Pludselig ringede telefonen …

For Dorrit er Dansk Vandrelaug blevet mere end et vandrefællesskab. Hun er aktiv medarrangør på en række turkoncepter, og sidste år koordinerede hun Sommer i Vores Natur, hvor hun udnyttede sine erfaringer fra sit arbejdsliv som projektleder.

På tur ca. 10 km sydvest for Skagen på Vesterhavssiden. Foto Dorrit Christensen

På tur ca. 10 km sydvest for Skagen på Vesterhavssiden. Foto Dorrit Christensen

Af Kristine Buske

Da formanden for DVL København ringede til Dorrit Christensen og spurgte, om hun havde lyst til at være leder for Vores Natur – et landsdækkende projekt med fokus på at opleve den danske natur – var hun ikke i tvivl. Hun har mange års erfaring med ledelse af kommunale udviklingsprojekter. 24 timer efter var hun i gang.

– Det var dejligt med en meningsfuld og udfordrende opgave, der satte fokus på 16 naturperler rundt i Danmark – eksempelvis nationalparker, naturparker og geoparker – og på at få folk ud i naturen. Det var jeg glad for at kunne bidrage til, siger Dorrit.

Intensivt samarbejde

Vores Natur er et stort anlagt projekt, hvor Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Danmarks Radio og naturhistoriske museer er partnere. Her fik Dansk Vandrelaug ansvaret for Naturstafetten, et af de 5 fyrtårne. Det blev startskuddet for et intensivt samarbejde med de 16 naturperler om at igangsætte et hav af aktiviteter. Det hele var timet og tilrettelagt. Men så kom corona, og mange måneders hårdt arbejde og engagement var nu truet.

Først måtte man kun forsamles 100 mennesker, så 50 og så 10. Retningslinjer, der gjorde det umuligt at afholde større arrangementer.

Heldigvis fandt koordinationsgruppen en løsning – Naturstafetten blev ændret til Sommer i Vores natur – som skulle lokke danskerne ud at gå og udforske landet på egen hånd i sommerferien, nu hvor vi alligevel ikke kunne rejse til udlandet.

– Koordineringsgruppen bestod af en repræsentant for Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Dansk Vandrelaug og mig som projektleder. Nu skulle det hele jo foregå over Skype. Det lagde måske en dæmper på den dynamik, som opstår i idéudviklingen, når man sidder og kan se hinanden i øjnene. Men vi havde en rigtig god gruppe, der arbejdede godt sammen, siger Dorrit.

Vil du være frivillig i Dansk Vandrelaug?

Udgjorde limen for projektet

Som projektleder fulgte der da også mange opgaver med. Dorrit skulle koordinere alle møder og hele arbejdet omkring Sommer i Vores natur.

Hun var kontaktperson og programleder i samarbejde med de 16 lokale naturperler og den øvrige projektledelse af Vores Natur og skulle sikre, at budget og retningslinjer blev overholdt. Med andre ord var hun sammen med koordinationsgruppen limen, der skulle binde det hele sammen og forene kommuner, naturperler og frivillige organisationer.

– Der er altid mange forventninger og holdninger i forløbet af sådan et projekt, hvor mange organisationer er i spil. Det er vanskeligt at tilgodese alle. Men vi forsøgte at løse det ved at være tydelige omkring vores forventninger til hinanden, og jeg kan mærke, at rigtig mange er glade for det samarbejde, vi har haft, og det resultat, der kom ud af projektet, siger Dorrit og tilføjer:

– Det var sjovt. Jeg nyder at møde mennesker, der brænder for det, de laver. Det er utrolig inspirerende.

Vandring ind i hverdagen

Da Dorrit for små ti år siden blev medlem af DVL, havde hun ikke forestillet sig, at det skulle føre til en spændende opgave som projektleder. Hun havde netop droslet ned fra en fuldtidsstilling til eget firma på halv tid. Det gav mere tid til at vandre, og da hun efter invitation fra en ven havde været med på nogle af lørdagsturene, faldt det naturligt at melde sig ind i foreningen.

– Jeg har det altid dejligt, når jeg vandrer. Især i naturen. Jeg har vandret lange ture i både Spanien og Afrika, men jeg har også vandret Danmark tyndt blandt andet på Gendarmstien og Hærvejen.

– Nu ville jeg ikke længere kun vandre de lange ture, men gøre det til en del af min hverdag. Det blev der god mulighed for med vandrelaugets rige udvalg af ture, siger Dorrit.

Hun mener, at foreningen giver hende noget, som hun ikke kan få på egen hånd.

– Det er både fleksibelt og nemt at hoppe med på en tur. Turlederne engagerer sig og har nøje planlagt det hele, så du altid oplever noget nyt og interessant, du måske ikke ville opdage selv. Du får meget foræret, og turlederne er gode til at dele ud af viden om historien, byen og naturen undervejs, fortæller Dorrit.

Mangfoldighed

Dorrit er glad for at være en del af fællesskabet. Det nyder hun både godt af som medvandrer og som turleder i Københavns Afdeling. Hun sætter pris på det høje humør og det at have nogle af dele den gode vandreoplevelse med.

Netop det er også omdrejningspunktet for de københavnske Gå dig glad-ture, som hun er medarrangør på. Turene er inspirerede af det australske ABC-koncept. Act – der handler om at gøre noget aktivt. Belong – der handler om at gøre det sammen. Og Commit – der betyder, at turene skal være meningsfulde.

– Det er fællesskabet, der er i fokus, og det kan jeg godt lide. Vi finder på mange gode aktiviteter at kombinere vandreturene med. Turene varer typisk et par timer og strækker sig over 6-7 kilometer. Jeg kan også godt lide at være med på de lange 20 kilometers ture, men gå dig glad-turene tilbyder noget andet til vores medlemmer. Her ser jeg det som DVL’s styrke, at der er tilbud for alle, fortæller Dorrit.

Find vej til Københavns Afdelings næste Gå dig glad-ture

Inspirerende forening

Hun er også med til at arrangere introture for nye medlemmer. Turene har været på standby under coronakrisen, men er klar til at blive genstartet, når samfundet lukker mere op igen. Og så er hun p.t. med til at udvikle et nyt koncept med sanketure, hvor der er lagt op til at gå på opdagelse i naturen og samle hyben, ramsløg og andre spiselige planter.

Dorrit Christensen
Dorrit Christensen ser muligheder.

– Jeg har det godt med at kigge på de muligheder, der opstår undervejs, når jeg går ind i noget, og måske være med til at udvikle noget nyt. Her byder DVL på mange muligheder, og foreningen er altid åben for nye ideer.

I dag er Dorrit pensioneret og bruger en stor del af sin tid i Dansk Vandrelaug. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun mener, man skal melde sig ind i foreningen.

– Det er selvfølgelig lysten til at vandre, der skal drive værket, men i foreningen bliver du inspireret til at gå mere, længere og oftere, uden at du er tvunget til noget. Mulighederne ligger åbne for dig, klar til at du kan plukke det, der giver mening for dig. Det er jo en gave, du bare kan pakke op.