Sølvruten i Spanien

Dette er fortællingen om to medlemmers lange vandretur på en pilgrimsrute. Med 40 vandredage og 1000 km fra Sevilla på Via de la Plata og Via de Sanabria til Santiago de Compostela og Finisterre får du meget ekstra med hjem i rygsækken.

Ingelise Kvorning har selskab på Sølvruten. Foto Hans Henrik Kleinert.

Ingelise Kvorning har selskab på Sølvruten. Foto Hans Henrik Kleinert.

Caminoen er vejen. Til Santiago, til et andet sted. Konkret er Sølvruten stier, spor, asfalterede eller grusveje, mudder, sten, stigninger, historier. Vores vej var indledningsvis varm, gennem by, industri, og ud i det åbne med en 7 km lang lige grusvej mod Guillena. Duften af appelsinblomster blandet med skrællet appelsin.

Nogle steder er vejen let gået med blødt græs og fin sti. Så går det så let, at man (ind imellem) helt glemmer, at man er på farten, og ikke får set sig for, hvis der ligger en sten eller en gren. Så bliver reflekserne prøvet af. Hvis de ikke er hurtige nok, gør tyngdekraften sin virkning. Endnu en gang har vi fået en påmindelse om, at det kræver opmærksomhed at færdes, også når tempoet er beskedent.

Vejen var bestrøet med ’forfærdelige bjerge’. På vores vej mod Almaden de la Plata kom en cykelpilgrim kørende den modsatte vej. Hun fortalte at vejen var smuk, indtil man møder ”the horrible mountain” – en stejl stigning, som det tog os 12 minutter at overkomme. På vejen står en mindesten for en pilgrim, som omkom på vej op. Så på den måde, er det jo et ”horrible mountain”.

Klik på alle Hans Henrik Kleinerts billeder fra turen på Sølvruten og se dem i fuld størrelse:

Vådt vejr

Vejret og vejen hænger uløseligt sammen. Den dejlige græsbeklædte sti ændrer sig radikalt, når det begynder at tordne, og regnen står ned i stænger. Pludselig er stien mudret, fuld af vand og huller, som du kan synke ned i og få en våd sok.

Undervejs til Xunqueira de Ambia fra Laza regnede det, og vinden var os imod. Vi stred os op ad bjerget mod Bar Rincon de Peregrinos, berømt for sine muslingeskaller – her fik vi varmen. Vi gik videre ad asfaltvejen, for caminoen var ufremkommelig.

Det klarede lidt op mellem bygerne og det var i sol, da vi nåede ned i en dal og pludselig stod overfor en oversvømmet vej. Vi gik i vejkanten, og det gik udmærket, til HH jokkede igennem en uholdbar tue og fik en våd sok. Videre gik det, indtil vi stod over for en endnu større oversvømmelse. Vi tog støvlerne af og sandalerne på og gik igennem.

Mudder og vejrtjenester

På et tidspunkt gik HH ud på pløjemarken, med den var ligeså våd og han sank i til over anklen. Mudder mellem tæerne! Da han så ville tilbage til vejen opdagede han, at grøften var både bred og dyb, og han måtte gå over på nogle grene som lå der. Over kom han uden problemer, og vi kunne holde bananpause til den næste byge meldte sin ankomst.

Et andet sted, på vej op i Padernelo-passet på grænsen til Galicien fra Castille y Leon, fik vi snevejr, og vejen forsvandt i fygning. Vi gik op imod fygningen og var ret kolde, da vi kom til baren i passet. Det spanske snerydningsvæsen fungerede upåklageligt – vi så rigtig mange sneplove, så det var ingen sag at gå på vejen!

I starten i Andalusien, ud af Sevilla, nærmede temperaturen sig 30 gr, og vi fik småforbrændinger i den dejlige forårssol. Vi gik i det skønneste vejr med klar himmel og kunne se langt. Vi lærte at tildække os og smøre os med solfaktor.

De forskellige vejrtjenester som DMI, norske YR, den franske Meteo og tyske Wetterdienst blev flittigt brugt af de forskellige nationaliteter vi mødte; så kunne vi jo altid håbe på den bedste!! Men når vi så kom ud i vejret, så passede det jo ikke altid med forudsigelserne! Man må bare tilpasse sig vejr og vind – forandringsparathed og godt humør er en vigtig egenskab!

