Fodgeografi
Vandring forbinder os med naturen og vækker en dyb indre ro. Minderne fra de mange vandringer består, fordi de er oplevet - med tryk på 'levet'. Tag med, når Hans Henrik Kleinert dykker ned i vandreturenes mange goder i denne kronik.
Af Hans Henrik Kleinert
GEOGRAFI er et fagområde, der vibrerer af eventyr. Hele historien om kortlægning af kloden er vildt spændende og handler om kombinationen af nysgerrighed, vovemod og snilde. Hos os er dette især knyttet til opdagelsesrejsende, ekspeditioner, handelsruter, militære erobringstogter og teknologisk udvikling. I dag kan vi se på et landkort og få et retvisende billede af landskabet. Et landkort vækker hos folk som mig eventyrlyst, udlængsel, nysgerrighed.
De gamle stenalderfolk, indianere og andre tidlige folkeslag har haft en tilgang til at finde vej, som baserede sig på et indre retningsinstinkt kombineret med solens position og landskabelige pejlemærker. De har ejet landskabet, som de har betrådt, med en form for ejerskab, som er fælles og generøs og kan sammenlignes med det akademiske princip om vidensdeling.
Erindringerne sætter sig
På mine talrige vandringer i verden har jeg mødt, set, hørt, befølt dyr, landskaber og mennesker, som jeg har taget ind og fået en slags ejerskab til. De er en del af min livsfortælling. Jeg har været der, jeg (gen-)kender dem, husker dem. Og netop erindringen er det springende punkt her. For det er den slags erindring, som er lejret i kroppen, baseret på kroppens egne oplevelser. Jeg kan genkalde mig fornemmelsen af landskabet, underlaget, topografien, hvordan fødderne blev sat, hvordan lyset nåede mine øjne. En by, en strækning, en egn er gennemgået, og aftrykket er sat i kroppen. Det sætter sig som en tonalitet i nervesystemet, en følelse af samhørighed, et tilhørsforhold. Min hukommelse er skåret på en måde, så den slags indtryk lagrer sig, mens jeg kan have svært ved at huske, hvad jeg har læst.
Især på den lange bane. Når mine børnebørn spørger ind til min fortid, er det som oftest konkrete hændelser, der dukker op. Dette er forskelligt fra min gode ven, som ofte refererer til hvad han læste på et givet tidspunkt. Men det er ikke forskelligt fra, hvad jeg hører mange af mine medvandrere sige: Det, der er opleves ’in natura’, gør et indtryk på sjælen, som er langt større end det, der opleves på film eller gennem bøger.
Det er egentlig ikke for at sammenligne de to oplevelsesmåder. Jeg anerkender værdien af og nyder virkelig at læse en god bog, opleve en film, som er lavet med hjerte og kunstnerisk begavelse. Inspiration og lyst til at følge kunstneren/forfatteren/filmskaberen, er vigtige ingredienser i mit liv. Det er bare ikke det samme, som selv at stå ved Vesterhavet eller i bøgeskoven. Det er sansemæssigt en helt anden oplevelse.
Naturens kraft
At vandre er en del af min dybe natur. Jeg er, som de fleste mennesker, født til at rejse mig fra 4-gående som ca. etårig og derefter fortsætte derudad til benene, hjertet eller noget andet ikke vil mere. Lære tyngdekraften at kende, at kunne mærke hvad der skal til for at kunne løbe, hoppe, springe, klatre. Kroppen har mange bevægemodi. Ingen af disse er dog så fundamentale som at gå. At vandre bringer mig tæt på naturen. Både den som ligger udenfor, til alles afbenyttelse, og naturen i mig. For det er vel en af de realiteter, som oftest fortrænges eller benægtes: At mennesket er et stykke af selvsamme natur, vi ser os som betragtere af.
Det er vel derfor at jeg/vi føler os ekstra levende og godt tilpas i naturen, vi befinder os i noget, der er ligesom os selv. Naturen er rar, tillokkende, smuk – ligesom os, – og barsk, ubønhørlig, konsekvent. Kan vi også genkende os i det sidste?
At vandre er naturligt, – og så har det sundhedsmæssige konsekvenser. Det er faktisk sundt. Måske det sundeste, du kan foretage dig. Både på det fysiske og psykiske plan. Det er mærkbart. Jeg mærker velværet på alle niveauer. Glæder mig til at starte turen. Nyder at gå. Hvis jeg er i selskab med andre, nyder jeg samværet, – og de samtaler, som ofte udvikler sig ad snoede stier. Og bagefter er jeg opstemt. What’s not to like, som min datter siger på nydansk.
Gavner helheden
På det fysiske plan gavner vandring fx bevægeapparatet: Knogler, muskler, led, sener/bindevæv og nervesystem. Alle videnskabelige undersøgelser peger i samme retning. Muskler og knogler styrkes, reaktionshastighed og koordination bedres, fleksibiliteten øges. Også kredsløbet, hjerter og lunger, – konditionen – bedres (eller vedligeholdes). Alt dette synes jeg egentlig er nemt nok at forholde sig til. Men undersøgelser viser faktisk at vandring også er gavnligt for nyrer, lever og synet.
At gå er en aktivitet med relativt få skader og uheld. Og endnu færre alvorlige uheld. De fleste skader er i kategorien vabler, faldskader (uden brud eller forstuvninger) og overbelastning. Altså noget som typisk volder problemer i en kort periode.
