Vi skal have naturen på recept 

Skruer du ned for gryden på komfuret, inden vandet koger over? Ifølge speciallæge og foredragsholder Imran Rashid er det moderne menneskes forbandelse, at vi konstant har noget, vi skal nå og kan bekymre os over. Heldigvis ligger trylleformularen, der kan ophæve forbandelsen, lige uden for døren. 

Imram Rashid med mobil

Imram Rashid med mobil. Foto privat

Af Kristine Buske   

Forestil dig, at du går til lægen, fordi du føler dig stresset. I stedet for at få en recept på medicin eller en henvisning til psykolog går du derfra med en recept på oplevelser i naturen. Det lyder måske som en fantasiverden, men faktisk er det noget, man arbejder med i det canadiske sundhedsvæsen. Minimum 2 timer om ugen lyder kuren. Studier viser den virker.  

Spørger man læge og foredragsholder Imran Rashid, er der masser af mening med galskaben. Han har bl.a. skrevet bogen ”Sluk”, der handler om at overleve i en digital verden og senest ”Mærkbarhed,” der handler om vores følelser. Og han mener klart, at det moderne menneske har store udfordringer, hvor naturen kan være en effektiv behandling, der kan hjælpe. 

– Det moderne liv er stressfremkaldende. Der er hele tiden noget, vi skal nå. Vi kan altid tjene flere penge, besvare flere mails og telefonopkald, lave flere aftaler og købe flere ting. Der ligger et konstant pres. Derfor mener jeg, at også danske læger bør kunne ordinere naturen til sygdomme som angst, stress, søvnmangel, depression og forhøjet blodtryk – for det er både forebyggende og helende på én gang og helt uden bivirkninger, siger lægen. 

Mangler balancen i hverdagen 

Sluk af Imran RashidImran mener ikke, der er noget hokuspokus ved naturen og dens evne til at hele og helbrede. Vi mennesker er væsener, der kommer fra naturen. Men vi har gennem vores udvikling skabt et samfund, hvor vi bliver bombarderet med indtryk, der sætter vores hjerne på overarbejde. 

– Vores samfund taler til den aktive del af mennesket, hvor vi hele tiden er i vores tanker. Men det betyder, at vi konstant bliver udsat for overbelastning. Det er det moderne menneskes forbandelse, at vi hele tiden har noget at bekymre os over. Vi får samtidig underprioriteret den reaktive del af vores bevidsthed, hvor det handler om sanser, oplevelser og følelser. Med andre ord er der forskel på tankeapparatet og følelsesapparatet. Du kan ikke tænke dig glad, men du kan føle glæde. Det er det, naturen kan hjælpe os med, forklarer han. 

Ubevidst heling   

Uanset hvor du vender dig i byen, er der nogen, der vil dig noget. Der er reklamer, byskilte, biler, butikker. Alt sammen ting med et opmærksomhedskrævende formål. Men i naturen er der intet formål. Den er fuldstændig ligeglad med dig. Den er der bare. Og inviterer ind med åbne og fordomsfri arme. 

– Naturen er nærmest det eneste, vi har i dag, som ikke er menneskeskabt. Jeg tror på, at vi er genetisk kodet til at have brug for naturen.

– Den får os til at føle os hele på et instinktivt og primitivt niveau. Den gør dig opmærksom på dine omgivelser, lader dine tanker svæve frit og giver ro. Det er en indirekte påvirkning, som du ikke tænker over. Når du går i naturen, heler den dig, uden du bemærker det, siger Imran.    

Han slår et slag for at få flere til at gå og bevæge sig i naturen. Både alene og sammen med andre for at dele oplevelserne. 

– Du skal se din hverdag som en gryde på en tændt kogeplade. Det er begrænset, hvor længe gryden kan stå på varmen, før vandet koger over. På samme måde er det begrænset, hvor mange input vores hoved kan rumme, før vi brænder sammen.

– Vi har brug for naturen til at skrue temperaturen ned. Til at lade vores batterier op, siger Imran Rashid. 

Fordele ved naturen  

  • Bedre humør  
  • Længere levetid  
  • Øget energi og overskud  
  • Reducerer smerter  
  • Forebygger og mindsker stress, depression og angst  
  • Bedre hjertefunktion  

Kilde: parkprescriptions.ca 

Læs også Den lange vandring er det mest eventyrlige