Skøn vandreweekend med DVL-rabat

Rallarhustruns Veranda & Logi ligger kun halvanden times kørsel fra København, tæt på den svenske by Hässleholm. Her fik seks af DVL's medlemmer en skøn vandreweekend.

Skønne ture tæt på Rallarhustrun. Foto Linda Egebjerg

Skønne ture tæt på 'Rallarhustrun'. Foto Linda Egebjerg

Tekst og foto: Linda Egebjerg m.fl. 

Vi, seks medlemmer fra henholdsvis Københavns Afd. og Roskilde Afd., besluttede at kigge nærmere på det hyggelige sted, hvor vi får 20 % rabat som medlemmer af DVL. 

Ved ankomsten en fredag blev vi hurtigt og nemt indkvarteret på hotellet, som ligger midt ude i skoven. Efter frokost gik vi en 5 km tur i det fineste efterårsvejr.  

Lørdag morgen efter en dejlig morgenmad, kørte vi til Hovdala Slot, 10 minutters kørsel fra det lille hotel, i tæt tåge og begav os ud på en 20 km tur rundt om Finjasøen. Det blev den mest fantastiske naturoplevelse og vupti havde solen jaget tågen væk, og resten af dagen blev der vandret i det skønneste solskin.

Der udgår mange forskellige vandreruter fra slottet, og alle er skiltet helt fantastisk og er nemme at følge.

Søndag afsluttede vi en dejlig weekend med en byvandring på ca. 5 km i Hässleholm inden turen gik mod Danmark igen. 

Vi har kun ros tilovers for dette dejlige sted. Værelserne er fine og rene – alle med eget bad/toilet, maden i restauranten er meget lækker, lavet fra bunden og med lokale råvarer. Og ejerne – to unge mennesker – er klar til at hjælpe med alt fra gode vandreruter til gode caféer. 

Bodil, Dorthe, Hanne, Jean, Jette og Linda 


Rallarhustruns vandringspaket
DVL-medlemmer får 20 % rabat på ‘Rallarhustruns vandringspaket’ med overnatning, aftensmad og madpakke til næste dag inkluderet.  

Find flere inspirerende rabataftaler på dvl.dk/rabat – her giver dit medlemskab dig adgang til alt fra friluftstøj og -udstyr til højskoler, overnatningssteder og bøger.