Deutscher Wanderverband

I Dansk Vandrelaug vandrer vi naturligvis også uden for Danmarks grænser. Derfor har vi fokus på, hvad vi kalder Verden udenfor - denne gang Tyskland.

Deutsche Wandertag. Foto Lis Nielsen

Deutsche Wandertag. Foto Lis Nielsen

Mere end 40 millioner tyskere vandrer regelmæssigt, og det er den mest foretrukne aktivitet blandt alle tyske outdoor-aktiviteter. Det er med til at gøre det til en attraktiv vandreferiedestination.

Deutscher Wanderverbands logo logoAt vandre – som en selvstændig aktivitet – kendes i Tyskland siden midten af 1800-tallet, hvor borgere begyndte at samles i lokale foreninger og i fællesskab drog ud på organiserede vandreture.

Der opstod flere og flere lokale vandregrupper, der samledes sig i regionale foreninger, og senere blev de organiseret i store regionale organisationer – ofte med et specielt landskab som afgrænsning. Grupperne oprettede helt fra starten af deciderede vandreruter, og gør det fortsat den dag i dag.

Mange forskellige foreninger

Der findes flere forbund af vandreforeninger i Tyskland. De største er Deutscher Alpenverein (900.000 medlemmer) og Deutscher Wanderverband (600.000 medlemmer).

Deutscher Alpenverein har, som navnet antyder, sin hovedinteresse i vandring i alperne. De har i dag klubber overalt i Tyskland, da deres største aktiviteter i dag er blevet oprettelse og drift af klatrevægge.
Deutscher Wanderverband er stiftet i 1883 og havde helt fra begyndelsen sin vægt på aktiviteter i Midttyskland, hvor man finder de noget lavere bjergområder. I dag er der 58 regionale vandreorganisationer med  mere end 4.000  lokale grupper overalt i landet.

Tusindvis af turledere

Foreningernes frivillige bruger årligt syv millioner arbejdstimer på vandreaktiviteter og en million arbejdstimer til naturbeskyttelse.  De 6.300  turledere har mere end 2 millioner  deltagere med ude at gå årligt.

Den største medlemsorganisation er Schwäbische Albverein, som blev grundlagt i 1888. Den har mere end 100.000 medlemmer og tilbyder vandreture, hjemstavnsaktiviteter, naturbeskyttelse og har et rigt børne- og ungdomsarbejde.

Den ældste er Schwarzwaldverein fra 1864, som i over 150 år har arbejdet for natur, landskab, kultur og vandring. Foreningen er med sine 65.000 medlemmer Tysklands andenstørste vandreforening.

Wanderverband Norddeutschland er på størrelse med DVL med 17 lokalforeninger i Hamburg, Schleswig-Holstein, Niedersachen og Bremen. De sidste 15-20 år har man organiseret en fælles vandring med DVL i grænselandet – i dag varetaget af Sønderjyllands afdeling som her:

Deutsch-Dänisches Treffen i Ribe foran dronning Dagmar. Foto Peter Steg
Deutsch-Dänisches Treffen i Ribe foran dronning Dagmar. Foto Peter Steg

Øst og vest genforenet i Hartzen

I DDR-tiden blev vandring fortrinsvis organiseret af arbejdspladser og statslige sportsforeninger, men ved Jerntæppets fald dukkede de gamle foreninger op, og mødeprotokoller og faner så dagens lys igen.

I Hartzen var der fra gammel tid en Harzklub. Allerede få uger efter genforeningen tog de vestlige klubber initiativ til et at genoplive de gamle østlige klubber. I løbet af det første år hjalp man solidarisk hinanden til at fælles aktiviteter, og efter få år valgte man en ”ossi” til formand for den forenede Harzklub. Sådan kan frivilligt foreningsarbejde og engagement bidrage til mellemfolkelig forståelse på en flot måde.

