Når stavgang bliver en provokation
Vandrehistorier er anekdoter fra DVL's turledere og medlemmers arkiver. Her laver turleder Susse Kristiansen forsøg med stavgang, mens kronvildtet bliver vildere og vildere.
Temature er jo ikke noget nyt. I DVL har vi strikketure, meditationsvandringer, ture med indlagte cafebesøg og alt muligt. Så jeg havde lagt hovedet i blød for at finde på noget, der ikke var set før – eller i hvert fald for nylig. Efter et par dages grublen, fandt jeg frem til, at stavgang ikke var noget jeg havde bemærket i vores afdeling før. Det skulle prøves – hvor svært kunne det være.
Det krævede selvsagt et par vandrestave. Min kærestes nabo havde et par jeg kunne købe billigt. Hun havde været ovenud tilfreds med dem. De havde hjulpet hende med at få en lettere gang på jord, påstod hun. Det lød jo udmærket, så jeg erhvervede mig dem formedelst en hundredelap.
Jeg inviterede min bedre halvdel til at prøve dem. Det gad han ikke. Han havde ikke fidus til den slags. Jeg citerede hans nabo for at have sagt, at hun følte at hun gik mere fjedrende med dem. Jeg ignorerede hans kommentar om, at hun nok bare var begyndt at gå med spiral, greb vandrestavene og gik ned og tog toget ud i Dyrehaven for at teste dem og finde en god rute.
Gode råd og kronhjortehanner
Knap havde jeg passeret Den røde Port, før jeg blev passet op af et hold damer.
– Du gør det forkert, råbte de. De gav mig et par gode råd med på vejen. Slip med tommelfingrene. Sænk skuldrene. Ret op i kroppen. Gå pasgang som en kamel. Fokusér. Ikke hamre med stavene. Se ret frem. Mærk dine lår! Sæt af med storetåen.
Jeg gjorde mit bedste, og det kom faktisk lidt efter lidt, selv om jeg mere lignede en stavgynger end en stavgænger. I begejstring brød jeg ud i sang. – Den glade vandrer kaldes jeg, for sorgløs er min færd … Det skulle jeg ikke have gjort. Det fik en flok kronhjortehunner til at fare forskrækkede op. Jeg havde ikke set dem, selv om de var betagende tæt på. De var ca. 15 meter fra mig og havde stået skjult af træerne. De hoppede fjedrende af sted helt uden vandrestave og stoppede så, vendte sig og kiggede skadefro på mig. Sådan opfattede jeg det i hvert fald.
Find en vandretur i dit nærområde ved at zoome ind på Danmarkskortet her.
Med hjertet i halsen
Så opdagede jeg til min gru, at jeg ikke havde tid til at beundre dyrene. På min højre side, vel en 40 meter væk, så jeg 6-7 kronhjortehanner med modbydeligt store gevirer. De løb og sprang imod mig, truslen, som de skulle beskytte deres hunner mod. Jeg vidste, hvis jeg stak i løb, risikerede jeg at tricke dem. Det kunne blive fatalt. Det ville også se dumt ud at galoppere rundt som en fjedrende kamel med vandrestave susende rundt som møllehjul med ret ryg og sænkede skuldre og lår og tommeltæer.
Jeg vendte mig i stedet roligt om og gik derfra i langsomt tempo og med hjertet hamrende oppe i halsen. Jeg huskede af en eller anden grund på Lots hustru, der vendte sig og blev til en saltstøtte. Det var godt nok ikke Sodoma og Gomorra, jeg havde bag mig, men det var slemt nok. Til sidst blev det uudholdeligt. Jeg sneg mig til at kigge over skulderen. Der stod de. 7 kronhjorte skulder ved skulder og iagttog mig, mens jeg luskede af det ydmygeste jeg havde lært med koldsved i spandevis ned ad ryggen. Falderi.
God bedring
Vel hjemme på Frederiksberg løb jeg ind i den lokale pizzabager. Han stod og svingede dej bag disken. Han råbte, god bedring gennem den åbne dør. Jeg må have set desorienteret ud. Han nikkede mod mine vandrestave. Så gik det op for mig, at han troede, jeg gik med krykker. Jeg lod ham blive i troen. Jeg orkede ikke at rede den tråd ud nu. Jeg ville hjem. Dagen efter undrede pizzabageren sig over, at jeg havde smidt krykkerne så hurtigt. – Ja, sagde jeg. – Miraklernes tid er ikke forbi. Faldera – Ha Ha.
Af Susse Kristiansen
Læs også Tøm tasken, turleder – om GPS
Læs også En turleders skam
Vil du også dele en af dine gode DVL-vandrehistorier? Så send den til dam@dvl.dk.