DVL virker mod ensomhed
Langt de fleste af os kender nogen, der ofte føler sig ensom. Måske har vi endda selv oplevet at have ensomhed tæt inde på livet.
Af Steen Kobberø-Hansen
Ensomhed er ifølge Ældresagen et problem for mange i Danmark. I 2021 følte næsten 600.000 danskere sig ensomme, og heraf var 100.000 over 65 år. Det er en markant stigning i forhold til tidligere år, hvor tallene var henholdsvis 380.000 og 55.000 – også selvom en del af stigningen skyldes de særlige omstændigheder under corona-epidemien.
I sådan en situation har man ofte brug for hjælp til at bryde ensomheden. Vi har alle brug for et fællesskab på en eller anden måde. Efter markante skift i livet, f.eks. hvis en ægtefælle dør, hvis børnene flytter hjemmefra eller man er gået på pension, har man især brug for et fællesskab. Og her kan DVL hjælpe.
Med over 2.500 vandreture samt omkring 65.000 deltagere om året over hele landet, har DVL fortræffeligt fællesskab, hvor vi mødes på tværs af aldre og stand. Og vi har ofte en tur på et tidspunkt og et sted, der passer dig.
Min egen oplevelse er, at jeg i lange perioder har brugt vandrefællesskabet i DVL til at mødes med andre ligestillede. Og det har været ganske givende. Snakken har altid gået lystigt og ofte med smil på læben.
Jeg plejer altid at sige, at man kan høre vandrelauget på flere hundrede meters afstand, fordi vi har travlt med at snakke. Og det er netop det gode tegn på fællesskabet.
Man kan sagtens gå en tur alene. Men netop fællesskabet giver noget mere end ”bare” en vandretur. Vi får lige vendt situationen, vi får lige hørt om nogle nye ting, man ikke havde hørt før. Og vi kommer berigede hjem efter sådan en tur. Og så kommer man glad hjem. DVL’s vandreture gør simpelthen en glad i låget.
Jeg er en af dem, der kan bekræfte: ”Fællesskab virker mod ensomhed”.
Læs i øvrigt meget mere om DVL’s fremragende fællesskab på dvl.dk/fællesskab.