Læs også om Den Norske Turistforening
Læs også om Den Svenske Turistforening

Træf årets højdepunkt i 2020

I 2020 finder Deutscher Wandertag sted for 120. gang. Kun afbrudt af verdenskrigene har man siden 1890’erne arrangeret et årligt træf, hvor man ikke kun udforsker vandremulighederne i den udvalgte lokalitet, men også holder årsmøder, udvalgsmøder og diskuterer fælles nye strategier.

Der kommer grupper fra hele Tyskland og deltager. For mange er det årets højdepunkt at være sammen så mange vandrere – op til 25.000 er der samlet til de mange arrangementer. Det største er optoget om søndagen gennem byen, hvor alle foreninger og grupper præsenterer deres egns egenart og hilser på hinanden. Det kan let tage 3-4 timer, før alle er kommet forbi hovedtribunen.

Sundhed og stier i topform

I dag arbejdes der i Deutscher Wanderverband blandt andet meget aktivt med sundhedsvandringer og uddannelse af sundheds-turledere, med udeskoler og introduktion til vandring for børn og unge, digitalisering af vandrestier og deres vedligehold.

Deutsche Wandertag. Foto Lis Nielsen.
Deutsche Wandertag. Foto Lis Nielsen.

Mange af de regionale organisationer har egne vandrehjem og hytter, som gør det let at planlægge længere vandreferier. Stiarbejdet er lokalt, men der er gjort et stort arbejde centralt for at hæve kvaliteten af både lange og kortere vandreruter. De kan findes på wanderbares-deutschland.de. Man har i dag også certificerede vandreregioner, hvor man kan finde så mange vandremuligheder af høj klasse, at der er til flere ugers afvekslende vandreferie.

Mange tusinde  frivillige  vedligeholder de mere  end 200.000 kilometer vandreruter.

Stort europæisk bidrag

I 1969 blev den europæiske vandreorganisation European Ramblers’ Association stiftet og havde i mange år sit sekretariat fælles med Deutscher Wanderverband. De er stadig en stor bidragsyder i det europæiske arbejde.

Den tyske kvalitetsmærkning af vandreruter blev i 2012 rygraden i den europæiske kvalitetsmærkning ”Leading Quality Trails – Best of Europe”.

Inspiration til din wander-ferie

Hvis du vil holde vandreferie i Tyskland, kan det anbefales at gå ind på wanderbares-deutschland.de. Denne hjemmeside er en guldgrube af information om vandring i Tyskland. Du finder europæiske super-kvalitetsstier, vandreregioner, forslag til vandreferier, vandrervenlige overnatningssteder og meget meget mere. Når man søger rundt på hjemmesiden er det klart, at alt er skrevet af vandrere og for vandrere.

De fleste regionale turistbureauer tilbyder vandreaktiviteter, kort og information. Nogle regionale trafikselskaber har i sommermånederne indsat vandrebusser, som i weekenden kører til og fra særlig gode og populære områder.

Tyskland har mange slags natur at byde på, og det er altid muligt at finde et nyt mål for vandreferien. Skal der peges på nogle for danskere mest attraktive områder, kan der nævnes Hartzen, Schwartzwald og Vogtland.

Når vandrere i Tyskland mødes, hilser de ofte på hinanden med et ”Frisch auf”. Sådan har det været lige siden en delegeret-forsamling i 1888 vedtog, at det fremover skulle være den officielle tyske vandrehilsen.

Af Lis Nielsen


Deutscher Wanderverbands medlemsfordele

Overnatning til reduceret pris på omkring 150 vandrerhjem
Reducerede bog- og magasinpriser
Anerkendelse af vandring som sundhedspleje i bonusprogrammer i mere end 60 sygeforsikringsselskaber


Samlet oversigt over de omtalte tyske vandre-link

Deutscher Alpenverein
Deutscher Wanderverband
wanderbares-deutschland.de
Wanderverband Norddeutschland
Schwäbische Albverein
Schwarzwaldverein 

Emner