Klassisk tursituation vinder fotokonkurrencen 2024
I DVL’s årlige fotokonkurrence har dommerkomiteen lagt vægt på billeder, der viser en god vandrehistorie med både motiv og farver. Her ramte John Nielsen plet, mens Conny Thomsen tog 2.-pladsen og Marianne Bach blev nr. 3.

Medlemmerne har dystet om flotte præmier fra Friluftsland, hvor dommerkomiteen med Karen Schmolke fra DVL Storstrøm, Jan Adler Nissen fra DVL København og Christian Lauritzen fra DVL Gentofte har afgjort, hvem der skal præmieres.
Temaet for fotokonkurrencen 2024 var helt åbent: Dit syn på en DVL-tur. Og iblandt de 66 motiver blev der ikke ruttet med topkaraktererne, men dommerne havde alligevel nemt ved at udvælge disse fem pletskud.
(Klik på de følgende billeder og se dem i fuld størrelse)
(1) Turleder Øyvind Ploug-Jørgensen deler gerne ud af store viden om natur og dyreliv
af John Chr. Nielsen
Fotografen har fanget en klassisk situation fra en vandretur. Hovedpersonen Øyvind er i fuld fokus, mens han engageret med fagter fortæller foran en infotavle. Alle lytter med fokus på enten ham eller tavlen. Der er en god balance i billedet og mange farver i den intime gruppe. Vi bliver nysgerrige på, hvad han mon siger.
Med årets pletskud følger et gavekort til Friluftsland på 1.000 kr.
(2) På vandring fra Ribeira Funda til Maia forcerer vi et vandløb
af Conny Thomsen
Vi ser et drama udspille sig ved et minivandfald på Azorerne. En vandrer får to hjælpende hænder, mens to venter spændt på, det bliver deres tur. Der er virkelig god bevægelse ned gennem billedet fra øverste højre hjørne til nederste venstre. Hjælperne står stærkt på hver deres måde, en i bredstående og en med bare fødder i vandet, begge med farvede T-shirts, som giver ekstra liv til billedet. Det er blot ærgerligt, at kasketten skygger for hendes ansigt.
Andenpladsen udløser et gavekort til Friluftsland på 750 kr.
(3) En skøn dag i april på vej op til Ulbjerg Klint
af Marianne Bach
Flot diagonal bevægelse ind gennem billedet, hvor vi kan følge stien helt op til toppen af landskabet. Skyerne går ligesom i modsat retning af de vandrende, hvor de to bagerste er med til at føje en ekstra dimension til billedet. Det ser ud til at være en kølig dag, hvor krusningerne på vandet viser, at de har sidevind i det ellers dejlige vejr.
Med tredjepladsen følger et gavekort til Friluftsland på 500 kr.
Hædrende omtale
På byvandring i Aarhus med start i tæt tåge
af Vagn Olsen
Deltagerne lytter intenst på turlederen og kigger i retning af noget af alt det, hun fortæller om. Billedet fyldt med liv, selvom de står stille. De former en harmonisk cirkel, hvor nogle heldigvis bærer farver, så det bliver mindre mørkt iblandt alt det sorte og grå. Tågen gør billedet ekstra spændende.
Solnedgang over Staldbakkerne – Frederikshåb Plantage
af Henning A. Jensen
Et meget stemningsfuldt billede taget lige midt i solnedgangen. Fint, at personen i højre side lyser op med hendes klare blå farver, og vi følger automatisk hendes retning mod på solnedgangen. Et skarpere billede kunne måske have løftet det op på podiet.
Stor tak
Tak til medlemmerne for de mange billeder, som I har uploadet til fotokonkurrencen 2024. Dem vil vi med glæde genbruge på hjemmesiden, i VandreLiv og i nyhedsbrevene fremover. Ligeledes tak til dommerkomiteens Karen, Jan og Christian for deres skarpe syn.
Dansk Vandrelaug benytter samtidig lejligheden til at takke Friluftsland for at have sponsoreret de tre præmier til vinderfotograferne.
Fotokonkurrencen 2025
Temaet er helt åbent: Din fortolkning af DVL på tur. Mobilernes billedkvalitet er fortrinlig, så hold dig ikke tilbage med at deltage – gå endelig efter de flotte præmier!
Reglerne er enkle: Du skal være medlem af DVL, du kan højst deltage med tre billeder i konkurrencen, og de skal være taget på en DVL-tur i år. Og lige et væsentligt fif: Den uvildige dommerkomite foretrækker så afgjort billeder med vandrere på og i særdeleshed billeder med ansigter frem for rygge.
Billederne uploades nemt på dvl.dk/fotokonkurrence via en formular. Du kan indsende billeder til og med den 19. oktober 2025.