Så er der det mentale. Som tidligere omtalt, er vandring knyttet til de dybeste lag i vor genbank. Og det psykiske velbefindende er i høj grad knyttet til at være i overensstemmelse med naturgrundlaget, som i vores (menneskenes) tilfælde kort kan beskrives med: At være i gang (være aktiv), være sammen (det sociale aspekt) og føle at det er meningsfuldt (det spirituelle). Altså de 3 ting på behovspyramiden, som ligger lige over ilt, vand, mad og klima.
Kreativt befordrende
At vandre kan være en meditativ oplevelse, uanset om du vandrer alene eller sammen med en eller flere. Nietzsche gik så vidt som at mene, at enhver tanke, som ikke er undfanget under vandring, er ikke værd at beskæftige sig med. Så radikal er jeg ikke, men det er en af mine vigtige erfaringer, at tankerne kører, ideer genereres og projekter fødes i et godt klima, når det er under bevægelse i naturen. Samtaler ført under vandring har også en særlig kvalitet. Det er som om, at forstillelse er sværere i naturen og noget autentisk umærkeligt finder vej ind i samtalen.
Vandring er også spændende, ind imellem eventyrligt. Du kommer steder, du aldrig har været før, – ligegyldigt om det er i Langbortistan eller rundt om hjørnet i din egen by. Eller du genbesøger kendte steder, og opdager at de er forandret, – eller at du er forandret og er her på en ny måde.
Mål over tid
Efter at have gået caminoer til Santiago de Compostela og Rom adskillige gange, fik jeg den idé at gå til Jerusalem, med start i Rom. Det var ikke særlig gennemtænkt, blot en form for skør idé. Men dragningen var et mærkbart kropsligt fænomen, med både kilden og ondt i maven, og uro i benene.
Turen tog sin begyndelse i 2017, hvor jeg gik ud af Rom ad Via Appia med min ven J, som var ramt af et stroke ½ år forinden. Jeg var indstillet på at gå i reduceret tempo, men endte med at være den, der måtte strenge sig an for at følge med. Vi gik på ryggen af Albanerbjergene med udsigt over Latina-sletten, vejret var med os og stemningen italiensk. Næste etape var i 18, og så kom der et hul, delvist pga. covid19, så først i 21 kom næste hug fra Formia til Brindisi, denne gang i følgeskab med 2 gæve vandrere fra vandrelauget.
Læs også Pilgrimsruten Via Francigena del Sud
Vandrelauget har mange gode egenskaber. Du kan altid finde en tur, som er interessant og passer til din tid og formåen. Og du kan altid finde en ligesindet, som vil tage med dig på ekspeditioner i Danmark eller i den vide verden. En af de første dage på turen får jeg en ulækker vabel. Vi har aftalt, at vi finder et samtaleord til hver dag, dagens ord er dagdrømme. Vi laver også haikudigtning og da jeg drømmer om en friskfodet ny start skriver jeg:
Lille fod du ved/intet går uden dig så/bær mig over alt
Og ellers er dagdrømme bare dejlige, så længe man ved, at det er drømme. Vi når i sidste ende Brindisi og fortsætter til Albanien og ad vis Egnatia, som viser sig at være ret tilgroet, forsvundet, mystificeret, endog mumificeret. Men vi overkommer udfordringerne og ender med at sidde ved Ohridsøen og gøre os betragtninger over, hvor mange gange Furesøen kan rummes i denne bjergsø.
Læs også Vandretur på veje, omveje og gennem vildnis
Vi kommer fra Nordmakedonien, – hvor man kun har foragt til overs for de græske makedonere, – til græsk Makedonien, hvor de mener at Nordmakedonerne ikke er rigtige makedonere. Det er tydeligvis en dybfølt kløft mellem 2 brødrefolk. Videre går det til Thessaloniki, Olympen og Thermopylæ. Sejler fra Piræus til Kreta. Går øst til Sitia, hvorfra der i gamle dage gik skib til Cypern. Undervejs befinder vi os på en stejl bjergside, på en sti, som er væk pga. stenskred, det var et af de momenter, hvor hjertet slog hurtigt.
I Israel gik jeg fra nord i Haifa mod Tel Aviv og Jerusalem. Men pludselig kom krigen, en afskyelig terrorhandling slog ned i ørkenen, og al pilgrimsgang blev umuliggjort. Det var farligt at være i Israel. Jeg blev evakueret med hjælp fra den danske udenrigstjeneste. Nåede ikke mit drømmemål, hvilket ikke fylder væsentligt, alle grusomhederne begået af begge sider i guds navn, taget i betragtning. Vejen til evakuering var bestrøet med fantastiske oplevelser, det gik ikke som håbet eller planlagt, men jeg fik hvad jeg kom efter.
Hvorfor skriver jeg dette? Jo, for at fortælle om vandringernes potentiale med min egen beskedne persona som baggrundstapet. For at få stisystemer, naturinklusion, naturgrundlag og vandringens sociale kvaliteter og sundhedsaspekter frem i lyset. For at få politikere, byplanlæggere, arkitekter, sundhedsmyndigheder og befolkningen til at se og handle på, at det ikke behøver at være hverken svært eller dyrt at gøre noget for folkesundheden, såvel præventivt som kurativt.
God tur