Vandreferie med luftalarmer i 1940
På en vandreferie i 1940 var der flere luftalarmer og tyskere som skød i skoven. Men man kunne også få et måltid mad til 1,50 krone.
Mangeårig turleder i Københavns Afdeling Stig Prehn har udlånt en dagbog, som hans far, Helge – dengang 27 år gammel, skrev under sin vandreferie i 1940. Helge Prehn var til daglig vognstyrer på linje 6 mellem Østerbro og Valby. Som følge af en ny ferielov fra 1938 havde han ret til to ugers ferie, og dem brugte han på en vandretur op gennem Nordsjælland, nord om fjordene og ud på spidsen af Sjællands Odde, før han satte kursen imod et par private besøg i Sorø og Ringsted og tog toget tilbage til København fra Hvalsø.
I dagbogen beretter Helge Prehn samvittighedsfuldt om alle måltider og om kvaliteten af alle sine overnatningssteder – de fleste vandrerhjem, som får gode anbefalinger. Hans værste overnatning er på en højskole i Fårevejle, hvor han må vaske sig i koldt vand i en oversvømmet kælder, før han får skældud af forstanderen for at være uanstændigt påklædt på gangen i sin undertrøje.
Klik på billederne herunder og se dem i fuld størrelse:
Krigstid
Turen er præget af flere møder med den tyske besættelsesmagt. Allerede på dag 2 gennem Hornbæk Plantage ser Helge Prehn et skjul med camoufleret tysk luftskytsmateriel, og flere gange på turen er der luftalarm om natten.
– Videre en vidunderskøn Tur langs Esrom Sø. Jeg hviler ved Søens Bred, men maa kort efter søge Ly under et Træ grundet paa det tyske Luftskyts. I over 1 Time vedvarer Skydningen, skriver han i dagbogen, som du kan læse en afskrift af her.
Andre steder er vandremål afspærret, fordi tyskerne har etableret lejr eller udkigspunkt. Det gælder bl.a. på Gniben, Sjællands Oddes spids, hvor Helge Prehn taler med en tysk soldat, som er på rekreation fra værnemagtens angreb på Norge.
Mest underholdende er mødet med landkøbmanden nær Asnæs, som møder sine fremmede kunder med advarselsråbet: ”Er I nazister?” Da Helge og hans følgesvend afviser, tør manden op og fortæller dem, at han er af amerikansk afstamning og er ”tyskhader”. ”Hils dem inde i København og sig, at der på landet stadig findes folk, som tænker og taler dansk”, er dansk-amerikanerens afskedssalut.
Vandrernes fællesskab
Overalt hvor Helge Prehn kommer frem møder han andre vandrere, og på vandrerhjemmene arrangeres der hver aften fællessang. Ofte er der også fælles udflugter efter aftensmaden, og flere gange slår Helge følge med nye vandrevenner et stykke af vejen.
Det gælder bl.a. de glemsomme veninder Gerda og Inger. Først må Inger og Helge vente, mens Gerda løber flere km tilbage for at hente sine glemte toiletsager. Og da gruppen igen er samlet, varer det ikke længe, før Helge og Gerda må vente ved færgen mellem Hundested og Rørvig, så Inger kan cykle tilbage og finde en tabt jumper. Da trioen ved Rørvig strand overraskes af et voldsomt tordenvejr, fører Helge de skræmte og gennemblødte kvinder i sikkerhed.
To gange møder Helge en vis Stig Hansen. Der er ingen anden end Dansk Vandrelaugs stifter og mangeårige formand, som også er på vandring i det nordsjællandske i sommeren 1940.
Her kan du læse hele Helge Prehns dagbog fra vandreturen i 1940.
Forfærdeligt vejr
På hele turen er Helge uheldig med vejret. Det regner virkelig meget, men alligevel er vognstyreren altid på udkig efter en dukkert i havet. Ligesom nutidens vandrere er han meget glad for kaffe og iskager som belønning, når han er nået frem til dagens målby.
Hans måltider bliver for det meste rost – det er tydeligt, at han ikke har problemer med appetitten efter daglige traveture på 20-30 km: ”Dejlig middag, Bankekød og Rabarbergrød”, ”Biksemad i Gilleleje Kro 1,50 kr. m/Æg”, ”Skinke Spejlæg Koldt Bord i al Tarvelighed 1,70 kr.” eller ”… spiser i KFUM. Kalvesteg Æblegrød. 1,50 kr”.
Til sidst er Helge ved at have trætte ben, og vejret er igen elendigt. Med to dage tilbage af sin ferie planlægger han, at dagens etape fra Ringsted skal ende i Tølløse – men ”da jeg et Øjeblik går i Læ på Jernbanestationen, kan jeg ikke modstaa fristelsen og tager hjem med Toget 18.37.”
Af Carsten G. Johansen
Helge Prehns rute:
17/7 Hillerød-Esrom
18/7 Esrom-Hornbæk
19/7 Hornbæk-Smidstrup
20/7 Smidstrup-Asserbo
21/7 Asserbo-Lynæs
22/7 Lynæs-Stenstrup
23/7 Stenstrup-Odden-Stenstrup
24/7 Stenstrup-Fårevejle
25/7 Fårevejle-Snertinge-Jyderup
26/7 Jyderup-Sorø
27/7 Sorø-Ringsted
28/7 Søndag i Ringsted
29/7 Ringsted-Hvalsø-Valby (tog hjem fra Hvalsø 2 dage før tid)
310 km til fods og 85 km i tog