Modvinden vender – eller også gør du

Når du kigger ud ad vinduet i denne tid, er der ikke megen grund til at forlade hjemmet. Men selvom vejret ikke gør sig umage, kan du jo godt gøre det.

Vorupøre. Foto Rie Lambæk Mikkelsen

Vorupøre. Foto Rie Lambæk Mikkelsen

Af Carsten G. Johansen

Modvind er en god ting, sagde Storm P. 

– Når man skal den anden vej, tilføjede han fornuftigt. 

Som vandrer kan man godt bande over modvinden. Den kan bide i kinder og ører med både frost og regn, og den kan gøre det besværligt at føre en samtale, når man beskytter sig imod elementernes rasen med hue eller hætte. 

Men den skarpe blæst har jo også sin berettigelse. Du kan virkelig mærke, at du har bevæget dig ud i naturen, og desuden ved du jo, at den ikke varer ved. Enten løjer vinden af, eller også – mere sandsynligt – forvandler din rute modvinden til medvind. Og så stiller sagerne sig jo helt anderledes. Snakken tager til i styrke i vandreflokken, og turen skifter karakter. 

Ikke noget, der hedder dårligt vejr 

Vejret vil altid have vores interesse, når vi holder af at vandre. Vi tager bestik af vejret, vi klæder os efter vejret, vi taler om vejret. Men vejret kan ikke forhindre os i det vigtigste; at få en god travetur – og ofte også en god sludder med ligesindede. 

Intet dansk vintervejr – slet ikke i disse år – kan ødelægge nydelsen af en kop varm kaffe eller te fra termokanden, når vi har nået pausestedet. Ja, faktisk må vejret i det store og hele opgive at ødelægge vores glæde ved at komme ud i den friske luft. 

Hvis vinden medbringer nedbør, kan det påvirke humøret, bevares. Men ikke i lang tid ad gangen, vel?! Der er kun noget, der hedder forkert påklædning … 

Find ud i vejret – fællesskabet varmer

Lykke er din egen skyld 

Er det på grund af de gode støvler, den vind- og vandtætte jakke, at vandreturen stadig er en succes? 

Er det på grund af det hyggelige fællesskab med vandrevennerne, at man trods den bitre modvind stadig er glad for at være kommet afsted? Måske på grund af termokanden og den medbragte energibar? 

Eller er det bare rart at komme ind i varmen bagefter? 

Når det i dag skal handle om vejret, må vi finde svaret hos en meteorologisk ekspert, der endda har vejret som en del af sit navn. Nemlig føromtalte Storm P: 

Hvis du er glad, er det sikkert din egen skyld. For der er masser af ting i verden at være ulykkelig over. 

Vi vandrer, fordi det gør os i godt humør at komme ud i naturen sammen. Modvinden har indflydelse på vores valg af påklædning, men ikke på beslutningen om at komme afsted. For det vil vi ikke undvære – heller ikke i den grå og kølige årstid.


Vinterlandskabet – en dejlig hemmelighed
Samtaler i bevægelse – kan ikke undgå at røre dig
Du vandrer længere sammen med en ven