Skal DVL overleve? Så skal vi have nyt blod

Flere yngre medlemmer skal ind i Dansk Vandrelaug, og Britta og Martin Kaiser har en plan for at appellere til eventyrlystne unge. Deres Walk’n Snork-ture tilbyder en kombination af vandreture, mad over bål og overnatning i det fri. 

Britta og Martin Kaiser i fjeldet. Foto privat

Britta og Martin Kaiser i fjeldet. Foto privat

Tekst Cathrine Eriksen Fris 

– Selv de yngste turledere er omkring 70 år (se faktaboks nederst, red.), og der er et stort behov for nyt blod, hvis foreningen skal overleve. De, der er her nu, bliver for gamle, og der kommer ikke nye til. 

Vampyranalogien lyder som noget fra en grusom drøm, men for Martin Kaiser er det en alvorlig udfordring: Gennemsnitsalderen for medlemmerne i Dansk Vandrelaug er 69 år, og de sidste 3 år er den steget med 4 år. 

– Hvis ikke der kommer nye medlemmer til at tage over, risikerer foreningen at dø ud. 

Lidt mere end en gåtur 

Martin bor med sin hustru Britta i Gesten nær Kolding, og begge har fejret 50-års fødselsdag. Når ægteparret er på vandreture med lokalafdelingen i Kolding, er de ofte omgivet af ældre medlemmer. 

– Vi er på tur med ’krigsbørnene’. Altså, det kalder jeg dem, der er i en alder af 75-80 år. 

I DVL-regi har Martin og Britta arrangeret vandreture de sidste 6 år, og i år inviterer de på en række ture med bålmad og overnatning i shelter, hvor fokus har været på den gode historie og naturoplevelse. De kalder konceptet Walk’n Snork – en vandregruppe, der kombinerer eventyr med læringsoplevelser. 

– Vi elsker at kombinere alt det, vi synes er sjovt med naturoplevelser. På sociale medier trender nattevandring, så derfor tager vi udgangspunkt i, hvad man kan formidle sammen med noget natteroderi – det kan være lige fra nattens lyde til stjerneskudsvrimmel. 

Turene fører deltagerne gennem spændende temaer og naturområder med fortællinger og natteture, som appellerer til både unge og gamle. Ideen er, at du skal have noget med hjem, du ikke nødvendigvis vidste i forvejen.

Fra provokation til motivation 

I en årrække har ægteparret snakket om, hvordan man kunne tiltrække nye og yngre medlemmer i DVL. Interessen startede med en provokation til en generalforsamling i DVL for 3-4 år siden, hvor snakken faldt på en kampagne for ældre – eller i det mindste var det sådan, det føltes. 

– Man havde bestemt, at kampagnen skulle køre på DK4, fordi målgruppen var 50+. Men jeg så ikke DK4 – og det gør jeg heller ikke i dag, selvom jeg er fyldt 50 år. Jeg blev provokeret af, at jeg åbenbart ikke var en del af målgruppen, selvom jeg var medlem. Jeg følte mig forbigået, og det gør det svært at finde en plads i fællesskabet. 

I stedet for at lade sig slå ud valgte Martin og Britta at tage sagen i egen hånd og skabe Walk’n Snork. Det har været vigtigt for dem at lave et koncept, hvor de gør noget nyt og samtidig bevarer grundelementerne i DVL i en ramme, hvor alle kan være med. Derfor var den første sæson i sommerhalvåret, hvor temperaturerne typisk er pænt i plus, og der kun er små krav til udstyr. 

– Vi håber, det kan give nye medlemmer mod på et liv med DVL, siger Martin og tilføjer: 

– Hvis der sidder en og læser det her og tænker ’jeg har da ikke noget udstyr’, så er egen dyne og en fold-ud-madras fra Netto rigeligt. 

Konceptet har indtil videre været en succes, ikke kun blandt yngre deltagere, men også blandt børn. Martin fortæller om den første tur – 17 kilometer i bagende hede på Randbøl Hede: 

– Det var et arrangement, børnene kunne se sig selv i, og de syntes, det var sjovt at hugge med økse og snitte med kniv, lave bål og skære grøntsager. Gennemsnitsalderen var presset ned til omkring 55 år, så det kan altså godt lade sig gøre. 

Hvis Walk’n Snork fortsætter med at være populært, vil ægteparret gerne udvide konceptet til flere egne i landet, så man kan tiltrække og fastholde medlemmer i alle aldre ved at tilbyde oplevelser i form af begivenhedsrige vandreture, hvor deltageren bliver klogere undervejs. 


4 nedslag fra Martin

Hvordan kan DVL tiltrække yngre medlemmer? 

Bedre markedsføring 

Måske skal nuværende medlemmer ikke nødvendigvis være den primære målgruppe for markedsføringen. Vi skal derimod rette vores markedsføring mod en yngre aldersgruppe og annoncere på lokale medier og eventuelt også sociale medier. 

Åbne for flere prøveture 

Vi bør åbne for flere måder at deltage på. Som det er nu, kan man deltage i tre prøveture uden at være medlem. Jeg synes, vi skal droppe begrænsningen. Hvis man fx betaler 50 kroner pr. tur, skal man have lov til at være med på så mange gange, som man har lyst til. DVL skal være fleksibel over for nye potentielle medlemmer, så vi er bedre stillet i konkurrencen med andre vandregrupper. 

Fleksibel betaling 

Vi bør følge med tiden og have flere betalingsmuligheder til rådighed for deltagerne, såsom en webshop med bookingsystem og betaling eller et MobilePay-nummer til hver lokalafdeling. Det vil gøre det nemmere for potentielle deltagere at tilmelde sig turene, og man undgår besværet med kontantbetaling til turlederen. 

Specifikke turbeskrivelser 

Turbeskrivelserne skal være knivskarpe, så hver tur tiltrækker de rigtige deltagere. Er det en rollatortur gennem Esbjerg, eller er det en tur i marsken, hvor vi oplever noget og ikke venter på de langsomme? Og hvis vi vil tiltrække yngre medlemmer, skal vi tilbyde ture uden for almindelige arbejdstider, så vi ikke kobler dem med arbejde fuldstændigt af. 


Hvad er Walk’n Snork? 

Walk’n Snork er ture, hvor vi bruger og nyder naturen både dag og nat. Hver tur har sit eget tema, som vi har en klog formidler med til at fortælle om. Fælles er vandring, oplevelser, natur, kultur, historier og hyggeligt samvær omkring bålet. Vi sover i shelter eller telt, og alle ture er planlagt, så man ikke skal slæbe sine ting alt for langt hen til shelteret. 


Fakta om turlederne i DVL Kolding 

  • 35 turledere i alt
  • 12 er under 70 år

Emner