Tag med på Vandrernes Dag 2023
Som medlem af Dansk Vandrelaug ved vi alle, det giver livsglæde at vandre - derfor er vi så mange, når vi mødes på tur. Men kender DU følelsen? Tag endelig med på vores årlige festdag, Vandrernes Dag - den 23. september.
Af Camilla Dam
På Vandrernes Dag 2023 lørdag den 23. september byder DVL’s afdelinger i hele landet på en eller flere ture, hvor du som ny og nysgerrig er mere end velkommen til at deltage.
Temaet er: Gå med – det gi’r livsglæde. Det er der garanti for, så hank op i ven eller veninde eller mød blot op, så bliver du hurtigt en del af vores varme fællesskab og kan nyde turen i by og land i fulde drag.
– Det er spændende at komme ud og opleve nye steder. Det sociale fællesskab med højt humør er rart, siger Bente Michelsen, som udnytter DVL’s store udbud til at tage på dagture i hele landet.
Der vil med garanti også være masser af godt selskab og højt humør på stierne, så klik på kortet her, vælg en tur, mød op og gå med.
Mulighed for maraton og museumsformidler
Tag fx med på en af de nye stier ved Halkær i Nordjylland. I det midtjyske er der mange muligheder for at finde livsglæde: Du kan komme rundt om Vandkraftssøen, ind i Guldsted Plantage, eller vælge Ørnsø og Vesterskoven i Silkeborg. Vi byder også på en historisk vandring på den smukke Mundbjerg Natursti og Sevel Kalkværk. Tåstruplandet vest for Aarhus er også på programmet, imens man lidt længere sydpå kan vælge en tur rundt i Lund. Og på Djursland er der to distancer at vælge imellem, når det gælder Rugård Gods og -Skov samt Glatved Strand.
Har du virkelig gode ben er Danmarks smukkeste Vandremaraton oplagt. De 42,195 km foregår i et moderat tempo på 4-5 km/t omkring Hærvejsherberget på Hald Hovedgård, og du kan vælge at gå fra turen efter 20 eller 33 km. Der bydes på formiddagspause med boller, en frokost og eftermiddagskaffe undervejs, derfor koster deltagelsen 130 kr. uanset om du er medlem af DVL eller ej.
Vil du til Vesterhavet, skal du tage med på Blochsgård-ruten med både skov og klit. Sønderjyder kan vælge imellem en historisk vandring i marsken omkring Højer lavet i samarbejde med museumsformidler Lars Nielsen, Museum Sønderjylland, en kortere tur i den smukke natur i Haderslev Dyrehave og en længere historisk vandring lavet i samarbejde med museumsformidler og arkæolog Merete Essenbæk, Museum Sønderjylland, med fokus på kulturminder fra krige til gravpladser.
Fynboer får tre ture på henholdsvis 5, 10 og 19 km i det kuperede område med Klakkebjerg og Brende Å.
Otte ture til Dyrehaven
Nord for hovedstaden er der et væld af muligheder for at deltage i Vandrernes Dag med mange andre. Her er Dyrehaven målet for otte forskellige ture, som afdelingerne fra København, Gentofte og Lyngby står for. Du kan vælge at gå fra 7 til 19 km, og fælles for turene er, at alle mødes i Ulvedalene mellem kl. 15-16, hvor der bydes på kage til de drikkevarer, du selv har med i rygsækken.
Lidt længere nordpå er Frederikssunds grønne kiler målet, imens Roskildes grønne områder byder velkommen vest for hovedstaden og skønne Reersø er planlagt på Vestsjælland.
På Sydsjælland kan du enten vælge Herlufsholmskoven ved Susåen eller at komme tæt på landliggerne i Faxe Ladeplads. Og på Lolland får du to tilbud i Sakskøbing, hvor du kan vælge 5 eller 11 km forbi Svanesøen og Holmeskov Dyrehave til Krenkerup Gods.
På Bornholm går Vandrernes Dag til Paradisbakkerne ved Svaneke, hvor du får at se, om heksens dør er åben i Dybedal. Bemærk, at turen foregår søndag den 17. september. Samme dag kan du ved Vesterhavet deltage i turen fra Hvide Sande med udgangspunkt i Abelines Gård.
Find vej til samtlige ture og detaljer på dvl.dk/vandrernesdag.
Vi vandrer i hele Europa
Bemærk, at Vandrernes Dag i år afholdes på en lørdag og ikke som hidtil en søndag. Det skyldes, at vi for første gang fejrer Vandrernes Dag samtidig med vandreforeninger i hele Europa.
Vandrernes Dag vil fra nu af altid foregå samme dag som European Walking Day. Det er den første lørdag under den europæiske idrætsuge, European Week of Sport (23.-30. september).
På de sociale medier kan du følge andres spor med hashtaggene #beactive #europeanwalkingday. Og så selvfølgelig vores egne #dvldk og #danskvandrelaug.