Du vandrer længere sammen med en ven

Du bliver medlem af DVL, fordi du vil ud at gå i naturen. Og dine mange nye vandrevenner betyder meget for at du forbliver i foreningen. Det viser forskning og praksis.

På DVL's vandreture er der god tid til at dyrke relationer - både når vi går og når vi spiser vores medbragte frokost.

Mange danske foreninger mister medlemmer i disse år. Men Dansk Vandrelaug gør ikke – tværtimod.

Der kan være mange forklaringer, men én af dem er helt sikkert det sociale sammenhold, der er typisk for alle DVL’s afdelinger.

”Aktiviteter tiltrækker, relationer fastholder” var titlen på en bog af forfatteren Kirsten Grube for få år siden. Bogen handlede om, hvorfor børn og unge er medlem af en (idræts)forening – eller hvorfor de melder sig ud. Den havde også en undertitel: ”måske”. For selvom et nært socialt forhold mellem medlemmer er positivt, kan det også have en bagside.

VandreLiv bad om hjælp til en forklaring hos professor Bjarne Ibsen, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på, Syddansk Universitet.

Medlemskab er ikke altid fællesskab

– Det kan godt konkluderes, at jo stærkere social tilknytning mellem medlemmer, jo større fastholdelse er der i en forening, siger Bjarne Ibsen.

– Men vi ved ikke noget med sikkerhed om, hvordan det hænger sammen: Er det fordi folk er medlem i lang tid, at de får gode sociale relationer? Eller opstår de sociale relationer først og er årsag til, at man bliver ved at være medlem?

Find nye og gode sociale relationer her på DVL’s vandreture

Bjarne Ibsen understreger, at medlemskab af et fællesskab ikke nødvendigvis betyder, at man får nære sociale relationer til de øvrige medlemmer. At du deltager i en fælles aktivitet, betyder ikke, at du altid er interesseret i at have sociale relationer med de øvrige medlemmer.

– Hvis man kigger på aftenskole-undervisning, hvor muligheden for socialt fællesskab er en meget vigtig værdi, eller medlemskab i fx en brugsforening, så kan man se, at folk er meget trofaste og glade for at være med, men de har ingen sociale relationer gennem medlemskabet.

– Men for mange andre typer forening er det tydeligt, at de fungerer bedst, når der er et stærkt socialt sammenhold mellem medlemmerne, forklarer forskeren.

Socialt sammenhold styrker foreningen

Pointen, som er interessant for Dansk Vandrelaugs afdelinger, er at foreningen skal være bevidst om, hvilken type fællesskab den ønsker at tilbyde.

– Fællesskabet i en forening, hvor medlemmerne kender hinanden gennem flere år, kan være meget stærkt. Næsten som en familie. Men det kan betyde, at fællesskabet lukker sig lidt om sig selv. Hver gang fællesskabet åbner sig, ændrer det sig samtidig. Og det kan opfattes som besværligt, siger Bjarne Ibsen.

Hans anbefaling er derfor, at foreningen og medlemmerne har en løbende samtale om, hvordan der arbejdes med fællesskabet. Det skaber en forståelse blandt medlemmerne om, hvad det sociale i netop denne forening går ud på.

Nogle medlemmer har det måske fint med blot at dyrke aktiviteten, og så går de hjem bagefter. Uden at de har et behov for social kontakt med andre medlemmer. Men foreningen står stærkere, hvis det samme medlem har indtryk af, at han kan søge social kontakt med andre medlemmer, den dag han får lyst.

– En forening fungerer som et samspil mellem medlemmernes sociale fællesskab og den aktivitet, der tilbydes. Men det stemmer altid, at et godt socialt sammenhold skaber en forening, som fungerer bedre, siger Bjarne Ibsen.

Læs også: Gå for din hjernes skyld

En del af banden

Dansk Vandrelaugs 20 afdelinger tager hele tiden imod nye medlemmer, og man oplever både, at nogle nye medlemmer går direkte ind i de sociale fællesskaber, mens andre forsvinder fra vandreturene igen.

En af de afdelinger, som har haft et bevidst fokus på at forhindre frafald af nye medlemmer, er Vestsjælland Afdeling.

– Det er ikke noget, vi taler om hele tiden. Men det er rigtigt, at vi altid arbejder med at få alle til at føle sig som ”en del af banden”, siger formanden Vagn Johansen.

Første skridt imod at skabe sammenhold i vandregruppen er velkomstritualet. I Vestsjælland tager alle deltagere en tur rundt i gruppen og giver hinanden hånd, før de går derudad.

– Vi lægger vægt på, at det er et rigtigt håndtryk. At vi kigger hinanden i øjnene og smiler. Du kan godt kalde det et ritual; når vi giver hinanden hånden, bekræfter vi over for hinanden, at vi mødes som vandrevenner. I de næste timer er det lige meget, hvad du laver eller mener til daglig. Nu vandrer vi! forklarer Vagn.

Venskab på turen

Nogle medlemmer bliver så gode venner, at de også begynder at ses privat; tager på ferie sammen eller laver andre aktiviteter.

– Det er jo en luksus, hvis medlemmerne har så meget ud af hinanden, at de bliver en del af hinandens vennekreds uden for Dansk Vandrelaug. Det er sikkert også godt for afdelingen.

Læs også: Gode oplevelser og godt humør i al slags vejr

– Men det er ikke venskaberne uden for Dansk Vandrelaug, som er vigtigst. Det har størst betydning, at medlemmerne kan hygge sig sammen, mens vi vandrer. Du behøver ikke tale hele tiden, men hvis du har lyst til en snak, er det let at komme i samtale med os, når vi vandrer, siger Vagn.

En af grundene til, det er let at komme i snak i Vestsjælland, er at alle medlemmer har navneskilte på. Så du ved altid, hvad de hedder, dem du vandrer med.

– Ja, det er også en af de ting, vi har gjort til en god vane. Vi laver navneskilte til alle medlemmer, som de kan have med på tur. Navneskiltet bliver lamineret, og de fleste har det til at hænge bag på deres rygsæk. Så kan du se navnet på vandreren foran, før du overhaler og hilser, siger Vagn Johansen med et smil.

Af Carsten Johansen