Vandring Plus appellerer også til gæster

Foråret er her. Naturen vågner, og vi er rigtig mange som glæder os til at komme ud og nyde de mange skønne vandretilbud i fællesskab, for vores mange turledere byder på noget for enhver smag.

Dorrit Christensen. Foto privat

Dorrit Christensen. Foto privat

Som noget nyt finder I kategorien Vandring Plus. Det er ikke helt nyt, at vi laver vandreture med en særlig tilrettelagt natur- eller kulturoplevelse. Det gjorde vi bl.a. sidste år med de Historiske Vandringer. Men nu bliver ture med et indhold, der rækker ud over selve vandringen, markeret som Vandring Plus på hjemmesiden, så de bliver nemmere at finde.

Historisk succes

Selvom de Historiske Vandringer, som fondsstøttet projekt er afsluttet, ved jeg at flere turledere stadig vil lave historiske vandringer. Det har været en stor succes og derfor dejligt, at de fortsætter. Vi har også oplevet stor tilslutning, både fra DVL-medlemmer og gæster, når vi fx går i en forfatter eller kunstners fodspor, når vi inviterer til leg i naturen for børn, eller nat i naturen med overnatning i shelters.

Apropos gæster. Det er mit håb, at vi får endnu flere gæster med i år, som efterfølgende får lyst til at være medlem af Dansk Vandrelaug. Det er jo stadig billigt at gå med. I VandreLiv kan I læse om et initiativ målrettet gæster i Silkeborg Afdeling. De er blevet tilbudt fire vandreture, så de kan opleve det særlige ved at vandre: glæden ved fysisk aktivitet i naturen i fællesskab med andre. Og billetterne blev revet væk.

Der vil komme flere initiativer, som på den ene eller anden måde inviterer ikke-medlemmer til at gå med. Det, der virkelig tæller i den sammenhæng, er, når I som DVL-medlemmer inspirerer venner og familie til at gå med.

I kan virkelig gøre en forskel, ligesom DVL kan gøre en forskel. Vi vil i endnu højere grad række ud på de sociale medier og informere bredt uden for vores egen hjemmeside og magasinet Vandreliv. Så endnu flere opdager, at der i Dansk Vandrelaug findes en guldgruppe af vandretilbud, som er lige til at plukke for dem, der har lyst til at vandre eller bare gå en tur.

Inden året er omme, har DVL gennemført mellem 2.500-3000 vandretilbud, hvis vi gør, som vi plejer. Det er helt imponerende godt gået.

Nyd fortsat foråret derude!

Mange vandrehilsner

Dorrit Christensen
DVL’s landsformand