Vandreturens vilde urter − Den vilde naturs spisekammer 

En ny udgivelse i disse års rige "flora" af bøger, hjemmesider, apps og facebookgrupper om sankning af vild mad; især urter. 

Af Bjørn Petersen, selvstændig naturvejleder med lang sankeerfaring

Titlen nævner “vandreturen”, men der er nu ikke noget specielt vandremæssigt ved indholdet. Andet måske end at Susan Hemmingsen, der er turleder i DVL, i indledningen skriver lidt om, hvor dejligt det er at vandre, og at bogens udvalg af 18 planter bygger på en bestemt tur en enkelt dejlig forårsdag sammen med fotografen, inklusive besøg hos fiskehandleren. Og lidt om almene regler og erfaringer om adgang og adfærd ved færdsel og sankning i naturen.  

Dagens ret “med de fundne urter og købte fisk” indgår ikke i bogens 16 opskrifter og 30 grundopskrifter. Til gengæld er der et bredt spektrum af forskellige gode retter, hvor der indgår mange andre ingredienser som hovedbestanddel eller krydderi. (Generelt fungerer den vilde natur jo mere som krydderihylde end som spisekammer). 

Forvekslingsmuligheder

De vilde planter er kortfattet beskrevet på bogens højresider med et detailfoto, fx af blomsterstand eller et udsnit af løvværket. På venstresiderne helsidesfotos af arterne i deres miljø. Pæne og vellignende fotos, som kan bruges til “søgebillede”, men ikke med detaljer, der kan bruges til at skelne arterne fra mulige forvekslinger.  

Heller ikke de fåmælte og lidt tilfældigt prioriterede beskrivelser egner sig til egentlig plantebestemmelse. Det må man bruge andre midler til, hvis man ikke selv kender dem godt nok. Forfatteren foreslår den gode app Seek, som er tilknyttet Inaturalist. (Man må dog ikke tro at den kan stå alene. En app kan gætte forkert, men kan være en god ledetråd). 

Inspiration for nye sankere

Der er rigtig mange gode kilder til viden om sankning og bålmad, så hvem er det, bogen egner sig særligt til? 

Nok mest til nogle – måske unge – der endnu ikke har opdaget, at de interesserer sig for sankning, og som måske kan blive inspireret til at bruge vandreturen til andet end blot at gå. Får man faktisk blod på tanden, kan man fx gå efter at prøve de 18 arter (som er gode begynderarter: nemme at finde, kende og bruge). Men erfarne sankere vil få mere ud af andre bøger. 

Man vil hurtigt få brug for at supplere med grundigere kilder; ja faktisk allerede under selve sankningen. Eksempelvis står der IKKE den vigtige detalje, at det kun er de yderste lyse grønbrunlige dele af blæretang, man høster. Der burde også stå lidt om de giftstoffer, flere af de anbefalede arter indeholder. Og lidt om oplagte forvekslingsmuligheder. Ligesom det jo altid er godt at gå igennem forskellige opskrifter på sin egen vej til en bestemt ret. Til det formål ville en -gerne kommenteret – liste med anbefalet litteratur og hjemmesider være en god tilføjelse – gerne i stedet for den mærkeligt uprioriterede stikordsliste. 

Men det kan jo blive en sjov måde at lege sig ind i sankningens og naturens rige universer – med en overkommelig guide om 18 arter som første ledetråd.  

Vandreturens vilde urterForfatter: Susan Hemmingsen
Titel: Vandreturens vilde urter
Omfang: 100 sider
Forlag: Skriveforlaget 2023
Pris: 299,95 kr.