Skovforarmning og skovrejsning
En historie om de danske skoves forfald og genrejsning
Tekst: Et kort resume af artiklen “Skovene og skovrejsningen” af Jens Bjerregaard Christensen. Oprindelig trykt i Flora og Fauna, 2001, hæfte 4. Resume ved Kirsten Larsen.
Historisk tilbageblik
Danmark ligger i det tempererede løvskovsbælte, og landet ville uden den kulturskabte indflydelse være dækket med træer og buske, men siden oldtiden har skovene været trængt tilbage. Når vi når frem til middelalderen accelerer den menneskeskabte indflydelse, og det danske landskab er en mosaik af forskellige små biotoper med agerarealer, overdrev, skove, enge osv.
Skovene blev trængt mere tilbage i tiden efter reformationen, og det var der en række grunde til: Stigende velstand førte til forøget byggeaktivitet, brugen af brændsel til mad, drikke og opvarmning steg voldsomt, og brugen af træ i forbindelse med forskellige ’industrielle’ produktioner voksede, fx tjærebrænding og glasfremstilling. Men den væsentligste grund til skovenes tilbagegang var dog græsningen og oldendrift. Kreaturer og hjortevildt fandtes i stort tal i skovene og spiste naturligvis såvel græs som skovopvækst, og mange steder blev skovene omdannet til overdrevsagtige græsningsarealer med spredt trævækst. Holberg skriver: ”thi en ko eller en stud kan udi en halv time fortære det, som kan blive til nogle tusinde læs”.
Skovforordningerne
Så blev der fra statens side sat ind for at afværge skovforarmningen. Umiddelbart efter svenskekrigene iværksatte Christian 5. i 1670 den første samlede skovforordning. Der blev igen strammet op flere gange, men stadig gik det tilbage for skovene.
Von Langen
For de kongelige skove blev den tyske forstmand Johan Georg von Langen i 1763 indkaldt og i de følgende år blev en ihærdig indsats gjort af ham og kgl. jægermester Gram med de Gram-Langenske forstforordninger med henblik på at få ordnede forhold i de kongelige skove. Vigtigst var det vel, at der med von Langens indtog blev grundlagt en professionel forstlig tradition i Danmark, herunder bragte han nye træarter med til landet.
Krongods og landboreformer
I 1760’erne blev det meste krongods sat til salg. Også landboreformerne fremmede skovforværringen. Først med Fredskovsforordningen af 1805 blev udskiftning og separation obligatorisk for landets skove. Med denne forordning mistede bønderne retten til græsning og gærdsel, og herremanden blev anerkendt som den egentlige jordejer. På de til bønderne som kompensation udlagte græsnings- og gærdselslodder, blev træerne til gengæld hurtigt fældet og jorden i stedet inddraget til landbrugsdrift. Fra ca. 1770 til begyndelsen af 1800-tallet faldt skovarealet fra ca. 250.000 ha til 150.000 ha eller fra ca. 7 % til 4 %. Hermed ændredes landskabet radikalt. De bugtede skovgrænser erstattedes af skovbryn, stengærder og jordvolde i rette linjer. De fleste solitærtræer og trægrupper på markerne forsvandt, og samtidig blev gårdene ofte udflyttet fra landsbyerne.
Skovrejsning i 1800-tallet
Omkring 1760 havde en række ’kolonister’ slået sig ned på Alheden, de såkaldte ”kartoffeltyskere”, og de havde anmodet om træfrø. Her startede den første store skovrejsningsperiode, der skulle udnytte de store marginaljordsarealer, hovedsagelig hede i Jylland. Men også på øerne startede der en række tilplantninger. Med sandflugtsforordningen af 1792 korn der skub i tilplantningerne på de sandflugtsdæmpede arealer.
Tilplantningen af hovedsagelig hedearealer fortsatte op gennem hele 1800-tallet, men især fra omkring 1850 korn der fart i skovrejsningen. I 1866 skabte Hedeselskabet med brug af ”Hvad udad tabes; det må indad vindes” en folkebevægelse, der efter tabet af Slesvig og Holsten gjorde det patriotisk at plante skov. Med Hedeselskabet som entreprenør/konsulent blev der rejst en lang række plantager. Der blev også etableret plantningsselskaber, hvor en stor del af finansieringen kom fra københavnske finansfolk, de såkaldte ”københavnerplantager”. Langt de fleste plantager blev rejst med statstilskud, og blev derfor pålagt fredskovspligt. Skovarealet steg således i Jylland (nord for Kongeåen) fra ca. 80.000 ha i 1881 til ca. 240.000 ha i 1965, svarende til ca. 2.000 ha/år.
1900-tallet – fortsat ønske om skovrejsning
I 1980’erne blev der iværksat en række udredninger som i 1989 førte til Skovloven, Naturforvaltningsloven, Forbedringsloven og Regionplanloven. I 1994 og 1999 kom der igen redegørelser som fastholder målsætningen om skovrejsningen.
2000 og fremover
I dag er skovrejsning stadig på dagsordenen – nu også med klimaet og biodiversiteten som fokus. Det kan både handle om mere urørt skov og om bæredygtig træproduktion. Mere skov er under alle omstændigheder til gavn – også for vandrere! 
Fredskovspligt
Fredskovspligt betyder at hvor der er skov, skal der altid være skov.
De oprindelige fredskove fra 1805 er i dag udvidet med langt flere skove med fredskovspligt. Så i dag er ca. 10 % af Danmarks areal, svarende til 85 % af skovarealet, fredskov.