56 år i vandrefællesskabet – Anita kan ikke slippe foreningen

Dansk Vandrelaug har været Anitas faste anker gennem med- og modgang. Selvom hun nu har droslet ned for indsatsen, så er hun stadig meget aktiv.

Anita Garbers viser vej ved Prøvestenen

Anita Garbers viser vej ved Prøvestenen

Af Kristine Buske

Da Anita Garbers i 1964 meldte sig ind i Dansk Vandrelaug havde hun ikke forestillet sig, at hun stadig ville blive hængende 56 år senere. Dengang var hun 18 år gammel og skulle på cykelferie på Bornholm med en veninde. De to unge piger skulle selvfølgelig sove på vandrerhjem. For det var populært dengang. Så Anita meldte sig ind for at få sit vandrekort, der gav adgang til vandrerhjemmene.

Vandreforeningen og kortet kendte hun fra sin barndom. Hendes far kørte ofte Danmark og Europa tyndt med familien i bilen, og så stoppede de undervejs for at gå på opdagelse til fods. Alligevel havde Anita aldrig været med på en af vandrelaugets ture.

– I dag ærgrer jeg mig over, at jeg ikke tog med på turene, da jeg var yngre. Dengang var der jo mange unge med i foreningen og mange spændende rejser og arrangementer, fortæller hun.

Der skulle også gå nogle år, før hun benyttede sig af foreningens tilbud.

Fossiler og fugle lokkede Anita til turene

Selvom Anita ikke brugte foreningen aktivt, beholdt hun alligevel sit medlemskab. Det lå i tiden, at når først man havde meldt sig ind i noget, meldte man sig ikke bare sådan lige ud igen. Der shoppede man ikke rundt mellem foreninger og fritidsinteresser i samme grad, som man gør i dag.

Men da Anita begyndte at læse til lærer, opdagede hun pludselig foreningens muligheder. Hun havde biologi som linjefag og blev mere og mere interesseret i naturen. En interesse der bandt hende sammen med Dansk Vandrelaug.

– Der var især nogle ture, hvor man kiggede efter fossiler og nogle fugleture, som jeg begyndte at gå med på. Det var nogle friske unge mænd, som arrangerede turene, som ofte foregik i Sverige, hvor jeg også er kommet meget som barn, fordi det var et af min fars yndlingslande, fortæller Anita.

Naturen fra forskellige sider

Efter nogle ture blev Anita opfordret til at blive turleder. Med årene udviklede det sig til flere roller i Københavns Afdeling og engagement i det daværende Natur- og Stiudvalg, hvor hun var med til at udvikle stier i 80’erne. Her har hun også været med til at udvikle den europæiske fjernvandrevej over Sjælland.

– Det var sjovt at være en lille brik i det store europæiske sti- og vandrenet, siger Anita.

Hendes første tur gik til Gribskov, siden har antallet af ture været hundreder. Alligevel opdager den naturinteresserede Anita hele tiden nye sider af den danske natur, når hun er afsted med foreningen.

– I forbindelse med DVL’s 90 og et halvt års fødselsdag var vi på en tur i Gribskov, da det pludselig slog mig, hvor meget skoven adskiller sig fra Skjoldenæsholmskovene. Både i bevoksningen, udseendet og den stemning, man mærker i skoven. Skjoldenæsholmskovene er domineret af løvtræer og er meget mere åbne, mens Gribskov er mere vild, har mange nåletræer og tæt krat. Selvom jeg har været i begge skove mange gange, har jeg aldrig før lagt mærke til forskellene, siger Anita og tilføjer:

– Det handler om at åbne sine øjne for mere end bare træer og buske på turene. At gå på opdagelse og udforske det, du møder på din vej. Det er der, de gode oplevelser opstår.

Spørger man hende, hvad der betyder allermest ved at være medlem i Dansk Vandrelaug, er der heller ingen tvivl: Naturen.

– Naturen kan jeg selvfølgelig også gå ud og opleve uden vandrelauget. Men som turleder skal jeg hele tiden forny mig og være kreativ, og det får mig til at se naturen på flere forskellige måder. Samtidig kan de andre turledere og turdeltagere også inspirere mig til at se nye sider af Danmark, siger Anita.

Du kan også blive turleder – se bare her

Et fast anker i med- og modgang

Som de fleste har Anita oplevet op- og nedture i sit liv. Her har DVL hele tiden fungeret som et fast anker. Det brugte hun for eksempel under sin skilsmisse, hvor hun begyndte at planlægge flere ture for foreningen og også blev engageret i andre foreninger.

– Det var nok for at fylde tomrummet ud. Jeg havde brug for at være aktiv og udadvendt for at komme igennem den svære tid og blive bekræftet i, at jeg var god nok, som jeg var. Det betød så, at jeg blev overaktiv i stedet, og det har jeg holdt ved siden. For siger man A, må man også sige B, siger hun med et smil.

Men for nogle år siden, da Anita blev diagnosticeret med en kræftsygdom, måtte hun trække stikket fra både ture og foreningsarbejde et par år. Så da hun kom på den anden side af sit sygdomsforløb, kriblede det næsten i fingrene for at komme tilbage til Dansk Vandrelaug.

– Det har betydet meget for mig at skulle i gang igen. Jeg kan selvfølgelig ikke det samme, som jeg kunne før. Men det handler nok lige så meget om alderen, siger Anita og smiler.

For hende har den sociale gevinst altid haft stor betydning.

– Så møder man mennesker, man ellers ikke ville møde og hører om, hvordan de ser på livet. Det giver anledning til nye venskaber og bekendtskaber, for lige meget hvem man taler med, så har vi lysten til at opleve tilfælles, siger hun.

Vi skal tiltrække flere medlemmer

Som aktivt medlem i langt over halvdelen af sit liv, har Anita set masser af medlemmer komme til, blive og forlade foreningen igen. Hun håber på, at der kommer flere yngre medlemmer og tror på, at tiden er moden.

– Der er kommet mere bevidsthed om sundhed de seneste år. Især her under corona-krisen har folk fået et større behov for at komme ud i naturen og opleve den til fods. Før kunne jeg sagtens have en hel vandretur uden at møde andre mennesker. Nu møder jeg jævnligt nogen, siger Anita og tilføjer:

– Selvfølgelig er vi ligesom alle andre foreninger udfordret på, at folk ikke længere har den samme foreningsloyalitet, som da jeg var ung. Men jeg tror, at selvom folk selv kan tage ud i naturen, så har de behovet for at blive guidet til de gode ture og få hjælp til at finde frem og tilbage. Det skal være nemt at besøge naturen, og det kan vandrelauget hjælpe med.

Selv er hun ikke i tvivl om, hvorfor hun er blevet i foreningen i så mange år.

– Med Dansk Vandrelaug har jeg hele tiden haft noget at holde mig i gang med, hvor jeg også har nogle at dele min store interesse for naturen med. Selv efter 56 år slipper jeg dem ikke lige foreløbig.  

Så aktiv er Anita