Vandreferier med DVL her på udkigspost i Triassic Park i Østrig. Foto Preben Køhler

Vandreferier for medlemmer

Se samtlige DVL-ferier her!

Dansk Vandrelaugs afdelinger har mange års erfaring med at arrangere vandreferier i ind- og udland både indenfor egen organisation og i samarbejde med anerkendte rejsearrangører.

Ferierne er arrangeret af vandrere for vandrere. Det er et kvalitetsstempel vi er stolte af!

For at deltage i vores rejser skal du være medlem.

Vi rejser mest i Danmark og Europa, og der er rift om billetterne. Så vær særlig opmærksom på, hvornår tilmeldingen åbner på hver enkelt rejsebeskrivelse.  

Hvad er en vandreferie med Dansk Vandrelaug (PDF)

Indtryk fra Dansk Vandrelaugs vandreferier

Vi vælter os i gode beretninger fra vores vandreferier.
Du kan læse de seneste rejseartikler her.

Vandring på Mullerthal Trail i Luxembourg

Her fortæller Annette Lindorff om en tur på Mullerthal Trail i 2023:

Vi fik med egne øjne oplevet de enorme klippeformationer, de sjove huller og krummelurer i klipperne og de hyggelige træbroer over små vandløb. Naturen var i fuld gang med at springe ud, smukt. Dagens buzzwords var: ”Husk stave” og ”mest lige ud”.

På den anden vandredag startede vi i byen Mullerthal. Igen en dejlig bustur gennem det flade smukke landskab, hvor træer og buske var i fuld gang med at springe ud i smukke forårsfarver. Vi gik i et meget smukt og kuperet terræn, hvor vi kom forbi talerstolen, amfiteatret og sneg os igennem fantastiske klippeformationer og sprækker som majestætisk rakte mod himlen. Der var godt gang i snakketøjet på turen og en god stemning i gruppen.

Den tredje vandredag – fra Consdorf til Beaufort – startede med dejlig solskinsvejr, og vi var så parate til at opleve mere. Her kom vi igennem Heringer Millen, som er et stort område, hvor lokalbefolkningen og turister mødes. Forbi vandfaldet Schiessentumpel, som flere andre ville besøge samme dag. Den sidste del af turen blev en fantastisk oplevelse langs mark, eng og vandløbet Schwarze Ernz.

…..

Sidste vandredag fra Larochette til Beaufort. Det skulle for de fleste blive til en stor dyredag. Vi blev beriget af at se en stor flok vildsvin med unger løbende gennem skovbunden, vi så rød glente, en stor krabat af en bi og sommerfugle i farverne orange/gul. Shortsene var fundet frem hos flere af deltagerne, mens solen bagte ned. Terrænet var meget varieret med mange gode udsigter og selvfølgelig trapper.

Læs hele beskrivelsen af Mullerthal-turen

Udsigt med indsigt i Peru

For mig blev turens højdepunkt en tur op til passet Portachuello de Llanganuco i 4770 moh og derefter ned igen på den anden side af passet. Det var en formidabel udsigt fra bjergkammen. Jeg følte mig som en eventyrer og opdagelsesrejsende.

Sådan skriver Birgitte Bruun om en kombineret natur- og kulturrejse i Cordillera Blanca i det nordlige Peru, som var fyldt med højdepunkter for en flok vandreferie-deltagere i 2019.