig i vores kulturarv og forbinde sig med fortiden på en meningsfuld måde. Turene er udviklet i samarbejde med lokale museer og arkiver, hvis indsigt giver et unikt indblik i historien og kulturen i hvert område, vi har besøgt og fortsat kan vælge at besøge.
Vi opfordrer jer alle til at gå på historiskevandringer.dk og udforske det spændende udvalg af selvguidede Historiske Vandringer. Der vil være noget for enhver smag. Og turene vil for altid være med til at styrke forbindelsen til vores kulturarv og smukke natur.
… Og bliv klogere
Historiske Vandringer 2023 er et skridt fremad mod at gøre vores kulturarv endnu mere tilgængelig og inspirerende, for vi bliver alle klogere på de selvguidede ture.
Til sidst skal lyde en stor tak til turlederne og vores samarbejdspartnere for en flot indsats. Ligeledes en stor tak til Nordea-fonden, uden hvis støtte de særlige F-ture under Historiske Vandringer 2023 aldrig var blevet til noget.