Danmarks smukkeste vandreruter

Smukt illustreret vandreguide i to formater. En lille håndbog som let kan medbringes og bruges til opslag under vandring, og en større udgave som fx vil være et godt opslagsværk som forberedelse af ture, eller som bilkort. Guiden har 29 ruter gennem landet og er krydret med adskillige oplysninger og kort til alle ruter, samt mange praktiske informationer. 

Læsø Foto Kirsten Jensen

En tur på Læsø. Foto Kirsten Jensen

Af Suzanne Plesner Albertsen, DVL København

Danmarks smukkeste vandreruter er en velskrevet og informativ beskrivelse af 29 vandreruter gennem vores smukke land. Med livet under corona i frisk erindring er den også særdeles aktuel. Mange har benyttet det sidste halvandet år til at komme ud at gå, og mange har søgt idéer og inspiration til at opleve nye steder, og her rammer denne bogs ruter netop plet. 

At der så også trækkes associationer til ting som nyt nordisk køkken, mikrobryggerier, historiske rids samt inspiration til kulturelle oplevelser, forhøjer kun brugsværdien. Interessant er fx medtagelsen af fyrtårnenes historie og historiske højdepunkter som Egtvedpigens grav. Her er ruter der appellerer til ”dvælen ved havets brusen som et meditativt åndedræt”, for nu at citere en af bogens egne vendinger. Ture ud hvor ”vi ikke måler afstande i kilometer, men i tid”, som en naturvejleder er citeret for at forklare. 

Historien kommer med 

Bogen bevæger sig gennem det meste af landet og over små og større øer. Således er fx ruter på både Læsø, Fanø og Nyord medtaget. Mange lokale seværdigheder undervejs beskrives, såsom fortidsminder og monumenter hvor forfædre er stedt til hvile, kildespring og kirker, ligesom botanik og dyreliv på ruterne beskrives indgående. 

Desuden nævnes steder i H.C. Andersens fodspor flere gange. Men andre forfattere, samt kunstnere indenfor musik og billedkunst, sættes også ind i en historisk sammenhæng ved de forskellige interessepunkter undervejs. 

Alt illustreret gennem en række smukke fotos. Der er også noget for de yngste travere i form af bl.a. Nisseruten på Læsø, markeret med et nissepiktogram, med mulighed for at høre om nisser og trolde. 

Skal én rute fremhæves som en inspirerende og mangfoldig tur, må det være bogens anden rute som går til Lien og Fosdalen. Her bydes både på beskrivelser af turens dybe kløfter og specielle geologiske fænomener, og man bliver ført langs skrænter, gennem skov, plantage og dybe dale. 

Bogens nok mest udfordrende tur må skønnes at være turen over Hammerknuden og Hammershus på Bornholm. Igen en tur med fine beskrivelser af såvel natur, kultur og historiske steder der kan opleves undervejs. 

Danmarks smukkeste vandreruter er et must have som udgangspunkt for ture i varierende længde og sværhedsgrad, og netop ordet ’smukkeste’ skinner igennem samtlige bogens beskrivelser.

Forfatter: Gunhild Riske
Titler: Den store Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter
Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter
Omfang: 212/168 sider
Forlag: Politikens Forlag, 2021
Pris: 300/200 kr. 


Gå ombord i DVL’s boganmeldelser