Pilgrimme vi mødte på turen

Der var en del tyskere. Uwe, som bor på et bjerg ved Nürnberg, eksperimenterer med energi. Han er selvforsynende med energi fra et hjemmelavet solpanel. Han kører på brugt pommes frites-olie i sin gamle dieseldrevne Mercedes. Det går fint, men når han kører forbi, lugter det af grillbar. Meget opfindsom type. Han går 40 km dagligt i et par kondisko og har kæmpevabler på hælene og nægter at tage offentlig transport uanset vejret!

Frank er politimand, den første af slagsen, som vi har mødt på vore vandringer. En kraftig herre, der arbejder med retsmedicin, computerspor og den slags. Han sidder med andre ord bag en skærm. Han var initiativtager til en fælles køretur fra Mumbuey til Puebla de Sanabria den første af de dage med elendigt vejr, hvor det sneede og blæste.

Jack og Lillian var et fransk ægtepar med tråde til Burkino Fasso. De var kunstinteresserede og havde taget en burkinsk kunstner under deres vinger.

Trygge brasilianske kvinder

Der var en skør spanier, som vi stødte på i Tabare, han snakkede i søvne og hoppede rundt mellem og under sengene om natten. Han startede dagen med en god slurk rødvin, observerede Ingelise.

Så var der Jean, en franskmand som havde gået Camino Levante fra Valencia, og vi var de første pilgrimme han mødte i 5 uger kort efter Zamora.

Så langt som fra Brasilien kommer der pilgrimme, som vandrer! Vi mødte Vera Lucia, som kunne lidt engelsk, og 2 veninder – de sagde, at det var trygt, som kvinder at vandre i Europa. Vera Lucia havde vandret flere gange i Spanien.

DVL tilbyder også ferierejser – se udbuddet her

I Cea mødte vi en schweizisk sygeplejerske, som studerede eksistentiel coaching om aftenen på herberget – sådan kan man også udnytte tiden på en pilgrimstur, men måske er det netop den ro, man opnår under sådan en tur, der gør det let at tilegne sig ny viden?

Vi mødte ingen danskere, før til allersidst på vej til Finisterra. Det var et par fra Lille Skensved, som vi fulgtes med et stykke vej, og som var meget søde.

Opdager nye sider af os selv

Selvom det at gå en camino i det ydre er en fuldstændig fysisk foreteelse, hvor man ved at sætte det ene ben foran det andet et vist antal gange, når fra et sted til et andet, så er det i høj grad også en psykologisk happening.

Der er en god chance for at lære nye sider af sig selv at kende, under nye omstændigheder og uden for den vanlige comfort zone. For ved du egentlig, hvordan du reagerer på træthed, udmattelse, smerter, kulde, søvnmangel – for nu at nævne nogle af de udfordringer, du kan komme ud for som pilgrim.

Med stemmegafler og pilgeröl skal ondt fordrives

Hans Henrik oplevede, at den hælspore, som han ikke havde mærket meget til de sidste par år, pludselig efter en lang dagsmarch igen stak sin spidse syl i den venstre fod. Det var selvfølgelig i sig selv ikke rart, men det var også ledsaget af en frygt for, at resten af turen ville blive et helvede, eller måtte opgives.

Vi tog nogle dage med korte etaper. Så kom vi til Aljuescen, hvor indehaveren af herberget Casa de Peregrinos er en tysk kvinde med stemmegafler og en vis sans for substansers farmakologi. Bl.a. rosmarin, som sammen med arnika er en hovedingrediens i den ”pilgeröl”, som hun fremstiller. Da hun hørte om fodtrængslerne tilbød hun straks at lave noget healing, som han uden tøven sagde, ja tak til.

Først fik han et fodbad med natron, magnesium og rosmarin. Så smurte hun fødderne ind i pilgeröl og masserede dem lidt. Det var skønt, selvom det gjorde av. Så kom højdepunkter: fra et velourklæde fremdrog hun et par store stemmegafler, som hun slog an og plantede på fodsålen i overensstemmelse med meridianerne i kinesisk medicin.

Gaflerne var afstemt efter jordens vibration. De vibrerede ind i foden og forplantede sig op i læggen, det føltes sjovt. Den næste dag gik han bemærkelsesværdigt meget bedre. Han havde købt en flaske pilgeröl, som han tog med og derefter (næsten) hver dag smurte sig med.

Vi tror mere på Voltaren og Ibuprofen, men må medgive, at behandlingen havde en virkning. En del af det tilskriver vi, at han bare tog imod, ikke satte spørgsmålstegn ved metoden eller oversygeplejersken, og at der var megen omsorg i hendes måde at behandle ham på. En anden del tilskriver vi, at det måske er virksomt på en for os uforståelig måde.

