Til Fods På Bornholm

En letlæselig og rigt illustreret bog skrevet af Marie og Torben Lau Florin fra Frie fodspor. Den er layoutmæssig smuk. Formatet er ikke til baglommen, til gengæld kan den bruges til hyggelæsning og forberedelse aftenen før. 

Marie og Torben Lau Florin Til fods på Bornholm

Marie og Torben Lau Florin Til fods på Bornholm

Af Kjeld-Ole Munk  

I forordet skriver forfatterne, at bogen er ”frit genfortalt og flettet sammen på tværs af årstider og år… Fortællingerne bygger på, hvad vi har oplevet på stierne”. 

Der er forslag til 16 ture både korte og lange. Hver tur er delt op i en essaylignende del og en mere faktaorienteret del. Den første del kan læses som inspiration, men også som hyggelig godnatlæsning. Forfatterne fortæller fabulerende om stemninger, møder med mennesker, skosnak, dagligdagsoplevelser, overraskelser, bekymringer for mad, overnatning osv. 

(Klik og se billederne i fuld størrelse)

Anvendelige fakta

Anden del af turbeskrivelsen er faktuel med oplysninger om, hvordan man kommer til Bornholm, hvordan man kommer til startpunktet, hvordan man finder vej, sværhedsgrad, bedste tidspunkt på året, muligheder for vand og proviantering, hvilke vandrere er stien/turen egnet for, opdeling af længere ruter osv. 

Hvad angår det at finde vej er der ofte QR-kodehenvisning til primært elektroniske kort, oftest via friefodspor.dk + lokation. 

Udvalget af stier har Bornholms største sammenhængende stier med, såsom Kyststien og den senest tilkomne Højlyngsstien. Derudover er der ture fra en længde på fra 2,4 km til 13 km. Rækkefølgen af turene virker tilfældig. Der er flest ture på Nordbornholm, men hele øen er dækket ind. 

Jeg har prøvet et par af bogens ture af bl.a. turene i Ringebakkerne, og det fungerede fint. Da jeg prøvede de elektroniske kort, så det dog ud til, at der skulle betales efter en uge. 

(Klik og se billederne i fuld størrelse)

Få fejl og afsavn

Bogen er rigt illustreret med mange gode billeder, der mangler dog tekst til billederne. Normalt er det ikke noget problem, men det er ikke altid, man ved, hvad billedet skal illustrere. Der er mange billeder af forfatterparret, men så kender vi dem jo efterhånden. 

Desværre har der sneget sig nogle faktuelle fejl ind. For eksempel kaldes Arnager Havn side 8 for øens eneste ø-havn, men de findes også i Sømarken og Snogebæk. Side 25 er Bobbeå blevet til Kobbeå. Side 143 er QR-koden til turen i Finnens Fodspor i stedet for til Ringebakkerne. Byen Tejn er ikke længere en aktiv fiskerihavn. 

Samlet set er det en spændende bog, som varmt kan anbefales. Der er liv og sjæl med. Jeg har med fornøjelse læst essaydelen, som gør denne bog anderledes end mange andre guider. Faktadelen er klar og præcis. Udvalget af ture er ganske dækkende for Bornholm. Bogen er godt skrevet og bestemt ikke uden humor. 

Til fods på Bornholm cover

Forfattere: Marie og Torben Lau Florin
Titel: Til Fods På Bornholm
Omfang: 200 sider
Forlag: Muusmann Forlag, 2024
Pris: 249,95 kr.