Frivillige åbner pilgrimshus i Ballerup

Med åbningen af Pilgrimshuset Albergue i Ballerup er der mulighed for en billig overnatning efter en vandretur i det storkøbenhavnske område.

Pilgrimshuset Albergue i Ballerup. Foto Rikke Ærtebjerg.

Pilgrimshuset Albergue i Ballerup. Foto Rikke Ærtebjerg.

Foråret er over os, og der er igen aktivitet i naturen. Som vandrere får vi sund motion, gode oplevelser i naturen og ofte fællesskab med andre. Nogle går korte ture, andre går længere ture og nogle vil på deres vandring have behov for en overnatning. Etableringen af Pilgrimshuset Albergue i Ballerup er en ny mulighed.

Pilgrimshuset Albergue er klar til at tage imod overnattende gæster. Kommer man f.eks. vandrende ad den danske pilgrimsrute til Ballerup, er der nu mulighed for at hvile krop og sjæl, inden turen går videre næste dag.

Den danske pilgrimsrute er en del af det store netværk af pilgrimsruter, som går fra nord til syd i Europa og, som samles i Santiago de Compostela i Spanien. Ruten rammer også Danmark og endda går en del af ruten igennem Ballerup, hvor også kommunens to middelalderkirker ligger nemlig: Skt. Jakobs Kirke (Ballerup Kirke) og Måløv Kirke. Begge kirker har haft funktion som pilgrimskirker, hvilken historie begge kirker bærer tydeligt præg af både i udsmykning og symbolik.

Velkommen i Pilgrimshuset Albergue:

Selvom pilgrimsruten har eksisteret siden middelalderen, er den levende bevis på, at historien aldrig kun er fortid, men derimod er i evig forandring. På ruten gennem kommunen er man således også vidne til byens udviklingshistorie. Turen udgør nemlig i sig selv en kunstvandring forbi kommunens mangeårige tradition for kunst i bybilledet. En god oplevelse at have med sig til eller fra sit ophold i Pilgrimshuset Albergue Ballerup.

Alle de praktiske detaljer

Pilgrimshuset er beliggende på adressen Præstevænget 10, 2750 Ballerup. En beliggenhed tæt på offentlige transportmidler, Ballerup Centret, supermarkeder, restauranter og caféer.

Der er plads til 14 overnattende gæster. En overnatning koster 100 kr.

Ved ankomst, som kan ske fra kl. 16.00, ringes til en vagt, hvorefter en person kommer meget hurtigt og åbner huset og sørger for indtjekning, hvor man bliver skrevet op i gæstebogen med navn, adresse og nationalitet. Derefter anvises man en køje i huset eller i husets anneks.

Der er toilet/bad, køkken, fællesarealer med bl.a. opholdsrum, TV-stue og have til fælles og fri afbenyttelse. Forplejningen (udover kaffe og te) er man selv ansvarlig for.

Kl. 22.00 skal der være ro, og man skal tjekke ud senest kl. 10.00 dagen efter.

Foreningen bag Pilgrimshuset er Albergue Ballerup, som baserer sig på frivillige kræfter, hvor mange selv er aktive og erfarne vandrere, herunder også flere DVL-medlemmer. Man kan følge foreningens arbejde og aktiviteter på Facebook.

Af Connie Hartz, Københavns Afd.