Vandringens vægt

For os er det psykiske også i spil, når det gælder opmærksomhed. At have opmærksomheden på at gå er meditativt. Opmærksomhed på skridt, fornemmelse, rytme, rotation, fodens afvikling, vejrtrækning er meditativt. Ind imellem afbrydes opmærksomheden af tanker, ideer, indfald, som har en anden kvalitet end ellers; det er som om de dukker op af ingenting på en sær måde, som ikke lader sig beskrive, men som vi har hørt andre genkende.

Det er også her passende at citere en af de berømte filosoffer: De tanker, der ikke er opstået under vandring, er ikke værd at beskæftige sig med – Nietzche (efter hukommelsen).

Vi oplever at roen, langsomheden ved at gå, sammenlignet med fx at køre bil, får os ned i gear, til at slappe af dybt inde.

En camino har et endemål. Men det er vejen derhen, der tæller. Det er der oplevelserne ligger, erfaring kan opsamles, nuet er til stede i bevidstheden. Når vi når frem, er der tilfredshed, eufori, og måske et strejf af vemod over, at det nu er slut. Pilgrimmene vender altid hjem igen og spørgsmålene om, hvordan man bedst kan implementere enkeltheden, roen, langsomheden i dagligdagen melder sig!

Kan man undgå at blive ’suget’ ind i de mange aktiviteter og krav som tilværelsen forventer af os alle? Det gives der ikke et entydigt svar på – det er op til den enkelte, men der er nok ingen tvivl om, at alle bringer noget med hjem fra en lang pilgrimsvandring.

Hjemmene

Vi overnattede primært på alberger, herberger, sjældnere på hostels og et par gange på hotel. Ret hurtigt efter start begyndte vi at kalde albergerne for hjemmene, og senere blev det til plejehjemmene. ”Nå skal vi gå tilbage til plejehjemmet”, spurgte vi hinanden, når vi skulle hjem fra byen. Eller ”mon plejehjemmet i Aljuecen er dejligt og med en sød hospitalero?”

Og netop i Aljuecen, hvor damen med stemmegaflerne regerede, var det tydeligvis et plejehjem. Hun plejede os. Gik med os på restauranten, sørgede for at vi fik en burger (som desværre ikke var særlig lækker), og var på alle måder betænksom og omsorgsfuld.

Ellers var det nærmest en følelse af at have et holdepunkt. Mange steder var det eneste vi så til hospitalero’en, når han/hun kom kl. 18 og krævede betaling.

Det sidste sted vi boede, var Hospidajero Lapoz i Finisterra. Der lød det efter 40 km og en vinøs aften i byen: Skal vi hjem til hospitalet?

Vært var ulv i fåreklæder

Vi skal desværre ikke glemme, at verden indimellem er et grumt sted, og der findes også kriminelle blandt hospitaleros – hjemmehjælperne. I Castro Dozon efterlod vi om aftenen vores morgenmad og frokost i køleskabet. Køkkenet var i en campingvogn ved siden af selve ”plejehjemmet”.

Næste dag, da vi skulle afsted (i regnvejr), var køkkenet aflåst og hospitalero’en ikke til at få fat i. Så vores dejlige skinke og ost fik vi ikke med. Stor panik på morgenstunden – heldigvis fik vi nogle kager, som andre pilgrimme havde hentet hos en nærliggende bager, så det var den morgenmad. Hospitaleroen var (som så mange andre kriminelle) i øvrigt sød, og vi ville ikke have troet, at der bag det tiltalende ydre og de gode manerer gemte sig en tyvagtig karakter.

Men dette (som det skal understreges, er skrevet i gemytlighed), skal ikke afholde os fra at give en samlet anmeldelse af herbergerne: de er alle en oplevelse af de store.

Der findes også på denne rute nogle få lousy ones, hvor badet er lidt ramponeret og sengene umagelige, men det er ikke desto mindre hyggeligt at være der. Og så er der sket en eksplosion i byggeri af nye herberger, tegnet af mere eller mindre fantasifulde arkitekter, og de udmærker sig ved både gode sanitære forhold, køkkenfaciliteter og fine madrasser og hygiejne. Fx får alle som en del af overnatningsprisen udleveret lagen og hovedpudebetræk i en god engangskvalitet.

Et frivilligt dilemma

En helt speciel oplevelse i Castille y Leon var Fuentrorobbles de Salvatieres, hvor vi interneredes på det ret fantastiske albergue med plads til 70 personer. Her bor folk i længere tid og fx maler, skriver eller gør sig nyttig på anden måde.

Vi blev vist rundt af en dem, som boede der et stykke tid – Francesco fra Portugal, som talte glimrende engelsk og fortalte os om værkstederne, meditationsrum, soveafdelinger for de almindelige pilgrimme og dem, som blev i længere tid.

