Hvad i alverden har du gang i, Caroline?
Caroline Schack oplevede sit livs eventyr, da hun drog på tur i en autocamper til de norske fjelde med sin 7 måneder gamle baby på ryggen og sin hund som fast følgesvend. Det blev til oplevelser, som langt oversteg hendes forventninger, og dagbogen, som blev skrevet undervejs, er nu udkommet som en bog.
Af Anne Mette Thrane
Forestil dig, at du er 30 år, elsker friluftslivet og har hang til eventyr. For et halvt år siden blev du mor, og midt i babymos, bleskift, manglende søvn og tillæringen af din nye morrolle, glemte du dig selv, og alt det, du stod for.
Sådan var det for Caroline Schack i foråret 2022.
Carolines mand, som hun for øvrigt havde mødt i Forsvaret på en NATO-øvelse i Spanien, skulle udstationeres i Estland i seks en halv måned.
Han havde tidligere været udsendt til Irak i et halvt år, hvor dagene alene hjemme i Holstebro i deres nyerhvervede hus havde været lange for Caroline. Derfor havde hun besluttet, at næste gang, han rejste væk et halvt år, ville hun på eventyr.
I mellemtiden fandt hun dog ud af, at hun var gravid. Så de seks måneder blev skrællet ned til seks uger, som senere blev til otte uger. Men afsted på vandretur skulle hun – også selv om det nu var med en baby i rygsækken.
En drøm bliver til virkelighed
Planen var simpel og bestod af en autocamper, en baby, en hund, pakkenelliker og et kort med digitale knappenåle. De markerede alle de steder i Norge, som hun igennem flere år havde noteret sig og drømte om at besøge.
– Jeg kunne slet ikke finde ro i rollen som mor, og jeg syntes hele tiden, at alle andre gjorde det meget bedre end jeg. Jeg var udbrændt i mit forsøg på at være som alle andre, derfor havde jeg det sådan, at det her skal du bare gøre. Men da jeg begyndte at sige det højt, var folk bare sådan, ”hvad i alverden har du gang i, Caroline?”.
Men efterhånden som Caroline besvarede vennernes bekymrede spørgsmål, fik hun også selv svar på, hvorfor hun bare MÅTTE afsted.
– Jeg blev nødt til at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at være en god mor og samtidig gøre noget godt for mig selv. Jeg blev nødt til at udleve den her drøm. Og hver gang nogen spurgte: Hvad har du tænkt dig, hvis Nora er syg? Hvad har du tænkt dig, hvis I kommer til skade? Hvad gør du, hvis bilen bryder sammen? Så blev jeg i tvivl, om det nu også var en god idé.
– Og jeg havde jo tænkt de tanker en milliard gange men også været sådan lidt, ”det går nok”. Nu begyndte jeg så at svare: Hvis Nora er syg, ringer jeg til lægevagten, ligesom vi gør herhjemme, og så tager jeg på sygehuset med hende. Hvis bilen går i stykker, ringer jeg efter hjælp. Jeg var nødt til bare at tale mig selv op og gøre problemerne små.
Med dagbog i hånden
Caroline er en rejsevant kvinde, som i 20’erne backpackede i blandt andet Afrika, Asien, New Zealand og Australien. Og to ting fulgte hende altid på rejserne, pen og papir.
– Første gang, jeg skulle backpacke, fik jeg en bog med blanke sider af min mor til at skrive mine oplevelser ned i.
Det var før, der var kamera på mobilen og mulighed for at skabe en slags digital dagbog på Instagram. Så Caroline skrev dagbog og noterede de mange oplevelser, hun fik, når hun rejste med rygsæk i udlandet.
– Jeg har altid skrevet dagbog for at kunne genskabe oplevelsen. Min tanke var, at når jeg blev rynket og gammel, ville jeg sidde og genopleve alle mine eventyr i mine dagbøger. Så på den her tur, som gik til Norge, tænkte jeg også, at 80-årige Caroline jo skulle have noget at læse i.
Men denne gang blev det anderledes. Og det gik først rigtig op for hende undervejs.
– Jeg skrev jo rigtig meget om mine følelser i denne her dagbog. For dælen, hvor kunne jeg tale mig selv ned. Det kørte bare derudad med dårlig stemning. Så mens jeg sad og skrev, fandt jeg ud af, at det hjalp mig at læse sort på hvidt, hvad mit problem var, og få det sat i perspektiv.
Perspektiv på skrift
I bogen udfolder oplevelserne sig undervejs, nærmest mens de sker – det er ligesom at være med på turen, når hun stresser over kø på motorvejen, en bager, der ikke er åben, eller en autocamper, der slår knuder. Det virker meget autentisk, og det skyldes måske at tankerne er indtalt i en app på mobilen undervejs.
Om aftenen når hendes to tro rejsefæller Nora på syv måneder og hunden Sako på tre år sov, skrev Caroline noterne ind.
– Ordene i min dagbog satte alting i perspektiv. Det blev en stor hjælp til at se, at turen, oplevelserne, udfordringerne og sejrene konstant var dynamiske. Et perspektiv, der kan være svært at få, når man er alene så længe, og kun har sig selv at snakke med.
