Gå tur. København og Frederiksberg – 52 ture 

Bogen er fyldt med vandreinspiration. Den er en meget informativ og smukt illustreret.

København fra Christiansborg. Foto Lars Gundersen, lars-g.com

København fra Christiansborg. Foto Lars Gundersen, lars-g.com

Af Suzanne Plesner Albertsen, DVL København

Den er i et format, hvor den kan medbringes og bruges til opslag under vandring, og er så detaljeret at man ikke behøver andre bykort. Bogen består af 52 ruter og er krydret med adskillige oplysninger og kort til alle ruter, samt mange praktiske informationer.   

Nye steder og vinkler  

Gå tur er en informativ beskrivelse af 52 vandreruter gennem vores hovedstad. Man kommer over stenbroen og gennem mange af byens gader, men også rundt i store dele af områdernes parker, anlæg, skove og andre grønne åndehuller. Der er rig mulighed for at søge idéer og inspiration til at opleve nye steder eller allerede kendte med en ny indfaldsvinkel.   

Bogen er inddelt i 11 afsnit, ét for hver af hovedstadsområdets bydele, samt et afsnit på tværs af områderne. Udover indre by og brokvartererne er også områder som Valby, Vanløse, Brønshøj, Husum og Bispebjerg nøje beskrevet. Alle starter med et historisk rids og en beskrivelse af bydelen, og beskrivelser af kulturelle oplevelser undervejs. Således beskrives alt man kan møde på turene, både museer, arkitektur, statuer, mindeplader, botanik og meget andet. Hver tur oplyser desuden dens længde, samt start- og afslutningssted.   

Lokalkendt får ny viden  

Selv for en københavner som mente at kende både tidligere og nuværende seværdigheder og bygninger, samt byens historie, dukker ny viden op. Dette fx i beskrivelsen af Blaagaard Slot på pladsen af samme navn, og af det måske knap så kendte Østervold Observatorium. Én af mange historiske detaljer findes i en beskrivelse af Frederiksbergs vejnavne, som netop er vejnavne, fordi gader er forbeholdt byerne, og Frederiksberg jo lå uden for voldene.

Bogen medtager desuden steder kendt fra medierne som Rottehullet på Christianshavn, samt det via Gasolin kendte sted Sofiegården. Man har mulighed for at gå i kendte arkitekters fodspor eller i Tove Ditlevsen, Dan Turell og Storm P.s. For børnene er der troldejagt efter Thomas Dambos store trætrolde. Der er også tip til kaffe, kage og lækker chokolade undervejs.

Læs også Fra Gå dig Glad til 52 gåture i bogform

Skal ét område fremhæves som inspirerende og mangfoldigt, må det være turene omkring Brønshøj og Husum. Her bydes både på historie om svenskernes belejring, beskrivelse af kulturen på Brønshøj Torv, og vandringer gennem så forskellige steder som naturen i Utterslev Mose, og graffitien i området Tingbjerg.

En bog til alle  

Gå tur er et ”must have” som udgangspunkt for vandreture og oplevelser i København og nærmeste omegn, uanset om man kommer udefra som turist, frisk på nye og anderledes oplevelser, eller om man ofte kommer i byen, men vil beriges med nye input og indfaldsvinkler.

Fx er det trods alt nok de færreste der tænker på Hønsebroen i Valby som et interessepunkt. Her gennede kyllingeavlerne sandsynligvis deres høns over broen til frodigere arealer, og den daglige motion over broen bidrog angiveligt til deres lækre kød og store popularitet på markedet. En sød landlig historie fra storbyen, og det er dét, krydret med de detaljerede turbeskrivelser, denne bog kan. 

Forsiden af bogen Gå tur - København og Frederiksberg 52 tureForfatter: Susanne Glenstrup m.fl.
Titel: Gå tur. København og Frederiksberg – 52 ture
Omfang: 269 sider
Forlag: Muusmann Forlag, 2022
Pris: 299,95 kr. (DVL-medlemmer får 20 % rabat) 

Emner