Prisen er donativo, hvilket vil sige: frivillige donation og er inklusive middag og morgenmad. Donativo er er meget smukt, så lægger man det man kan eller synes, at opholdet er værd. Det er i princippet meget generøst, men efterlader os hver gang i et samvittighedsdilemma: hvor fedtede/generøse skal vi være?

Vores overvejelser indeholdt: Det var et spændende sted med mange aktiviteter og sjove løsninger på byggemæssige udfordringer. Der var malerværksted, hestevogne, som blev brugt på deres caminoer, en skrammelplads med alt muligt nyttigt og unyttigt mellem hinanden. Sovesalen var ok, måske lidt pakket, og badet fint og mulighed for opladning af gadgets. Men 2 ting trak ned: Det ejes af den katolske kirke, og aftensmaden blamerede sig med sin ualmindelige ringhed. Brødsuppe med et par stykker chorizo. En salat uden smag. Så vi efterlod 15 euro, hvilket er lige i overkanten i forhold til den almindelige pris på 6 euro pr. mand pr. nat.

Mindre trængsel på Via de la Plata

Vi havde en fantastisk tur i et fantastisk land og mødte dejlige og spændende mennesker, så det skal ikke skorte på anbefalinger herfra. Turen er lang, smuk, afvekslende, forholdsvis let gået. Foruden en rejse i nuet, også en rejse i rum og tid med historiens vingesus lige om ørene.

Vi kan varmt anbefale Via de la Plata frem for den mere kendte Camino Frances; her er ikke nær så mange pilgrimme, så der er ingen kamp om pladserne på herbergerne, og ruten er fint afmærket alle steder, så det er let at finde vej.

Af Ingelise Kvorning og Hans Henrik Kleinert, Københavns Afdeling


UDSTYR

På en camino skal du medbringe det nødvendige og lade resten blive hjemme. Det er selvfølgelig en individuel vurdering af, hvad der er det nødvendige. Men vi synes, at du skal forholde dig til nogle basale ting.

Først og fremmest skal du have en rygsæk, som sidder godt på din ryg. Den skal have en passende længde, så den støtter ind i lænden. Den skal have hofterem. Og så skal den være praktisk indrettet, så der er plads til at have nogle ting fremme/let tilgængelige, mens andre er pakket ned i hovedrummet. Der skal også være plads til enten flasker, eller en camel bag.

Og så skal du have noget fodtøj, som kan bære dig hele vejen. Altså støvler af en god håndværksmæssig kvalitet, som er tilgået, og som støtter op over anklen. Det gør heller ikke noget, at de er vandtætte, gerne med en membran, som transporterer fugt indefra og ud. Nogle sværger til at gå barfodet eller med sandaler, eller i kondisko, men vi anbefaler altså at have støvler, – og så evt. sandaler til skiftesko. For uanset, hvor dejlige ens støvler er, så er det et af vandredagens ubetingede højdepunkter, når man efter endt vandring kan tage sine støvler af.

Også sokkerne er vigtige. Nogle foretrækker 2 par sokker, en tynd indersok og en tykkere ydersok for at mindske friktion på huden. Vi bruger forskellige udgaver af smartwool, som er et stof vævet af hovedsagelig uld, men med kunstofforstærkning.

Merinould er et fantastisk materiale, som holder en varm, kan optage meget fugt/vand uden at føles vådt og er svedtransporterende. Uld skal ikke vaskes hver dag – bare luftes. Nemt at skylle op når det skal vaskes. Både undertøj, T-shirts, leggings, lange underbukser, huer og vanter findes i dette materiale.

Sovepose – selv om der findes tæpper på herbergerne, så der det rigtig godt at have sin egen dunsovepose! – Det er ikke alle steder der er opvarmning på sovesalene og tæpperne er af varierende kvalitet.

Et lagen skal man også huske – dog får man på nogle herberger udleveret engangslagen og pudebetræk. Man kan købe et lagen, der er imprægneret mod diverse småkryb (Bed Bug Sheet) som ikke fylder meget og vejer kun 100 g.

Du skal også medbring diverse nødhjælpsgrej. Noget nødproviant, som er noget, der kan give megen energi med begrænset vægt. Fx nødder, chokolade, figenstænger. Englehud/micropore til at sætte på hud med slidmærker, altså før vablen kommer. Til vabler skal du bruge en nål til at prikke hul. Noget sportstape kan også være nyttigt, hvis du har smerter i ankler eller knæ, eller hvis du kommer til skade med leddene.