– Mine tanker om rejsen var fra start, at ingen plan er planen. Men der gik nogle uger, før jeg fandt ro i det, da jeg gerne ville nå en masse og opleve alt muligt, hvilket er umuligt, når man rejser alene med et lille barn. Da jeg endelig landede i min plan, eller mangel på samme, faldt der en helt anden ro på, og fokus skiftede fra at se begrænsninger til at opleve mulighederne.
Det indre kompas
Dagbogen blev på den måde dels en skildring af de mange naturoplevelser, som Caroline høstede i det fascinerende naboland, dels en indre, personlig rejse.
– Da vi var på vej hjem, kørte vi forbi nogle steder, vi havde kørt igennem på vej op. Og dér var det ligesom om, at det gik op for mig, at hvis der var noget, jeg havde oplevet på den her tur, så var det jo i virkeligheden rejsen i mig selv. Jeg havde også set pæne fjelde og oplevet alle de her steder, men det var jo rejsen inde i mig selv, som virkelig havde givet mig noget.
– Og da det gik op for mig, så fik jeg denne her følelse af, ”hold nu kæft, hvis jeg kunne give det her videre til andre”. Hvis jeg kunne vise andre, hvor meget man får ud af at skubbe til sin grænse og kaste sig ud i det her. Hvis jeg bare kan flytte 10 mødre i tanken om, at man forsat kan jagte sine egne drømme, også selvom man er blevet mor, vil det være en kæmpe succes.
Genklang hos mødre
Derfor besluttede Caroline sig for at udgive sin personlige dagbog. Nu håber hun, at dagbogen kan vække genklang hos andre mødre.
– Jeg tror, der er nogle episoder, hvor folk sidder og tænker, at sådan har jeg også haft det, siger Caroline.
Hendes håb er, at hun kan inspirere andre til at bryde grænser og at turde prioritere sig selv. Også selv om man har fået børn. Samtidig er det hendes drøm, at bogen kan være med til at få flere ud at opleve naturen – både de friluftvante og dem, der ikke plejer at vandre.
– Man skaber selv sit eventyr, og det behøver hverken at være dyrt eller uoverskueligt at komme ud i naturen. Det behøver ikke være ekstremt – det kan også bare en skovtur med kopnudler. Og i takt med at man kommer mere ud, jo mere mod får man også på det.
TÆT PÅ CAROLINE SCHACK
- 30 år
- Forfatter til bogen ”Alene på fjeldet”, og e-bogen ”KOM MED UD Norge – en komplet rejseguide”, som udkom i juni 2023
- Gift, mor til Nora på halvandet år og med nr. 2 på trapperne
- Stifter af friluftsnetværket #KOMMEDUD og facebookgruppen: Find en friluftsven #kommedud og kreatør på Instagram @Caroline_Schack
- Finder ro i naturen og kalder sig selv for friluftstosse
Den første vandretur
Caroline har ikke vandret med sin familie, så hendes første store vandreoplevelse var nogle etaper af vandreruten Bohusleden i Sverige (en 340 km lang vandretur), da hun som nyforelsket tog på tur med sin mand. Det fysiske var ikke en udfordring for Caroline, som var vant til at træne en time om dagen, da hun trænede op til en halv ironman. Men det var alt det praktiske, som hun skulle lære, men også hvordan kroppen reagerer på en vandretur.
– Man kan sige meget om at vandre, men det er ufatteligt afslappende. Du skal ikke tænke over noget. Du skal bare følge stien, og når du bliver sulten, skal du bare koge noget vand og spise noget mad, og så skal du gå igen. Når man fratager sig selv alle de goder, man tager for givet – en blød seng, vand i vandhanen – så bliver man enormt taknemmelig for det, man så har. At man ser noget virkelig smuk natur, at solen skinner og man får nogle dybe samtaler.
Carolines mand åbnede døren for vandreverdenen for hende og viste, at det er nemt og uproblematisk. Tidligere har en usikkerhed holdt hende tilbage. En usikkerhed, som for alvor forsvandt på de otte ugers vandretur i Norge, hvor hun fandt ud af, at hun kunne klare meget mere, end hun selv troede.
Citat fra bogen ”Alene på fjeldet” af Caroline Schack
Har pludselig kæmpe krise. Vil hjem. Vil ikke være her. Vil ikke være den mor, den dårlige mor. Jeg har kvalme af dårlig samvittighed og af at græde.
Lige da vi ankom til denne ellers fine plet med grus somewhere in Sweden, stak Sako af. Jeg ville åbne hundeburet og give ham snor på. Men han løb ud ad døren, før jeg fik fat i snoren. Og jeg satte selvfølgelig efter ham. Jeg nåede kun lige at smide en stor bamse på tværs af sengen, så Nora ikke kunne møffe sig ud over kanten. Troede jeg …
Der går nogle uger, før jeg får skrevet – ”Ingen plan er planen, og nu er jeg endelig ved at finde ro i det”. Det var et wakeup-call i forhold til at lave ting med børn. Man har en eller anden forestilling om, hvad man skal, men måske er det federe at tænke i muligheder, så det ikke bliver en resultatjagt.