De sidste toppe er i sigte

Hvor mange højdemeter kan du nå? På toppen – med Dansk Vandrelaug har været en anderledes bjergbestigning, end vi først planlagde. Men heldigvis stadig med mange dejlige oplevelser og et positivt resultat.

Vandrere på kjællinghøl ved Bjerringbro. Foto Vagn Olsen

Vandrere på kjællinghøl ved Bjerringbro. Foto Vagn Olsen

Topmøderne havde vi glædet os til. Men dem kunne vi vinke farvel til i tågerne fra den tunge dis af coronavirus, der sænkede sig over årets store vandreprojekt.

Kun den store åbningsevent på Ejer Bavnehøj og Møllehøj nåede at blive gennemført, og med sine cirka 250 deltagere var det indirekte årsagen til, at Dansk Vandrelaug ikke kunne tage ansvar for menneskemængderne ved de efterfølgende programsatte fællesmøder.

Deltagerne på Ejer Bavnehøj havde en fantastisk dag i højderne, og de gav en flyvende start til På toppen – med Dansk Vandrelaug. Men de var samlet meget tæt. Tættere end vi kunne tillade os, efter virusudbruddet var kommet til Danmark.

Mange ture måtte også aflyses under det store lockdown. Men disse mørke uger, som også var skyld i aflysning af vores store vandrekonference i København, førte heldigvis også til nogle gode oplevelser.

Find topturene på Danmarkskortet

Stor tilslutning

For da begrænsningerne i samfundet endelig blev lettet så meget, at vi genoptog topturene, skete det med et brag. Turlederne, der havde gået som løver i bur derhjemme, kunne endelig vende tilbage til stierne, og de blev fulgt af både medlemmer og gæstende vandrere.

Fra dette tidspunkt blev det ved hjælp af støtten fra Nordea-fonden gjort gratis for gæster at tilslutte sig turene.

Den høje aktivitet hen over sommeren betyder, at vi i alt kommer til at gennemføre ca. 500 ture under På toppen-projektet, og det er faktisk ret flot. Da arbejdsgruppen fremlagde sine første planer i starten af 2019, havde vi håbet på 200 ture i alt.

DVL har årligt ca. 2500 vandreture – så over 20 procent er blevet topture.

I starten af oktober var vurderingen, at På toppen – med Dansk Vandrelaug opnår et samlet deltagerantal på minimum 9.500 når året er slut, hvis ikke forsamlingsforbuddet står i vejen.

Ca. 10 procent har indtil nu været gæster. Og de har siden 1. juli kunnet deltage gratis. Bortset fra perioden med kun 10 deltagere har der i gennemsnit været 25 deltagere pr. tur, og tallet har været stigende gennem efteråret.

Stor iderigdom

Der er stor tilfredshed hos projektleder for På toppen – med Dansk Vandrelaug, formand for København afdeling Lis Nielsen.

– Det har været et sjovt tema, og selv om corona har spændt ben, er der blevet lavet rigtig mange vandreture. Jeg er overrasket over den iderigdom, turlederne har vist, og over at vi har haft en meget større tilslutning, end vi havde turde drømme om, siger Lis Nielsen.

Turledernes iderigdom er kommet til udtryk på mange måder, når de har ført både erfarne og uøvede vandringsfolk imod toppen. De har været på velkendte stier, men der er også planlagt mange nye ruter og nået nye mål, fordi formålet var at passere bakker og udsigtspunkter.

Bl.a. har der været hele fire ture, hvor højdepunktet blot var 4 meter over havets overflade. Var du mon en af deltagerne?

Der har været ture til bl.a. Amager Bakke på Refshaleøen, der er bygget i forbindelse med Københavns nye forbrændingsanlæg.

Alle artikler om På toppen-projektet

Projektet uden ende …

Men selvom vi kan glæde os over, at På toppen – med Dansk Vandrelaug er nået til en flot og positiv afslutning, ved medlemmerne naturligvis godt, at det ikke er forbi endnu.

Uanset hvad vi kalder det, så er et medlemskab af Dansk Vandrelaug lig med en fortsat jagt på nye højder – i vandrestøvler og med vores skattede termoflaske i rygsækken. Og vi ved, at vi fortsat er velkomne til at invitere familie, venner og bekendte til at deltage på turene.

Topturene fortsætter frem til 31. december, for hos DVL vandrer vi hele året. Så sent på året som 29. december kan du komme på toptur med Ringkøbing-Skjern i det flade kystområde ved Sdr. Nissum. I mangel af naturskabte højdepunkter bliver der serveret romtoppe på turen.

Af Carsten Johansen

Udsigt ved Stubbergård Sø. Foto Vagn OLsen
Udsigt ved Stubbergård Sø. Foto Vagn Olsen

Ture med højeste punkt på 4 m

  • Aalborg den 12/8 til Toppen af Danmark
  • Sønderjylland den 7/3 til Vadehavet
  • København den 3/10 til Amager
  • København den 14/10 til Askø

Konkurrence året ud

Topkonkurrencen løber året ud, og alle indberetninger skal være sket senest søndag den 3. januar 2021. Sidste top-lodtrækning sker mandag den 4. januar. Her finder vi også, hvem der har nået højest op, og hvem der har været på flest topture. Der er præmier til både nr. 1 og nr. 2 i begge kategorier – samt lodtrækning om de sædvanlige månedspræmier.

Bag kulisserne: Topgruppen

Topgruppen startede sit arbejde i januar 2019 og består af Lis Nielsen, Ole Bertelsen, Grethe Aagaard og Steen Kobberø-Hansen. De har beskrevet arbejdet gennem 2020 i Bloggen fra Toppen.

578 topture

Der var planlagt 578 topture indtil 1/10. Heraf er 395 blevet gennemført og resten aflyst på grund af corona. Vi forventer totalen af gennemførte ture kommer tæt på 500. Vi havde forventet 200 i ansøgningen til Nordea-fonden.

20 %

DVL har årligt ca. 2500 vandreture – så over 20 % er blevet topture. Det er meget flot.

9.500

Vi gætter på et samlet deltagerantal på minimum 9.500, når året er slut, med mindre forsamlingsforbuddet på 10 begrænser statistikken.

10 %

Ca. 10 % har indtil nu været gæster. Gæster på topture har siden 1. juli kunne deltage gratis.

25 deltagere/tur

Bortset fra perioden med kun 10 deltagere i foråret, og da tilmeldingssystemet var nyt, har der i gennemsnit været 25 deltagere pr. tur, og tallet var stigende gennem efteråret, indtil forsamlingsforbuddet igen blev sat ned til 10.